★★★★☆
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

Er du til fortællinger om kunst, historie og identitet, der får lov til at folde sig langsomt ud? Så er Våg over hende en bog, der er værd at give tid og opmærksomhed. Det er en stille, stemningsfuld og dragende roman, som kredser om skabelse, tilhørsforhold og det aftryk, vi efterlader os i verden.

Det er ikke en bog, man skynder sig igennem – men en bog, man bliver i. Og netop derfor gjorde den stort indtryk på mig.

Forside af bogen Våg over hende af Jean-Baptiste Andrea – roman om kunst, billedhuggeri og identitet

Hvad handler Våg over hende om?

Romanen tager sit udgangspunkt i en billedhugger og hans sidste – og måske vigtigste – værk. Et værk, som han har tilbragt 40 år i et kloster for at våge over. Herfra bevæger fortællingen sig tilbage i tiden og ind i kunstnerens liv.

Vi møder Mimo, der er dværg og søn af en billedhugger. Hans egen vej mod at blive kunstner er præget af fordomme og modstand. Omverdenen ser ham ofte som en kuriositet eller en cirkusklovn – ikke som et menneske med kunstneriske ambitioner.

I byen Pietra d’Alba møder Mimo Viola, datter af en rig og magtfuld familie. De to er hinandens kosmiske tvillinger og diametrale modsætninger, og deres venskab bliver skelsættende for Mimos liv, selvforståelse og karriere. Sammen bevæger de sig gennem en verden formet af kunst, magt, kærlighed og historiske brydninger.

En langsom og stemningsfuld fortælling, der bliver hængende

Våg over hende er en særegen og meget velskrevet roman. Tempoet er langsomt, men aldrig stillestående. Stemningen er gennemgående, og jeg følte mig hele tiden trygt ført gennem historien – også når den tog sig tid til det dvælende og det eftertænksomme.

Karaktererne er ejendommelige på den helt rigtige måde. De er umulige ikke at holde af, netop fordi de rummer både styrke, sårbarhed og modsætninger. Mimo er en hovedperson, man har lyst til at følge, heppe på og forstå – også når vejen er ujævn.

Det er en bog, jeg sent vil glemme. Ikke mindst fordi den bliver ved med at dukke op i tankerne bagefter. Jeg kunne heller ikke lade være med at forestille mig, hvor godt historien ville egne sig til en filmatisering – billederne, relationerne og tidsånden ligger allerede klar.

Alt i alt en varm anbefaling til læsere, der holder af romaner om kunst, menneskelig kamp og identitet – og som ikke er bange for at give sig hen til en fortælling, der tager sig tid.