Anmeldelser og læseinspiration

Måned: marts 2022

Anmeldese af Claire Keegans “Omsorg”

★★★★★★
Forfatter: Claire Keegan, Forlag: Gutkind
(Reklame//modtaget af forlaget)

I december havde jeg fornøjelsen af at læse Claire Keegans “Den slags små ting”, som jeg var meget betaget af. Så jeg har set meget frem til at læse flere bøger fra hendes hånd.

Det tog ikke mange sider, før Keegan igen havde tryllebundet mig af sit sprog, og efter at have vendt sidste side, vil jeg mene, at hun med “Omsorg” har skrevet et lille mestermærk. Jeg er i hvert fald svært begejstret.

Omsorg

Bogen handler om en irsk navnløs pige, fra en fattig familie med alt for mange børn. Da hendes mor er gravid igen, sendes hun på ophold hos et ægtepar på landet, uden at vide, hvor længe hun skal blive der.

Hos ægteparret bliver hun for første gang mødt med venlighed og omsorg, og da det går op for hende, hvorfor parret har en kommode med børnetøj i hendes størrelse, får hun en særlig tilknytning til dem.

“Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for”

En sproglig perle

Claire Keegan skriver formidabelt. På under 100 sider formår hun at sætte en scene og en stemning, som er virkelig rørende. Hun kan noget helt særligt med personskildringerne, og jeg har måtte genlæse bogen flere gange for at få det hele med. “Omsorg” er gennemført på et niveau, hvor hvert eneste ord virker nøje udvalgt.

Gutkind har sørget for den fineste indpakning og en stærk oversættelse. Jeg kan simpelthen kun anbefale dig at læse denne fine lille perle. Derfor får den også årets første 6/6 stjerner.

Anmeldelse af kortromanen “Simon Siger”

★★★★★☆
Forfatter: Helle S. Søtrup. Forlag: Eksistensen (Reklame // modtaget af forlaget)

Simon siger er en fin og stærk kortroman om Simon, der har haft en hård opvækst med meget mørke. Og nu taler han med sin psykolog om den.

Kortromanen Simon Siger

Nabo Flemming

Romanen udspiller sig hovedsageligt i form af Simons samtaler min sin Psykolog og med nabo Flemming.

Simons opvækst har været præget af vold og vrede. Simons psykolog prøver at hjælpe Simon ved at få ham til at omskrive sine selvfortællinger. Det er ikke sådan en almindelig familie er, og Simon skal lære, at det ikke var hans skyld.

I virkeligheden sætter Simons nabo Flemming allerbedst ord på det hele.

Simons nabo Flemming siger, at nogle mennesker er født med ekstraordinært meget mørke i sig. Der er for meget syre i kroppens hjernekemikalier, siger han. Mørket vokser frem som små, sorte champignoner af bly på indersiden af kroppen.

Flemming beskriver nemlig, hvordan mørket kan blive for tungt at bære for et menneske, så man er nødt til at give noget af det til andre. Det er ikke Simons skyld, at han har meget mørke. “Du har bare stået for tæt på et mørkemenneske med lange, trætte arme”.

Simon siger

“Simon Siger” er en stærk og poetisk læseoplevelse, som behandler svære temaer, så som familie relationer, og det at vride sig løs fra familie og fortid. Jeg var hurtigt ret betaget af bogen, og det holdt ved hele vejen igennem.

Vi kender bedst “Simon Siger” som en børneleg, hvor Simon er den “bydende”, som vi skal lytte til. Men Simon i romanen er først ved at erfare, at hans stemme er værd at blive lyttet til.

Helle Søtrups kortroman er virkelig værd at bruge en aften på, og længere tager det ikke at læse den. Til gengæld kan man læse den flere gange og fordybe sig i siderne, og opdage nye ting undervejs. Den er ukompliceret at læse, men rummer alligevel en hel masse. Derfor får den en varm anbefaling fra mig.

Huset på Rivieraen – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Natasha Lester
Reklame//Modtaget af forlaget Alpha

Huset på Rivieraen er en historisk roman om nazisternes kunsttyverier under 2. verdenskrig. Mere af bagsideteksten behøvede jeg ikke at læse, før jeg måtte i gang med bogen, for jeg har en særlig svaghed for historiske romaner.

Huset på Rivieraen af Natasha Lester

Bogens handling

Huset på Rivieraen foregår i to spor – et i fortiden og et i nutiden.

I fortiden følger vi Éliane Dufort, der er kunststuderende i Paris, da byen bliver besat af tyskerne. Éliane arbejder på det verdenskendte museum Louvre, og her har hun været med til at sende de vigtigste kunstværker i skjul for nazisterne.

Da tyskerne opdager hendes viden om kunst bliver hun hentet ud på et andet museum, hvor de konfiskerede kunstsamlinger fra jødiske familier bliver samlet og fordelt mellem Hitler og Göring. Èliane skal hjælpe til på museet, men har samtidigt en skjult dagsorden. Hun kategorisere de stjålne kunstværker og deler informationer med modstandsbevægelsen, så værkerne kan finde hjem til deres sande ejere efter krigen.

“Det går ud over meget, når grådige mænd vil have penge og magt. Og jeg begynder at tro, at der findes flere grådige end anstændige mænd.”

I nutidssporet følger vi den australske modeekspert Remy Lang, der efter en stor tragedie søger tilflugt i et hun på Den Franske Riviera. Hun er selv et adoptivbarn og finder ud af, at hendes ophav har forbindelse til de tyske kunsttyverier. Remy må udforske sin fortid og samtidigt forsøge at komme sig ovenpå tragedien.

Solid og gribende roman

Natasha Lester er også forfatteren bag “Den Franske Fotograf” og “Den Hemmelige Arv”, og man kan godt mærke hun er en erfaren forfatter. Hun skriver solidt og gribende. Det tager derfor ikke mange sider, før man er grebet af hendes fortælling.

“Huset på Rivieraen” er den perfekte ferie bog med let og fængslende underholdning, som er krydret med krig og kærlighed. Natasha Lester formår at formidle et stykke af historien på let fordøjelig vis, hvor alle kan være med.

Jeg meget opslugt af Élianes fortælling, som både var spændende og hjerteknusende. Desværre fungerede nutidsporet med Remys fortælling ikke rigtig for mig, og jeg blev flere gange helt irriteret, når historien skiftede spor. Det skal dog ikke afholde dig fra at læse “Huset på Rivieraen”.

Mere læseinspiration

Har du lyst til at finde endnu flere historiske romaner med stærke kvindelige hovedroller? Så kan jeg anbefale disse:

© 2022 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑