Den slags små ting – Anmeldelse af Claire Keegans kortroman

★★★★★☆
Forfatter: Claire Keegan, Forlag: Gutkind
Reklame // modtaget af forlaget

Har du brug for en juleroman, der giver stof til eftertanke? Så er Clair Keegans roman, Den slags små ting, et rigtig godt bud. Den er minimalistisk i sit sprog og udtryk, og alligevel rummer den helt utrolig meget dybde.

Den slags små ting foregår i 1980’ernes Irland. Her følger vi kulhandleren Bill Furlong i dagene op til jul. Hans kone og fem døtre har travlt med at forberede den kommende højtid, men Bills tanker er et andet sted.

Bills mor blev gravid, da hun var ganske ung og ugift. Hendes familie slog hånden af hende, men hun fik lov til at blive i sin stilling som hushjælp hos en enke. Bill har aldrig kendt sin far, og spekulerer på hvem han var, og han er samtidig klar over, at hans liv kunne have set helt anderledes ud, hvis ikke enken havde givet dem tag over hovedet dengang.

På sin rute rundt med kulleveringer kommer Bill til sidst til byen kloster. Her arbejder en række unge kvinder bag låste døre, og rygterne siger, at det er piger, som er blevet gravide, og som skal skjules for omverdenen.

Eksistentialistisk julefortælling

Den slags små ting er en lille roman med et stort potentiale. Den handler både om at se indad og være taknemmelig for det man har, også selvom man ikke har i overflod, men mest af alt handler den om at række ud og give videre. På den måde er den lige så tidløs i sine tematikker som Charles Dickens “Et juleeventyr” (som er min ultimative julefavorit).

Claire Keegans roman slutter på spidsfindig vis i en situation, hvor vores hovedperson har truffet en beslutning, der vil kommer til at give ham store vanskeligheder, men som også tænder et brændende håb. Og det kunne jeg virkelig godt lide.

Efter at have vendt den sidste side i romanen, føler jeg mig ikke færdig med den. Det er virkelig en bog, der kalder på at blive genlæst og nærlæst, for den har så meget at give.

En dragende forside

Sidst, men ikke mindst, er jeg nødt til at knytte en kommentar til bogens forside, som jeg er meget betaget af. For mig vækkede den associationer til Dea Triers Mørchs forsider fra slut 70’erne og 80’erne, hvilket tidsmæssigt passer godt til romanen handling. Også her fylder det minimalistiske udtryk på fineste vis. Den slags små ting er en helstøbt og fin oplevelse fra inderst til yderst.