Forfatter: Anna James, oversætter: Mich Vraa, udgivelsesår:2020
★★★★★★
Hvilken romankarakter ville du allerhelst møde, hvis du kunne tage på besøg i dine ynglingsbøger?
Den magiske boghandel emmer af hygge, bogmagi og eventyr. Det er den type bog man griber ud efter på en mørk vinteraften, hvor man er krøbet under tæppet i sofaen og stearinlysene er tændt. En perfekt bog til juleferien. Bogen er en børnebog og henvendt til det yngre publikum. Det skal dog ikke afskrække dig fra at læse bogen, som voksen læser. De mange boglige referencer og de skønne karakterer, kombineret med et eventyr, er den perfekte opskrift på en god historie.
“Findes der noget bedre end at forsvinde i en god bog?
Hvis altså man kan slippe ud igen…”
Citat fra bagsideteksten
Hvad handler Den Magiske boghandel om?
Bogens hovedperson er Mathilda Pages (et perfekt navn til en bogenventyrer ikke?), også kaldet Tilly. Hun bor hos sine bedsteforældre ved deres boghandel, Pages&Co, hvor hun bruger mange timer fordybet i bøgerne på hendes favoritlæsesteder rundt i butikken.
Page&Co er fortryllende beskrevet boghandel med flere etager fyldt med bøger og hyggekroge. Her kan man gemme sig og forsvinde ind i bøgernes verden, og det er lige netop det Tilly gør. I butikken møder hun nemlig pludselig karakterer fra hendes yndlingsbøger, som tager hende med ind i deres verden. Tilly erfarer at hun er en bogvandre, der kan rejse ind i bøgerne, når hun læser dem. Hun møder blandt andet Alice fra Alice i Eventyrland og Anne fra Grønnebakken.
Tilly bor hos sine bedsteforældre, da hendes mor forsvandt på mystisk vis, da Tilly var helt lille. Igennem hendes mors gamle yndlingsbøger forsøger Tilly at lærer sin mor bedre at kende, men hun ender med at finde langt mere end hun havde forventet.
Bogen bliver et fysisk rum
De fleste bogelskere kender fornemmelse af at forsvinde ind i bøgernes verden og glemme alt om tid og sted uden for bogen. Jeg er vild med den måde Anna James bruger bogen som et fysisk rum, også rent visuelt, hvor ord og sætninger løsriver sig og står skævt, når Tilly rejser ind eller ud af bøgerne.
Bogen er også udsmykket med fine illustrationer og skyggetegninger som underbygger den eventyrlige stemning og følelsen af, at karakter kan træde ud af bogen og blive levende.
Er du lige som mig også tiltrukket af den visuelle fortællerstil kan jeg varmt anbefale dig at kaste dig over Udvalgte Værker af T.S. Spivet af Reif Larsen, som er en forrygende fortælling om den 12 årige kartograf T.S. Spivet, hvor det visuelle spiller en helt central rolle.
En børnebog, der går lige i hjertet på en bogelsker
Alt i alt får Anna James skabt en varm og eventyrlig bog med skønne karakterer, der går lige i hjertet på en bogelsker. De visuelle finesser gør, at man ikke kan lade være med at bladre igennem bogens sider flere gange. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse genlæse Tilly og Bogvandrerne, og jeg glæder mig til at dele den med mine børn, når de bliver store nok til at forstå den.
I øvrigt vækker den lyst til at læse eller genlæse nogle af de vidunderlige klassikere, som der refereres til – og det er jo altid en god ting.
Skriv et svar