Anmeldelser og læseinspiration

Måned: oktober 2021

Intet – Anmeldelse af en gåsehudsrejsende thriller

★★★★★★
Forfatter: Catherine Ryan Howard
Reklame // Anmeldereksemplar fra forlaget Zara

Han efterlod INTET – De kalder ham Intetmanden.

Okay – indrømmet. Krimi og thrillere er ikke normalt blandt mine go-to genre. Derfor var jeg også tæt på at takke nej til at anmelde “Intet”, men der var noget i den beskrivelse, der tiltrak mig. Heldigvis for det, for jeg slugte bogen råt.

Historien om Intetmanden

Bogen handler om Jim Doyle, der er sikkerhedsvagt i et storcenter. En dag spotter han en kvinde i centeret, der taber en bog kaldet “Intetmanden”, og snart går det op for Jim, at bogen omhandler hans fortid som seriemorder. Bogen er skrevet af Eve Black, der som den eneste i sin familie overlevede, da Intetmanden overfaldt dem en aften, da Eve var 12 år. Intetmanden er det tilnavn man gav den grusomme seriemorder, som intet efterlod.

Jim Doyle indser hurtigt at han er nødt til at læse bogen, både for at genopleve sin storhedstid, men også for at se, om Eve er på sporet af at finde ham.

Eve Black fortæller både sin egen tragiske historie, men også de andre ofres gruopvækkende oplevelser med Intetmanden.

Han hørte noget, som han senere beskrev som en skrattende lyd efterfulgt af et langtrukket suk. En eller anden åndede i røret, og det lød underligt og uhyggeligt. Kort efter hørte Tommy en raspende mandestemme. Det lød, som om vedkommende enten hviskede eller havde en storrygers beskadigede stemmebånd. Stemmen sagde: “Lad os lege en lille leg …”.

Citat fra “Intet”

True Crime pakket ind i en thriller

Catherine Ryan Howard har gjort et fænomenalt arbejde med denne bog, som er true crime pakket ind i en nervepirrende thriller. De to spor, der springer mellem Eves bog med hendes perspektiv og Jim Doyles reaktion på læsningen fungere virkelig godt. Det giver et godt drive gennem hele bogen, der gør det umuligt at lægge den fra sig, og så er bogen spækket med klassiske gyserelementer, der tilføjer en god portion uhygge oven i spændingen.

Karaktererne i bogen er overbevisende og velkomponerede, hvilket er alfa og omega for om jeg bliver fanget af en bog. Jim Doyle er en særdeles velskrevet morder, som både er grusom i sit virke, tilføjer en portion sort humor med sit følelseskolde væsen og samtidigt har en god psykologisk dybde.

Howards “Intet” er en bog for dig, der holder af en uhyggelig og nervepirrende fortælling, og samtidigt sætter pris på velskrevne karakterer. Det er den perfekte bog til en mørk efterårsaften eller som julegave til krimielskeren.

Bagom “Intet”

  • Catherine Ryan Howard var inspireret af Golden State Killer sagen, hvor hun spekulerede på, hvordan morderen selv ville reagere på at læse bogen om hans ugerninger. (“Jeg forsvinder i mørket” af Michelle McNamara)
  • Bogen er oversat til 11 sprog og udkommet i 18 lande

Nattens Blomst – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Nillou Zoey Johannsen
Reklamer // Anmeldereksemplar fra forlaget Alpha

Nattens Blomst er en velskrevet og inspirerende roman. Den viser et nuanceret billede af livet som kvinde i Iran – et land uden frihed. Romanens hovedperson, Ziba, vokser op i et samfund, hvor det at blive gift ikke er et valg, og hvor det at få børn blot er en konsekvens af ægteskabet.

Nattens Blomst

Romanen handler om 16-årige Ziba, som er datter af borgmesteren i byen Shahrestan i Iran. Ziba går i skole og er den bedste i sin klasse. Hun drømmer om at læse videre og uddanne sig, og hun vil gerne være et forbillede for andre piger, og gå forrest i kampen for et friere Iran.

Ziba opildnes af sin fremsynede Lærerinde og en dag tager hun sig mod til at spørge sin far, om hun må læse videre. At henvende sig til borgmesteren uden at have fået tilladelse, er i sig selv en modig handling – men Ziba er nødt til at forsøge.

At være kvinde uden frihed

Nattens blomst er en medrivende, men også en frustrerende fortælling. Ziba er en kvinde med en sprudlende seksualitet. Hun ved, at hun trods alt har en form for magt, i form af hendes skønhed og kvindelighed, men hun er også præget af en opvækst i et hjem med vold og underkuelse. Hun nedbrydes af sin far og sin mand, og betaler dyrt for de små skridt mod friheden, som hun tager.

I en tid, hvor feminisme og ligestilling har en stor indvirkning i vores land, giver Nattens Blomst en vigtig stemme til dem, der der vokser op i samfund, hvor kvinder ikke er lige så privilegerede – og ikke mindst en større forståelse for dem.

Nattens Blomst var for mig en spændende og god bog. Jeg kunne dog godt have ønsket, at Ziba var blevet blandet endnu mere ind i det politiske spil, som var den del af bogen, der tiltalte mig mest.

© 2022 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑