Torndahlbooks

Anmeldelser og læseinspiration

Anmeldelse af klimathrilleren “Mali”

★★★★★★
Forfatter: Torben Mathiasen, Forlag: Forfatterskabet
Reklame//Modtaget af forfatteren

Hvad sker der, hvis klimakrisen sætter en ny istid i gang? Det får du et bud på i Torben Mathiassens hæsblæsende og barske roman “Mali”, hvor en helt almindelig dansk familie kæmper for at overleve.

“Mennesket er sendt til tælling. Sat på plads med et klart budskab om, at vi ikke er verdens herskere, men blot en ydmyg gæst på den blå planet.”

“Mali” af Torben Mathiassen

Flugt

I bogen møder vi den lille familie på fire, som hidtil har overlevet i Danmark trods de tiltagende barske og lange vintre. Men vilkårene bliver dårligere og dårligere. De sæler, som de lever af, bliver færre og færre og kulden mere intens, og de tvinges derfor til at påbegynde den lange vandring mod syd, for at søge flugt i varmere områder i verden. Rejsen er risikabel, for de har begrænset tid inden vinteren sætter ind, og de har ingen anelse om, hvor langt de skal ned for at finde et beboeligt område.

Den verden der møder dem, er stærkt forandret, og de ender med at blive sendt i en spansk flygtningelejr, under kummerlige forhold, sammen med tusindvis af andre. Her er det pludselig andre omstændigheder, der truer deres liv.

Overbevisende og skræmmende læsning

Det er længe siden, at jeg har påbegyndt en bog der på denne måde havde mig i sin hule hånd fra side et. Torben Mathiassen skriver med stor overbevisning, og han har tydeligvis gjort et imponerende research-arbejde forud for bogen. Det virker bare!

“Mali” er skræmmende realistisk i sin fortælling, og det er umuligt ikke at blive endnu mere bevidst om den klimakrise vi befinder os i lige nu. Kombineret med emnet om flugt og behandlingen af flygtninge, får du du en absolut højaktuel og vigtig roman, som samtidigt er nervepirrende og underholdende.

Jeg slugte bogen råt, og her flere dage efter bliver den ved med at poppe op i min bevidsthed. “Mali” er første bind i en serie, og jeg kommer til at sidde og trippe for at få næste bog i hænderne. Jeg er fan!

“Mali” skal læses af ALLE

En hilsen fra forfatteren – TAK!

Anmeldelse af nobelprisvinder Abdulrazak Gurnahs “Paradis”

★★★★☆☆
Forfatter: Abdulrazak Gurnah, Forlag: Gutkind
Reklame // modtaget af forlaget

Hvis du har læst Gurnahs “Paradis”, så føler du virkelig, at du har været med på en eksotisk rejse igennem Østafrika, hvor dine sanser er blevet stimuleret. Den byder både på scenariske naturbeskrivelser, gådefuldhed og grusomhed.

“Paradis” af Abdulrazak Gurnah

Solgt som gældsslave

Hovedpersonen i “Paradis” er den smukke 12-årige dreng Yusuf. Yusufs far er i økonomiske vanskeligheder, og Yusuf sendes derfor bort til sin “onkel” Aziz, for at arbejde gælden af. Aziz er en berygtet handelsmand. Han drager ofte ud på lange handelsrejser, hvor han sælger varer til de “vilde” og smugler hemmelige varer med sig tilbage.

Yusuf hjælper med at passer butikken, når Aziz er afsted. Han vil dog hellere bruge al sin tid på at arbejde i Azizs paradisiske have, hvor han knokler for at få det hele til at gro og trives. Men under arbejdet begynder han at fornemme, at der bliver holdt øje med ham inde fra huset, hvor Azizs hustru holder til, og Yusuf stilles i et dilemma.

Da Yusuf kommer med på en af handelsrejserne oplever han en helt ny verden. En verden der er både smuk og brutal.

Buskene skælvede og dirrede af fugle, hvis skarpe, utrættelige sang savede gennem dagens køligere timer. Ældgamle træer tårnede sig op over dem og filtrerede et blidt lys ned til buskadset i underskoven nedenunder. Men de blanke buske skjulte tornede slyngplanter og var filtret ind i giftige ranker, og de mest indbydende skygger var fulde af slanger.

En verden af kontraster

Gurnah har en smuk og medrivende skrivestil, som jeg var ret betaget af. Som citatet herover vidner om, så leger han med kontrasten mellem det paradisiske og det “vilde”. Kontrasten er tydelig under deres rejse, hvor de oplever betagende landskaber, som er beboet af barbariske folkefærd, men også hjemme i landsbyen, hvor Yusuf finder fred fra samfundet i den paradisiske have.

Jeg nød læsningen af Gurnahs fortælling. “Paradis” minder svagt om Joseph Conrads klassiker “Heart of darkness”, men er alligevel helt sin egen. Men trods Gurnahs maleriske sprog blev jeg aldrig helt følelsesmæssigt investeret i Yusufs fortælling, og bogen føltes derfor til tider lidt langtrukken. Jeg glæder mig dog til at læse meget mere fra hans hånd.

Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2021 for “kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter

Damqi – Anmeldelse af Mogens Trolles debutroman

★★★★☆☆
Forfatter: Morgens Trolle, Forlag: Screaming Books
Reklame// Modtaget af forlaget

“DAMQI – En assyrisk roman” står der på forsiden af bogen, og her måtte jeg lige stoppe op og google. For hvordan er det nu lige det er med Assyrien?

Assyrien var et kongerige i oldtiden opkaldt efter guden Assur, og det er her vi bliver taget med til i Mogens Trolles debutroman. Det er en tid, hvor gudernes varsler vægtes højt, og hvor igen kan stole på hinden i kampen om tronen.

“DAMQI” af Mogens Trolle

Et kongemord

Historien er baseret på virkelig hændelser og handler om den unge Damqi, der er søn af en afdød varselsekspert. Det er urolige tider i byen Nineveh. Kongen er blevet gammel og svagelig, og i frygt for at nogen vil skade ham, bliver der set kritisk på enhver. Ingen ved hvem der er ven eller fjende. Vækker du nogen mistanke risikere du at bliver slået ihjel, inden du får lov at forklare dig.

Dronningen beder Damqi om hjælp til at spionere på paladset, og her bliver han vidne til et kongemord. Det er intet mindre end kongens egen søn, den ene af prinserne, der står bag mordet.

Uden at ønske det, får Damqi en vigtig rolle i de politiske intriger, og han må flygte ud af byen sammen med den tidligere slavepige Lama og soldaten Kullu. De skal finde den retmæssige kronprins og fortæller ham om kongemordet. Deres mission kan blive afgørende for Assyriens fremtid.

Det bliver en farefuld færd, hvor vores hovedperson hurtigt må finde sit ståsted og gøre op med sig selv, hvor langt han vil gå for landets retmæssige konge. For er han virkelig den bedste leder af landet?

Stærk historiefortælling

Mogen Trolle er en mesterlig historiefortæller, som formår at spinde os ind i en spændingsfyldt beretning om magtkampe, tro og politik. Han beskriver en brutal verden, men fletter samtidigt en historie om venskab og kærlighed ind, som en fin kontrast.

Langt hen af vejen var jeg derfor også stærkt begejstret for bogen. Det er tydeligt at Mogens Trolle, med sin baggrund som Assyriolog, har en suveræn viden inden for sit felt, som giver en stor troværdighed og autentisitet til bogens miljøbeskrivelser. Samtidigt får man opbygget et nært forhold til bogens hovedpersoner, og det er en fornøjelse af følge deres udvikling.

Desværre trak fortælling til tider lidt i langdrag med sine beskrivelser af de ulmende oprør, hvorimod vi til gengæld kun fik et alt for lille indblik i nogle af de andre historier i romanen. Jeg havde fx gerne set at Lamas historier havde fået lov at fylde mere, og at bogens store karaktergalleri generelt havde fået lov til at udfolde deres potentiale.

Damqi er en roman til de historieinteresserede, som har lyst til at dykke ned i oldtidens verden – kombineret med en overbevisende fiktion. Trods de lidt tunge temaer strøg jeg lige i gennem bogens knap 500 sider. Mogens Trolle har formået at skrive en imponerende og lærerig debutroman.

Anmeldelse af “Pigen uden navn”

★★★★★☆
Forfatter: Chistina Baker Kline, Forlag: Gads (reklame // modtaget af forlaget)

Christina Baker Kline har for nyligt udgivet en ny bog kaldet “De forviste”. I den forbindelse har jeg kastet mig over hendes tidligere værk “Pigen uden navn”, som er en historisk roman med udgangspunkt i de toge, der mellem 1854 og 1929 fragtede mere end 200.000 forældreløse børn tværs gennem USA.

Pigen uden navn / Orphan Train

Bogens handling

Historien foregår i to forskellige tidsspor. Et fortidigt og et nutidigt. I nutiden møder vi den 17-årige Molly, der bor i plejefamilie. Hun er glad for at læse, og forsøge en dag, at smugle en gammel udgave af “Jane Eyre” ud fra biblioteket, men det mislykkes og hun ikendes 50 timers samfundstjeneste. Timerne kommer hun til at afsone i en stilling, hvor hun skal hjælpe en 91-årig enke, Vivian, med at ryde op på loftet. Molly er god til at rydde op og organisere, men opgaven viser sig også at blive ekstra interessant, da kasserne indeholder spor fra Vivians fortid.

“Måske, tænker jeg, er der nogen her, som gerne vil have mig. Måske får jeg et liv, jeg aldrig har turdet drømme om i et lyst og hyggeligt hjem… Men jeg ryster af, da jeg går op af trappen til Scenen.”

Inspiration fra ynglings-klassikere

“Pigen uden navn” er en stærk fortælling, som lynhurtigt kryber ind under huden på dig. Vivians forhistorie, som uønsket forældreløs pige har noter af klassikere som “Anne fra Grønnebakken” og “Jane Eyre”, så jeg måtte trække på smilebåndet, da begge af disse bøger bliver nævnt og inddraget i historien. Man kan mærke, at forfatteren selv har læst og elsket bøger som disse.

Kline slår sig i det hele taget fast, som en solid forfatter med flair for karakterskildring. Hun beskriver længslen efter et tilhørsforhold på fin og skrøbelig vis, og hvor jeg normalt bliver irriteret over at springe rundt i to fortællerspor, så fungere det virkelig godt her. Vivian og Molly har nemlig meget til fælles, som først viser sig imens Vivians fortidshistorie udspiller sig.

En roman, der skal læses

Bogen er både en “coming of age” roman, en historie om ensomhed og en historie om kærlighed. Det er en roman, som du skal læse for at blive rørt af fortællingen, men også fordi, den tager fat i en historisk begivenhed, der fortjener opmærksomhed, og som jeg personligt ikke kendte til. Den hylder alle de børn, som blev fragtet med de såkaldte “Orphan trains” mod en ukendt fremtid.

“Pigen uden navn” er relativt letlæst og omkring 300 sider lang, så her er vi på et niveau, hvor alle kan være med. Det er en oplagt bog, når man bare har brug for at koble af og lade sig rive med.

Har du brug for inspiration til flere historiske romaner, så finder mine anbefalinger her

Gamle Goriot – En nyoversat fransk klassiker

★★★★★☆
Reklame // modtaget af forlaget

Balzacs klassiker “Gamle Goriot” er udkommet i Turbine forlagtes klassikerserie. Jeg har kun læst en lille smule Balzac før, under mit studie, og det var med ærefrygt at jeg kastede mig over “Gamle Goriot”, som er en del af hans projekt La Comédie Humaine, Den menneskelige kommedie.

Gamle Goriot af Honoré de Balzac

I “Gamle Goriot” får du beskrevet et lille fransk pensionat og dets beboere. Her bor den unge student Eugène de Rastignac, som har en ambition om at nå til tops i det parisiske selskabsliv. Men det er svært at bevæge sig op ad den sociale rangstige uden at sætte sin moral på spil.

Rastignac forføre den gifte Delphine, som er datter af Gamle Goriot, der også bor på pensionatet. Goriot er pensioneret forretningsmand, som har ruineret sig selv, for at forkæle sine utaknemmelige døtre, som han elsker højere end livet selv.

En enkel, men kompliceret klassiker

Det tog mig lidt tid, at finde rytmen i Balzacs fortælling. Historien er egentligt ganske enkelt, men persongalleriet stort, og beskrivelserne meget detaljerede. Man skal holde tungen lige i munden, når hovedpersonen fx på skift betegnes som “studenten”, Eugéne og Rastignac. Men da jeg først havde fået styr på karakterernes navne, blev jeg lullet helt ind i fortællingen.

Collin forstod den fare, han befandt sig i, da han så den skinnende hane på hver pistol, og udviste med ét den allerstørste, menneskelige selvbeherskelse. Et frygtindgydende, majestætisk syn! Hele hans skikkelse undergik en forvandling, der kun kan sammenlignes med en kedel, der koger på højtryk med damp, der kunne løfte bjerge, men som på et øjeblik bliver opløst af en dråbe koldt vand.

En af Balzacs mesterlige beskrivelser

Næsten skræmmende relevant

Det jeg elsker klassikere er at de er tidsløse. Temaerne er ofte lige så relevante i dag, som i den tid, hvor værket er skrevet. Det gør sig i den grad gældende for “Gamle Goriot”, hvor Eugéne higer efter social anerkendelse i en verden, hvor penge og magt sættes højere end menneskelige kvaliteter og relationer.

Balzac har komponeret et værk, som man kan bruge lang tid på at fordybe sig i og reflektere over. Jeg læste selv bogen i små bidder, hvilket fungerede godt, og selvom den til tider har været svær at læse, så har jeg virkelig fået meget ud den. Balzac kan noget helt særligt og fortjener opmærksomheden.

Anmeldese af Claire Keegans “Omsorg”

★★★★★★
Forfatter: Claire Keegan, Forlag: Gutkind
(Reklame//modtaget af forlaget)

I december havde jeg fornøjelsen af at læse Claire Keegans “Den slags små ting”, som jeg var meget betaget af. Så jeg har set meget frem til at læse flere bøger fra hendes hånd.

Det tog ikke mange sider, før Keegan igen havde tryllebundet mig af sit sprog, og efter at have vendt sidste side, vil jeg mene, at hun med “Omsorg” har skrevet et lille mestermærk. Jeg er i hvert fald svært begejstret.

Omsorg

Bogen handler om en irsk navnløs pige, fra en fattig familie med alt for mange børn. Da hendes mor er gravid igen, sendes hun på ophold hos et ægtepar på landet, uden at vide, hvor længe hun skal blive der.

Hos ægteparret bliver hun for første gang mødt med venlighed og omsorg, og da det går op for hende, hvorfor parret har en kommode med børnetøj i hendes størrelse, får hun en særlig tilknytning til dem.

“Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for”

En sproglig perle

Claire Keegan skriver formidabelt. På under 100 sider formår hun at sætte en scene og en stemning, som er virkelig rørende. Hun kan noget helt særligt med personskildringerne, og jeg har måtte genlæse bogen flere gange for at få det hele med. “Omsorg” er gennemført på et niveau, hvor hvert eneste ord virker nøje udvalgt.

Gutkind har sørget for den fineste indpakning og en stærk oversættelse. Jeg kan simpelthen kun anbefale dig at læse denne fine lille perle. Derfor får den også årets første 6/6 stjerner.

Anmeldelse af kortromanen “Simon Siger”

★★★★★☆
Forfatter: Helle S. Søtrup. Forlag: Eksistensen (Reklame // modtaget af forlaget)

Simon siger er en fin og stærk kortroman om Simon, der har haft en hård opvækst med meget mørke. Og nu taler han med sin psykolog om den.

Kortromanen Simon Siger

Nabo Flemming

Romanen udspiller sig hovedsageligt i form af Simons samtaler min sin Psykolog og med nabo Flemming.

Simons opvækst har været præget af vold og vrede. Simons psykolog prøver at hjælpe Simon ved at få ham til at omskrive sine selvfortællinger. Det er ikke sådan en almindelig familie er, og Simon skal lære, at det ikke var hans skyld.

I virkeligheden sætter Simons nabo Flemming allerbedst ord på det hele.

Simons nabo Flemming siger, at nogle mennesker er født med ekstraordinært meget mørke i sig. Der er for meget syre i kroppens hjernekemikalier, siger han. Mørket vokser frem som små, sorte champignoner af bly på indersiden af kroppen.

Flemming beskriver nemlig, hvordan mørket kan blive for tungt at bære for et menneske, så man er nødt til at give noget af det til andre. Det er ikke Simons skyld, at han har meget mørke. “Du har bare stået for tæt på et mørkemenneske med lange, trætte arme”.

Simon siger

“Simon Siger” er en stærk og poetisk læseoplevelse, som behandler svære temaer, så som familie relationer, og det at vride sig løs fra familie og fortid. Jeg var hurtigt ret betaget af bogen, og det holdt ved hele vejen igennem.

Vi kender bedst “Simon Siger” som en børneleg, hvor Simon er den “bydende”, som vi skal lytte til. Men Simon i romanen er først ved at erfare, at hans stemme er værd at blive lyttet til.

Helle Søtrups kortroman er virkelig værd at bruge en aften på, og længere tager det ikke at læse den. Til gengæld kan man læse den flere gange og fordybe sig i siderne, og opdage nye ting undervejs. Den er ukompliceret at læse, men rummer alligevel en hel masse. Derfor får den en varm anbefaling fra mig.

Huset på Rivieraen – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Natasha Lester
Reklame//Modtaget af forlaget Alpha

Huset på Rivieraen er en historisk roman om nazisternes kunsttyverier under 2. verdenskrig. Mere af bagsideteksten behøvede jeg ikke at læse, før jeg måtte i gang med bogen, for jeg har en særlig svaghed for historiske romaner.

Huset på Rivieraen af Natasha Lester

Bogens handling

Huset på Rivieraen foregår i to spor – et i fortiden og et i nutiden.

I fortiden følger vi Éliane Dufort, der er kunststuderende i Paris, da byen bliver besat af tyskerne. Éliane arbejder på det verdenskendte museum Louvre, og her har hun været med til at sende de vigtigste kunstværker i skjul for nazisterne.

Da tyskerne opdager hendes viden om kunst bliver hun hentet ud på et andet museum, hvor de konfiskerede kunstsamlinger fra jødiske familier bliver samlet og fordelt mellem Hitler og Göring. Èliane skal hjælpe til på museet, men har samtidigt en skjult dagsorden. Hun kategorisere de stjålne kunstværker og deler informationer med modstandsbevægelsen, så værkerne kan finde hjem til deres sande ejere efter krigen.

“Det går ud over meget, når grådige mænd vil have penge og magt. Og jeg begynder at tro, at der findes flere grådige end anstændige mænd.”

I nutidssporet følger vi den australske modeekspert Remy Lang, der efter en stor tragedie søger tilflugt i et hun på Den Franske Riviera. Hun er selv et adoptivbarn og finder ud af, at hendes ophav har forbindelse til de tyske kunsttyverier. Remy må udforske sin fortid og samtidigt forsøge at komme sig ovenpå tragedien.

Solid og gribende roman

Natasha Lester er også forfatteren bag “Den Franske Fotograf” og “Den Hemmelige Arv”, og man kan godt mærke hun er en erfaren forfatter. Hun skriver solidt og gribende. Det tager derfor ikke mange sider, før man er grebet af hendes fortælling.

“Huset på Rivieraen” er den perfekte ferie bog med let og fængslende underholdning, som er krydret med krig og kærlighed. Natasha Lester formår at formidle et stykke af historien på let fordøjelig vis, hvor alle kan være med.

Jeg meget opslugt af Élianes fortælling, som både var spændende og hjerteknusende. Desværre fungerede nutidsporet med Remys fortælling ikke rigtig for mig, og jeg blev flere gange helt irriteret, når historien skiftede spor. Det skal dog ikke afholde dig fra at læse “Huset på Rivieraen”.

Mere læseinspiration

Har du lyst til at finde endnu flere historiske romaner med stærke kvindelige hovedroller? Så kan jeg anbefale disse:

Anmeldelse af Under the Whispering door af TJ Klune

★★★★★☆

“Under the Whispering Door” er en bog, som jeg har købt efter at have læst en anden bog af TJ Klune, nemlig hans anmelderoste “The House in the Cerulean Sea” (på dansk “Eventurhuset”). Klunes bøger er virkelig anbefalelsesværdige, især når du trænger til at forsvinde ind i en anden verden for et øjeblik. Du kan bare læne dig tilbage og blive godt underholdt.

Under the Whispering Door af TJ Klune

Bogens handling

Historien starter med et dødsfald, og det er intet mindre end vores hovedperson Wallace, der dør af et hjerteanfald. Herefter bliver han fundet af sjælehøsteren Mei, som tager ham med til et et helt særligt hus med en tesalon i stueetagen. Tesalonen bestyres af Hugo, som også har en sidebeskæftigelse, hvor han hjælper afdøde med at acceptere de er døde, så de er klar til at gå igennem en dør til efterlivet.

Wallace har levet et ensomt og egoistisk liv som advokat, og man kan ikke kalde ham for et særlig “godt menneske”. Men han har ikke været ret længe i tesalonen, før han begynder at knytte sig til beboerne i huset, der, ud over Mei og Hugo, også består af Hugos afdøde bedstefar (Nelson) og spøgelseshunden Apollo.

Da Wallace pludselig får stillet en tidsfrist på en uge, inden han skal gå igennem døren, må han få det bedste ud af sin sparsomme tid og ændre på nogle af de ting, han ikke nåede at gøre i livet.

… maybe it was because the stars were bright and stretched on forever across the sky. Or maybe it was because he’d never had a conversation like he’d just had with Hugo: honest, open. Real, all the bluster and noice of manufactured life falling away. Ore maybe, just maybe, it was because he was finding the truth within himself. Whatever the reason, he didn’t try to stop himself when he said, “I wish I’d met someone like you before.”.. .. “before I died”.

s. 138

En varm og humoristisk fortælling

“Under the Whispering Door” levede fuldt ud op til mine forventninger om Klunes forfatterskab. Han formår at skrive originale historier, men på en måde, hvor man føler sig fuldstændig tryg og hjemme i hans bøger. Han tager fat i vigtige temaer, som sorg og død og blander dem med en hjertevarm kærlighedshistorier og en stor portion humor.

“Under the Whispering Door” udkommer på dansk ved forlaget Memories til sommer (2022), så du skal ikke vente længe, hvis du foretrækker at læse dansk. Bogen blev nr. 2 ved Good Reads Choice Awards 2021 i kategorien bedste fantasyroman.

Anmeldelse af “Hvis Bare” af Vigdis Hjort

★★★★★☆
Reklame // Modtaget af forlaget Turbine

“Hvis bare” er en velskrevet, stærk og følelsesladet roman om forelskelse. Ikke den søde, lyserøde slags forelskelse, men den altfortærende forelskelse, der grænser til sindssyge.

Man kan mærke sin evne til at elske, før man møder den elskede. Mærke sin evne til lidenskab, før man mærker lidenskaben. Mærke den, når man er barn, som mulighed; jeg er i stand til at elske stærkt.

Hvis Bare – Vigdis Hjort

Bogens handling

“Hvis bare” handler om 30-årige Ida, som er gift og mor til to, og så skriver hun dramatik til radioen. Efter et seminar møder hun litteraturoversætteren Arnold Busk. Det er langt fra kærlighed ved første blik, og deres første nat sammen er ikke ligefrem sprudlende. Alligevel begynder forelskelsen at vokse hos Ida, og den overtager snart styringen i hendes liv.

“Hvis bare” er en tragisk fortælling om en altopslugende kærlighed, der overskygger alt. Det er også en fortælling om, hvordan det man længes efter, ikke altid vil gøre én lykkelig.

Et sprogligt mesterværk

Der er ingen tvivl om, at forelskelse og længsel er de helt store tematikker i Vigdis Hjorts roman. Den type følelser, som både kan gøre dig høj at lykke eller vandvittig af jalousi og tomrum.

Ida, nu er det nok! Ida, nu stopper du! En lille smule selvrespekt, Ida. Nu må du gøre noget, handle. Hvem er jeg, spørger vi os selv, den, der svarer ængsteligt, får et andet liv end den der, der svarer modigt på det spørgsmål.

Vigdis Hjort skriver helt forrygende. Hendes sætninger er så velvalgte, at man nyder hver eneste ord igennem romanen. Det er ikke en læseoplevelse man sådan lige lægger fra sig igen, men den kræver også sin læsers fulde opmærksomhed undervejs.

Ida kommer flere gange ud på et skråplan, hvor hendes mentale sundhed kan betvivles. Beskrivelserne af Idas tanker, når de tangerer til vandvid, minder mig i høj grad om Tove Ditlevsens “Ansigter”, som også på fænomenal vis beskriver en kvindes tankespind, og Hjort refererer også selv til Ditlevsen i romanens slutning. Du kan derfor med fordel kaste dig over romanen, hvis du holder af Tove Ditlevsens bøger.

“Hvis bare” er til dig, som nyder et langsomt tempo i en sprogligt velkomponeret bog, hvor mennesket og dets tanker og sindsstemning er i fokus. Det er også en oplagt bog til læsegrupper, da der er mange passager, der ligger op til nærlæsning og diskussion.

« Ældre indlæg

© 2022 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑