Tag: kunst

Våg over hende af Jean-Baptiste Andrea – en fortælling om kunst, kærlighed og identitet

januar 1, 2026 / Torndahlbooks / 0 kommentarer

★★★★☆
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

Er du til fortællinger om kunst, historie og identitet, der får lov til at folde sig langsomt ud? Så er Våg over hende en bog, der er værd at give tid og opmærksomhed. Det er en stille, stemningsfuld og dragende roman, som kredser om skabelse, tilhørsforhold og det aftryk, vi efterlader os i verden.

Det er ikke en bog, man skynder sig igennem – men en bog, man bliver i. Og netop derfor gjorde den stort indtryk på mig.

*Forside af bogen Våg over hende af Jean-Baptiste Andrea – roman om kunst, billedhuggeri og identitet*

Hvad handler Våg over hende om?

Romanen tager sit udgangspunkt i en billedhugger og hans sidste – og måske vigtigste – værk. Et værk, som han har tilbragt 40 år i et kloster for at våge over. Herfra bevæger fortællingen sig tilbage i tiden og ind i kunstnerens liv.

Vi møder Mimo, der er dværg og søn af en billedhugger. Hans egen vej mod at blive kunstner er præget af fordomme og modstand. Omverdenen ser ham ofte som en kuriositet eller en cirkusklovn – ikke som et menneske med kunstneriske ambitioner.

I byen Pietra d’Alba møder Mimo Viola, datter af en rig og magtfuld familie. De to er hinandens kosmiske tvillinger og diametrale modsætninger, og deres venskab bliver skelsættende for Mimos liv, selvforståelse og karriere. Sammen bevæger de sig gennem en verden formet af kunst, magt, kærlighed og historiske brydninger.

En langsom og stemningsfuld fortælling, der bliver hængende

Våg over hende er en særegen og meget velskrevet roman. Tempoet er langsomt, men aldrig stillestående. Stemningen er gennemgående, og jeg følte mig hele tiden trygt ført gennem historien – også når den tog sig tid til det dvælende og det eftertænksomme.

Karaktererne er ejendommelige på den helt rigtige måde. De er umulige ikke at holde af, netop fordi de rummer både styrke, sårbarhed og modsætninger. Mimo er en hovedperson, man har lyst til at følge, heppe på og forstå – også når vejen er ujævn.

Det er en bog, jeg sent vil glemme. Ikke mindst fordi den bliver ved med at dukke op i tankerne bagefter. Jeg kunne heller ikke lade være med at forestille mig, hvor godt historien ville egne sig til en filmatisering – billederne, relationerne og tidsånden ligger allerede klar.

Alt i alt en varm anbefaling til læsere, der holder af romaner om kunst, menneskelig kamp og identitet – og som ikke er bange for at give sig hen til en fortælling, der tager sig tid.

Anmeldelse: Jeg er ikke faret vild

januar 24, 2024 / Torndahlbooks / 0 kommentarer

// Anmeldereksemplar fra forlaget //
★★★★☆

Jeg er ikke faret vild er en eksperimenterende roman, som er sammenstykket af to digteres udvekslinger i form af digte og samtaler. Det er et stærkt og interessant værk, som med garanti ikke minder om andet du har læst.

Jeg er ikke faret vild – en roman af Evy Konigsberg og Villads Eryaki

Den ene stemme i bogen tilhører Villads, som er på en rodløs rejse, hvorunder han bliver konfronteret med spøgelserne i hans liv. Både de spøgelser, der banker på, for at få deres historier fortalt, og dem, der fylder tomrummene i hans liv.

Evy er den anden stemme i bogen, og hans jordnære modpol og mentor, der følger med på sidelinjen og giver ham både opmuntring og kritik, imens hun også selv arbejder med sine digte.

er det det samme for dig?
at du har været her?
det skal anderkendes
at du har været her?
hvad du har gået igennem?
dit aftryk
og du har brug for mig til at huske for dig
til at blive husket?

En anderledes læseoplevelse

Jeg er ikke faret vild er et frisk pust, og der er noget ved de skiftende vinkler, der holder et godt tempo igennem bogen. Som læser får man både serveret ret fine og skrøbelige historier i digtform, og samtidigt bliver der trådt et skridt tilbage og funderet over kunsten og ikke mindst livet.

Evys stemme fungere som en skøn kontrast til Villads, og giver også en afveksling. Jeg havde forestillet mig, at det var en lidt tungere bog, som man gik lidt fra og til, men jeg endte med at stryge lige igennem den.

Alt i alt er Jeg er ikke faret vild en spændende læseoplevelse, som varmt kan anbefales til dig, der godt kan lide de lidt mere filosofiske bøger med et meta-niveau, der sætter kunsten og livet i fokus.

Anmeldelse af Stilhedens Hav

februar 22, 2023 / Torndahlbooks / 0 kommentarer

★★★☆☆☆
Forfatter: Emily St. John Mandel
//Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Lindhardt & Ringhof

Emily St. John Mandel er knivskap, når hun skriver. Derfor har jeg også glædet mig til at få hendes seneste bog, Stilhedens Hav, i hænderne. På forsiden er The Guardian citeret med beskrivelsen “Skrevet med forførende dygtighed”, og Emily St. John Mandel skuffer virkelig heller ikke på det punkt. Hun har en unik skrivestil, som jeg godt kan lide. Desværre blev jeg aldrig for alvor ramt af fortællingen i Stilheden Hav.

Stilhedens Hav handler om tidsrejser. Gaspery-Jacques Roberts er tidsdetektiv og får til opgave at efterforske en anomali, der er opstået i flere forskellige tisperioder. En række forskellige personer, har oplevet noget enestående, og det begynder så småt at vise sig, at de har en helt særlig forbindelse.

Kunst, kærlighed og etik

Romanen har et spændingselement, men handler i høj grad også om kunst, etik og menneskelige følelser. Emily St. John Mandel har skabt endnu en dragende og tankevækkende fortælling, men desværre blev jeg aldrig rigtig ramt af karaterene, som føltes lidt flade. Derfor blev Stilhedens Hav ikke den læseoplevelse, jeg havde håbet på, men den kommer også hurtigt til at stå i skyggen fra Station Elleve, som er en bog af Mandel, jeg er ret begejstret for.

Har du læst nogen af Emily St. John Mandels bøger, og hvad synes du om dem? Del gerne dine oplevelser i kommentarfeltet.

Anmeldelse: Station Elleve

september 2, 2022 / Torndahlbooks / 1 kommentar

★★★★★☆
Forfatter: Emily St. John Mandel
Modtaget af forlaget Lindhart og Ringhof

“Fordi det ikke er nok at overleve“
Citat fra Start Trek

I Station Elleve spreder en dødbringende influenzavirus sig, som dræber 99,9% af befolkningen i løbet af få dage. 20 år efter rejser en gruppe af overlevende rundt og spiller Shakespeare med ordrene “Fordi det ikke er nok at overleve” skrevet på en af deres vogne.

Station Elleve er en bog, man absolut ikke kan lægge fra sig, når man først har åbnet den. Den er nervepirrende, mystisk, poetisk og livsbekræftende på en og samme tid. I romanen følger vi en række forskellige personer både før, under og efter virussens hærgen, og vi får et indblik i, hvordan de alle sammen er bundet sammen på et eller andet plan.

Endnu en virusapokalypse?

Der findes nok at fortællinger om altudslettende virusser og zombie-apokalypser, og mange af dem er gode. Fælles for dem er, at det handler om overlevelse. Men hvad med dem, der rent faktisk overlever? Er det nok, at finde mad og sikkerhed for at kunne overleve i den nye verden, eller har man brug for noget mere?

Station Elleve er lidt af en genistreg, der leger med tesen, at vi har brug for noget større til at binde os sammen – og for at overleve. Den har derfor en frisk vinkel apokalypsefortællingen, og det fungere virkelig godt.

Den eneste grund til, at jeg ikke har givet bogen 6 stjerner er, at jeg sidder tilbage en lille følelse af noget uforløst. Det er som om de 350 sider bare ikke er nok, til at give de mange forskellige karaktere en klar stemme, og der er så meget mere jeg gerne ville have haft fortalt, om deres liv. Nå det så er sagt, så er persongalleriet stort, men overskueligt, og karaktererne er velkomponerede og empatiske.

Kan man ikke få nok af Station Elleve er der også mulighed for at se miniserien af samme navn på HBO. Den følger ikke bogen slavisk, og du kan derfor sagtens få en masse ud af, at kombinere bog og serie.

Station Elleven kan varmt anbefales til alle, der er til apokalypse, dystopi og kunst.