Anmeldelser og læseinspiration

Kategori: Romaner (Side 1 af 2)

Anmeldelse – Ida Tager Ansvar af Kjersti Halvorsen

★★★★☆☆
// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget //

Er du til bøger, der lader dig komme helt tæt på menneskets psykologi?

Ida tager ansvar af Kjersti Halvorsen

I Ida tager ansvar møder vi unge Ida, som er flyttet til Oslo for at studere psykologi på universitet. Hun har angst, og hun drivers konstant ud i diverse tankespind, hvor enhver situation kan udvikle sig til noget farligt. Derfor kommer hun for alvor på prøve, da hun møder Aksel. Han er en enspænder med radikale holdninger og en fascination af våben.

Bogen bevæger sig i et spændingsfelt, hvor Ida på den ene side fremstår hamrende paranoid, men hvor hun også potentielt kan have ret om Aksel. Er han harmløs eller vil kan kunne blive den næste, der går amok og dræber uskyldige mennesker? Spændingsfeltet, og Ida som karakter, gør bogen fængslende og svær at lægge fra sig.

I begyndelsen spekulerede han på, om det er noget i hans personlighed, nu hvor den er fuldt udviklet. Noget er galt. Det er kommet gradvist, og det skræmmer ham: Den sorte bølge, som ruller ind over ham, impulsen til at angribe, ødelægge noget. Hans læge har sommerferielukket, så han prøver det næstbedste og håber, at ventetiden hos rådgivningen ikke er alt for lang.

Lad os ikke blive venner, tænker jeg.

Idas første tankespind om Aksel

Sjældent har jeg været så splittet i forhold til en bog. Den er virkelig velkomponeret, men også uendelig tragisk. Angsten styrer i den grad Idas liv, og det får i den grad konsekvenser for hende. Kan man redde verden, hvis ikke man kan finde ud af at redde sig selv? Jeg sad frustreret tilbage, da sidste side var vendt. Den humor, der skulle være til stede i bogen, blev desværre overskygget af, hvor tæt romanen kommer på det at leve med en psykisk sygdom.

Bogen er til dig, der kan lide bøger med et mere mørkt og tankevækkende tema. I så fald, må du ikke lade dig afskrække af bogens lidt kedelige cover, for Ida tager ansvar er alt andet end kedelig.

Anmeldelse: Daisy Jones & the Six af Taylor Jenkins Reid

★★★★★★

Jeg har tabt mit hjerte til fortællingen om Daisy og Billy. Både roman og tv-serie er fantastisk. Det er en fiktiv roman (dog løst inspireret af Fleewood Mac), om rock&roll, sangskrivning, kærlighed og stoffer i 70’erne.

Det begyndte egentligt med, at min kæreste faldt over tv-serien, som han hurtigt dømte til at være en af de bedste serier, han længe har set, og så måtte jeg altså have fat i romanen bag.

Daisy Jones & The Six af Taylor Jenkins Reid

Bandet the six med Billy i spidsen brager fremad, men de har endnu ikke knækket koden til det helt store gennembrud. Daisy Jones er gudesmuk og har en stemme som ingen anden, men hun mangler at finde vejen til at få sine egne sangtekster ud i verden.

Da bandet invitere Daisy til at synge med på nummeret Honeycomb bliver det starten på en legende – legenden om Daisy Jones & the Six.

“Når nogens blotte tilstedeværelse giver dig energi, når den vækker noget i dig – sådan som Daisy gjorde for mig – kan du vende den energi til begær, kærlighed eller had.

Jeg følte mig mest tryg ved at hade hende. Det var min eneste mulighed.”

Billy

Daisy Jones & the six er bygget op som et interview af medlemmerne og dem der omgav dem i deres gyldne år. Det giver en autencitet og et helt specielt flow i bogen, så man hurtigt stryger igennem siderne.

70’er-stemningen er helt i top med denim og rock and roll, og bandets udvikling er spændende fra første side. Teksterne som Billy og Daisy skriver tilføjer en poetisk dybde til romanen, som kun gør det endnu svære ikke at falde pladask for historien.

Læs bogen, se serien – NU!

Anmeldelse af Stilhedens Hav

★★★☆☆☆
Forfatter: Emily St. John Mandel
//Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Lindhardt & Ringhof

Emily St. John Mandel er knivskap, når hun skriver. Derfor har jeg også glædet mig til at få hendes seneste bog, Stilhedens Hav, i hænderne. På forsiden er The Guardian citeret med beskrivelsen “Skrevet med forførende dygtighed”, og Emily St. John Mandel skuffer virkelig heller ikke på det punkt. Hun har en unik skrivestil, som jeg godt kan lide. Desværre blev jeg aldrig for alvor ramt af fortællingen i Stilheden Hav.

Stilhedens Hav af Emily St. John Mandel

Stilhedens Hav handler om tidsrejser. Gaspery-Jacques Roberts er tidsdetektiv og får til opgave at efterforske en anomali, der er opstået i flere forskellige tisperioder. En række forskellige personer, har oplevet noget enestående, og det begynder så småt at vise sig, at de har en helt særlig forbindelse.

Kunst, kærlighed og etik

Romanen har et spændingselement, men handler i høj grad også om kunst, etik og menneskelige følelser. Emily St. John Mandel har skabt endnu en dragende og tankevækkende fortælling, men desværre blev jeg aldrig rigtig ramt af karaterene, som føltes lidt flade. Derfor blev Stilhedens Hav ikke den læseoplevelse, jeg havde håbet på, men den kommer også hurtigt til at stå i skyggen fra Station Elleve, som er en bog af Mandel, jeg er ret begejstret for.

Har du læst nogen af Emily St. John Mandels bøger, og hvad synes du om dem? Del gerne dine oplevelser i kommentarfeltet.

Anmeldelse: Under Overfladen af Daisy Johnson

★★★★★★
Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Screaming Books

Under Overfladen er Daisy Johnsons debutroman, som hun blev Man Booker Price-nomineret for. Det er en roman, som jeg slet ikke føler, at jeg er færdig med at læse, efter at have vendt den sidste side. Den er mystisk og kompleks på den absolut bedste måde, som appellerer til flere genlæsning for at få det hele med.

Under Overfladen af Daisy Johnson

Under Overfladen handler om Gretel, der som 16-årig bliver forladt af sin mor Sarah. Mange år efter beslutter hun sig for, at det er tid til at finde hende. Hendes minder om Sarah og barndommen på en kanalbåd er uklare, men under søgningen dukker der hele tiden nye erindringer op til overfladen.

Efter at have læst Daisy Johnsons Søstre, har jeg glædet mig til at få flere af hendes bøger i hænderne. Hun har en eminent skrivestil, som sætter en uhyggelig, gotisk stemning, og som samtidigt er meget poetisk og dragende, så det er svært ikke at blive betaget af hendes forfatterskab.

Semantik og nye ord

I Under Overfladen leger Johnson med sprog og semantik på spændende vis. Gretel og hendes mor skaber nye ord og deres helt eget sprog, og igennem bogen præsterer Johnson at give ordene så stor semantisk værdi for læseren, at man selv udvikler en smule angst for ord som “Bonakken”.

Alt i alt er Under Overfladen en imponerende debutroman med utrolig mange nuancer. Den leger med ord, psykologi, myter og meget mere.

Med sin uhygge og fængslende stemning er Under Overfladen perfekt læsning til efterårets mørke aftener. Bogen vil også være perfekt til læsegruppen, da den vil kunne skabe grobund for masser af snak og analyse.

Anmeldelse: Under Magnoliatræerne af T.I. Lowe

★★★★★★
Forlag: Lindhardt og Ringhof (Modtaget som anmeldereksemplar)

Under Magnoliatræerne er en hjerteknusende og varm roman af bestsellerforfatter T.I. Lowe. For mig var den perfekt sommerferielæsning, hvor jeg kunne lade mig opsluge af en medrivende fortælling om familie, samfund, stolthed og kærlighed.

Under Magnoliatræerne

Bogen handler om den unge pige OX, der vokser op på sine forældres tobaksfarm. Da hendes mor dør, under fødslen af to tvillingedrenge, står OX alene tilbage med ansvaret for en stor søskendeflok og maniodepressiv far. Familien forsøger at skjule faderens tilstand, der bliver værre og værre, og OX kæmper for at holde folk på afstand – også da borgmesterens søn, da han forelsker sig i hende.

Stolthed og pres

Under Magnoliatræerne er en bog som er svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Karaktererne er utrolig velskrevne, og den stakkels OX kæmper en brav kamp for at holde skuden i vandet – en kamp, som hun på ingen måde burde udkæmpe alene. I takt med at faderens maniske episoder eskalerer, bliver der opbygget en spænding i bogen, hvor man, som læser, til sidst skriger efter forløsning og hjælp til familien. Men OX skal presses helt ud over kanten, før hendes stolthed vil tillade hjælp fra omverdenen.

Kærlighedshistorien mellem OX og Vance er sød og charmerende, og giver lidt lys i den mørke fortælling, hvilket skaber en fin balance i historien.

Under Magnoliatræerne er en stærk læseoplevelse, og det er en af de bøger, der rammer rent ind og bliver hos dig efter sidste side er vendt.

Anmeldelse: Efterliv af Abdulrazak Gurnah

★★★★★☆
Forlag: Gutkind (modtaget som anmeldereksemplar)

Efter at have læst nobelprisvinder Abdulrazak Gurnahs Paradis, havde jeg en vis forventning til Efterliv. Heldigvis blev mine forventninger indfriet – Gurnah skriver solidt og overbevisende. Bøgerne har en særligt stemning med eksotiske strøg, som jeg er ret vild med. Det er perfekt ferielæsning til en varm sommerdag, eller blot når du har brug for lidt af Afrikas varme.

Efterliv af Abdulrazak

Efterliv følger to unge mænds skæbner. Den ene er Ilyas, der som dreng er blevet bortført af tyske kolonitropper, og som ung vender tilbage til sin landsby, hvor hans forældre i mellemtiden er døde, og hans søster er forsvundet. Den anden er Hamza, der som barn er blevet solgt som gældsslave, og som nu har meldt sig som soldat i kolonitropperne for at slippe væk.

Bogen giver et nuanceret og stærkt indblik i den hierarkiske samfundsstruktur under kolonialismen i Afrika, og den måde det har formet nogle skæbner på.

Hypnotiserende læsning

Gurnah får bygget nogle spændende og empatiske personer op, som jeg nød at følge igennem bogen. Det er en bog der har svært hypnotiserende virkning, så den er svær at lægge fra sig, uden at jeg helt kan sætte en finger på hvorfor. Men det er bare det Gurnah kan med sine bøger.

Trænger du til eksotisk og velskrevet sommerlæsning i et roligt tempo, så skal du rækker ud efter Gurnahs Efterliv.

Paradis og Efterliv

Vil du gerne blive klogere på Gurnahs bøger kan jeg varmt anbefale dig at lytte til afsnittet “Soldater-erotik og sproglege i Tanzania” på Skønlitteratur på P1.

Anmeldelse af John Irvings Æblemostreglementet

★★★★★★ med pil op!
Da jeg spottede et fint, men slidt, eksemplar af Æblemostreglementet på hylden i en af mine favorit genbrugsbutikker, var jeg faktisk i tvivl om, hvad det var for en bog. Titel og forfatter var genkendelige, men ikke noget jeg har læst før. Med hjem skulle den i hvert fald, og det har jeg ikke fortrudt. Tænk at man kan få så stor litteratur med hjem for en tier.

Æblemostreglementet af John Irving

Kort om handlingen i Æblemostreglementet

På et børnehjem i Sct. Cloud’s vokser Homer Wells op, som forældreløs. Han bliver adopteret flere gange, men sendes hver gang retur igen – den ene gang henter Dr. Larch ham selv tilbage, da adoptionsfamilien tæver drengen gul og blå, så hans skrig kan høres langt borte.

Homer får i stedet lov til at blive på børnehjemmet, hvor Dr. Larch begynder at lære ham op i lægekunsten. På børnehjemmet kommer kvinder for at føde deres uønskede børn, men i al hemmelig kommer en lang række kvinder også forbi, for at få foretaget en abort. På Sct. Cloud har de nemlig en mission om at forebygge flere uønskede børn og give de uheldige kvinderne en værdig behandling.

Homer bliver hurtigt en dygtig læge, men han vil ikke selv spille gud og foretage aborter, selvom han heller ikke er modstander af det. Da han selv er et ønsket barn uden forældre, stilles han i noget af et moralsk dilemma. Han rejser derfor ud i verden, for at blive klogere på den og på sig selv, og får arbejde på en æbleplantage.

Genbrugsguld i bogform

Formidabel karakterskildring

Æblemostreglementet er en langsom, men forrygende fortælling, hvor vi kommer helt tæt på vores hovedperson Homer Wells. Er der noget John Irving er en mester til, så er det karakterbygning, og sjældent har jeg været så trist over at skulle sige farvel til en bogs karakterer, som da jeg lukkede Æblemostreglementet efter sidste side. Både doktor Larch og Homer har så mange facetter, som for lov til at udspille sig i deres tanker og handlinger, og de har fået en helt særlig plads i mit litterære hjerte.

John Irving tager fat i nogle tunge og barske temaer, som abort, samfundskritik og racisme, og han formår at sætte emner til debat uden selv at vælge tydelig side, hvilket jeg synes er ret prisværdigt. Hvem sætter reglerne i samfundet, og hvornår er det på tide at sætte sine egne regler i livet?

En af de bøger, der bare SKAL læses

Jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville blive så betaget af Æblemostreglementet. Den er strøget direkte ind på min favoritliste, og jeg håber virkelig at mange flere vil samle den op og læse den. Siden jeg påbegyndte bogen, har jeg stødt på overraskende få, som har læst den, hvilket er virkelig ærgerligt. Det er en af de læseoplevelser, der sætter sig i en.

Må dine bøger gerne have et langsomt fortæller tempo med plads til masser af fordybelse, og holder du af velskrevne karaktergallerier, så håber jeg virkelig, at du vil give Æblemostreglementet en chance. John Irvings mesterværk fra 1985 er mindst lige så relevant i sine tematikker i dag, som dengang. En kæmpe anbefaling herfra.

Har du set filmen?

The Cider House Rules, som bogen hedder på engelsk, er filmatiseret i 1999. Filmen følger til dels bogen, men er selvfølgelig stærkt forkortet og knap så nuanceret i sit billede af Homer og de andre. Skuespillerne er dog godt castet og soundtracket er fantastisk, så alene derfor skal du overveje at se filmen. Lyt til soudtracket herunder (det er i øvrigt glimrende baggrundsmusik under læsning af bogen):

Bonus info: I bogen Vand til blomster, som også er en af mine favoritter, har Æblemostreglementet en helt særlig betydning for hovedpersonen Violette Toussaint.

Anmeldese af Claire Keegans “Omsorg”

★★★★★★
Forfatter: Claire Keegan, Forlag: Gutkind
(Reklame//modtaget af forlaget)

I december havde jeg fornøjelsen af at læse Claire Keegans “Den slags små ting”, som jeg var meget betaget af. Så jeg har set meget frem til at læse flere bøger fra hendes hånd.

Det tog ikke mange sider, før Keegan igen havde tryllebundet mig af sit sprog, og efter at have vendt sidste side, vil jeg mene, at hun med “Omsorg” har skrevet et lille mestermærk. Jeg er i hvert fald svært begejstret.

Omsorg

Bogen handler om en irsk navnløs pige, fra en fattig familie med alt for mange børn. Da hendes mor er gravid igen, sendes hun på ophold hos et ægtepar på landet, uden at vide, hvor længe hun skal blive der.

Hos ægteparret bliver hun for første gang mødt med venlighed og omsorg, og da det går op for hende, hvorfor parret har en kommode med børnetøj i hendes størrelse, får hun en særlig tilknytning til dem.

“Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for”

En sproglig perle

Claire Keegan skriver formidabelt. På under 100 sider formår hun at sætte en scene og en stemning, som er virkelig rørende. Hun kan noget helt særligt med personskildringerne, og jeg har måtte genlæse bogen flere gange for at få det hele med. “Omsorg” er gennemført på et niveau, hvor hvert eneste ord virker nøje udvalgt.

Gutkind har sørget for den fineste indpakning og en stærk oversættelse. Jeg kan simpelthen kun anbefale dig at læse denne fine lille perle. Derfor får den også årets første 6/6 stjerner.

Hennakunstneren

★★★★☆☆
Forfatter: Alka Joshi, Forlag: Alpha
Reklame // modtaget af forlaget

Kan man rejse igennem litteraturen? Hennakunstneren er en roman, der tager dig med på en sanselige rejse til Indien – fuld af krydderier, kunst og traditioner. Den giver lyst til en portion Dahl og en Thai The, imens den luller dig ind i en gribende fortælling om Hennakunstneren Lakshmi.

Hennakunstneren af Alka Joshi

Den lyserøde by – Jaipur

Bogen handler om kvinden Lakshmi, der er flygtet fra et voldeligt, arrangeret ægteskab, og starter forfra i Den lyserøde by, Jaipur. Her arbejder hun som Hennakunstner for byens finere fruer, og samtidigt tjener hun penge på at hjælpe byens beboere med urter og te, der kan forhindre uønskede graviditeter hos byens borgere.

I byen er der store klasseforskelle, og i takt med sin voksende succes må Lakshmi forsøge at takle rygter og sladder. Hun er dybt afhængig af de rige fruers velvilje, og den kan hurtigt forsvinde, hvis hun træder det mindste forkert.

Velskrevet og troværdig

Hennakunstneren var en velskrevet og fin læseoplevelse. Miljøbeskrivelserne var meget troværdige, og du kommer virkelig ud på en rejse til fremmede egne. Det er mange scenariske beskrivelser, og derfor glæder jeg mig over, at filmrettighederne til bogen allerede er købt med henblik på en serie.

Jeg var hurtigt grebet af byens hierarkiske opdeling, og den store modvind som Lakshmi møder. Jeg var dog mest af alt optaget kulturen, kulturen og Lakshmis viden om urter og lægevidenskab. Det er disse elementer, der gør, at du skal læse bogen.

Hennakunstneren er perfekt læsning på en koldt og mørk vinteraften, hvor du har brug for at blive lullet ind i et univers af varme og farver fra sydlige himmelstrøg.

Bonus info

  • Hennaen er blevet brugt i mere end fem tusinde år. Den fremstilles af en særlig plante, som både farver og har helbredende egenskaber
  • Bogen foregår i 1950’erne, kort efter at Indien er blevet et selvstændigt land. Før dette var Indien en koloni under Storbritannien. Den engelske litteratur og kultur har derfor også en særlig plads i bogen.
  • Hennakunstneren er Alka Joshis debutroman

Nattens Blomst – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Nillou Zoey Johannsen
Reklamer // Anmeldereksemplar fra forlaget Alpha

Nattens Blomst er en velskrevet og inspirerende roman. Den viser et nuanceret billede af livet som kvinde i Iran – et land uden frihed. Romanens hovedperson, Ziba, vokser op i et samfund, hvor det at blive gift ikke er et valg, og hvor det at få børn blot er en konsekvens af ægteskabet.

Nattens Blomst

Romanen handler om 16-årige Ziba, som er datter af borgmesteren i byen Shahrestan i Iran. Ziba går i skole og er den bedste i sin klasse. Hun drømmer om at læse videre og uddanne sig, og hun vil gerne være et forbillede for andre piger, og gå forrest i kampen for et friere Iran.

Ziba opildnes af sin fremsynede Lærerinde og en dag tager hun sig mod til at spørge sin far, om hun må læse videre. At henvende sig til borgmesteren uden at have fået tilladelse, er i sig selv en modig handling – men Ziba er nødt til at forsøge.

At være kvinde uden frihed

Nattens blomst er en medrivende, men også en frustrerende fortælling. Ziba er en kvinde med en sprudlende seksualitet. Hun ved, at hun trods alt har en form for magt, i form af hendes skønhed og kvindelighed, men hun er også præget af en opvækst i et hjem med vold og underkuelse. Hun nedbrydes af sin far og sin mand, og betaler dyrt for de små skridt mod friheden, som hun tager.

I en tid, hvor feminisme og ligestilling har en stor indvirkning i vores land, giver Nattens Blomst en vigtig stemme til dem, der der vokser op i samfund, hvor kvinder ikke er lige så privilegerede – og ikke mindst en større forståelse for dem.

Nattens Blomst var for mig en spændende og god bog. Jeg kunne dog godt have ønsket, at Ziba var blevet blandet endnu mere ind i det politiske spil, som var den del af bogen, der tiltalte mig mest.

« Ældre indlæg

© 2023 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑