Forfatter: Glendy Vanderah //Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Lindhart & Ringhof//
Hvor skoven møder stjernerne er den oplagte kur mod vintertristhed. Det er en fortryllende lille perle, som er umulig ikke at holde af.
Hvor skoven møder stjernerne af Glendy Vanderah
Romanen handler om den phd-studerende ornitolog Jo, der er i gang med sit feltarbejde i Illinois’ skove, hvor hun har lejet en hytte. Pludselig dukker en barfodet og forkommen pige op ved hytten, som fortæller en mystisk historie om sig selv. Jo mistænker dog, at pigens historie er et dække over en langt mere grum fortælling.
Sammen med den charmerende Gabe fra nabogården, forsøger Jo at finde ud af, hvor pigen kommer fra, og hvorfor ingen savner hende. Det er ikke nogen nem opgave, når Jo og Gabe også selv har ar på sjælen, som de må slås med.
Ferielæsning
Hvor skoven møder stjernerne er den perfekte roman til en kold og mørk vinterdag. Sproget og fortællingen er let og flydende, så du hurtigt lulles ind i bogens magiske stemning. Persongalleriet er ikke overvældende, men med karakterer, der går lige hjertet.
Har du endnu ikke besluttet dig for, hvad du skal læse i vinterferien, så skal du derfor overveje at gribe fat i Hvor skoven møder stjernerne.
The Extraordinaries er uden tvivl den sjoveste bog, jeg har læst i år. Klunes forfatterskab er blevet mit “Go too”, når jeg har brug for at læse noget feel-good fantasy. Det er tredje bog, jeg læser fra hans hånd, og de er alle gået rent ind. Har du ikke stiftet bekendtskab med Klune er det bare med at komme i gang.
The Extraordinaries i selskab med andre af TJ Klunes bøger
I The Extraordinaries møder vi teenageren Nick, der skriver fanfiction om byens ekstraordinary supehelt Shadow Star, som han i øvrigt også har et kæmpe crush på. Nick har ADHD og er stærkt impulsdrevet i både tanke og handling, hvilket ind i mellem sætter hans far og venner på prøve.
I jagten på Shadow Stars opmærksomhed beslutter Nick sig for selv at blive en Extraordinary. Han får brug for sine venners støtte for at fuldføre sin plan, men det er ikke nemt når ens bedste ven pludselig forsvinder i længere perioder af gangen og opføre sig mystisk.
Queer kærlighedhedsfortælling
Klune har et unikt talent for at skrive queere kærlighedsfortællinger, der rammer lige i hjertekulen. Kombineret med fantastisk karakteropbygning, og masser af tilpas plat humor, får du fænomenal feelgood-superhelte-underholdning.
The Extraordinaries er måske nok henvendt mest til unge læsere, men kan læses af alle. Har du nydt The house in the Cerulean Sea og Under the Whispering Door (begge er udkommet på dansk ved forlaget Memoris) vil du også elske The Extraordinaries.
★★★★★☆ Forfatter: Emma Hamberg, Forlag: Aronsen (Anmeldereksemplar fra forlaget)
Je m’apelle Agneta er blevet kåret som “årets sommerbog” af flere anmeldere, og her kan jeg kun stemme i med koret. Det er en hjertevarm og stærkt humoristisk roman om at finde sig selv og iklæde sig sin pryddragt.
Je m’apelle Agneta
Je m’apelle Agneta handler om den midaldrende Agneta, der har haft så travlt med at passe hus, mand, børn og job, at hun har mistet sig selv undervejs. Hun er blevet anonym, og vil allerhelst bruge sin dag på sofaen med at se yndlingsprogrammet “Franske gårde”, imens hun spiser ost og drikker rødvin. Men den går ikke, når ægtemanden Magnus har valgt den sunde livstil for dem – uden sukker, alkohol og kulhydrater, og hvor “hygge” indebære tætsiddende cykeltøj eller kilometerlange svømmeture i svenske søer. Børnene er store og kommunikere kun via anmodninger på mobile pay.
En dag ser Agneta en annonce i avisen, hvor der søges én der kan hjælpe en ældre dreng med at lave mad, vaske tøj m.m. i Provence i Frankrig, og snart befinder Agneta sig på et tog på vej mod sit livs eventyr.
At lære at flyve
Je m’apelle Agneta er en livsbekræftende fortælling, der viser, at det aldrig er for sent at lærer at flyve, og lade sig selv stråle. I bedste “eat, pray, love”- stil lærer Agneta at nyde den franske livstil og dyrke sig selv. Krydret med en god portion humor og et skønt persongalleri opstår der magi i bogen, som gør den til en eminent ferie- og hyggelæsning.
Har du ikke plads til flere bøger i sommerlæsestakken, så er bogen også eminent til de kommende mørke aftener, hvor du har brug for lidt at lune dig på – romanen foregår endda om vinteren. Så gør dig selv en tjeneste og grib fat i Je m’apple Agneta, det vil du ikke fortryde.
Forlaget Aronsen har for nyligt oplyst, at Emma Hamberg skriver på en to’er, og er der nogen der fortjener endnu en bog, så er det skønne Agneta.
★★★★★★ Forfatter: Valérie Perrin // anmeldereksemplar fra forlaget
Nogen bøger vinder sin læser lige første side. Vand til blomster havde mig i sin hule hånd, lige fra jeg fik den i hænderne. Den smukke forside varsler om et smukt indhold, og disse forventninger indfries til fulde. Det er en helt igennem fantastisk varm og charmerende, fransk roman, der handler om sorg, kærlighed og livet.
Vand til Blomster
Vand til blomster handler om Violette Toussaint, der er kirkegårdspasser. Hun passer gravene, når de pårørende skal på ferie, hun sælger blomster, som hun selv har dyrket, og så sørger hun for, at der altid er en kop varm the og et lyttende øre til dem, der har brug for det.
Trods de mange grave er kirkegården fuld af liv og historie. Her kommer de pårørende på besøg, blandt andet både elskere og ægtefælder til de afdøde, her kommer de unge for at prøve deres vovemod, når mørket falder på, og her arbejder en særlig samling af særlige mennesker (gravere, bedemænd og præster). Gravstenene er prydet med citater, årstal og billeder, som fortæller historier om levede liv.
Igennem romanen får vi fortalt Violettes livshistorie i følgeskab med fortællinger om de afdøde på kirkegården. Det er historier om sorg og tab, men i den grad også om kærlighed og liv.
Han smiler for anden gang og forlader køkken-alrummet. Jeg tænder automatisk lyset i loftet. Jeg tænder det aldrig, når nogen kommer, men altid når de går. For at erstatte deres tilstedeværelse med lys. Det er en gammel vane hos et barn, der blev forladt ved fødslen.
Literære referencer
Der er noget særligt over gode bøger, hvor forfatterens egen kærlighed til litteraturen stråler igennem. Vand til blomster er fyldt med citater og referencer til bøger, som gik lige i hjertet på mig.
Violette får blandt andet et helt særligt bånd til en bog, som hun læser igen og igen livet igennem.
Jeg skulle lige til at skubbe gadedøren op ind til vores opgang, da jeg fik øje på et rødt æble på forsiden af en bog i et af butiksvinduerne: Æblemostreglementet af John Irving. Jeg forstod ikke titlen. Det var svært for mig. I 1986 var jeg atten år gammel med en uddannelse som en seksårig…… …..Jeg købte den otte hundrede og enogtyve sider lange bog, selvom det ville tage mig timer at læse og forstå en enkelt sætning. Lidt som hvis jeg brugte størrelse 50 og havde købt et par jeans i størrelse 36. Men jeg købte den, fordi æblet fik mine tænder til at løbe i vand.
På listen over yngslingsbøger
Vand til blomster er røget direkte ind på min favoritliste med sit poetiske sprog og smukke indhold. Jeg nød hver og en af de 550 sider.
Det er en hjertevarm, modig, livsklog og humoristisk roman, der både gav mig fugtige øjne og fik mig til at smile stort undervejs.
Jeg håber inderligt, at Valérie Perrins debutroman Les oublies du dimanche bliver oversat fra fransk, så jeg kan få mulighed for at læse den en dag.
Fakta om Vand til blomster
Vand til blomster er oversat til 32 forskellige sprog
Romanen er solgt i mere end 1 million eksemplarer i Frankrig og mere end 100.000 i Italien. Det var den helt store Lock-Down roman under Covid-19 nedlukningen i 2020
★★★★☆☆ Reklame // Anmeldereksemplar Forfatter: Phaerdra Patrick, Forlag: Zara
Mangler du en god feel good-roman til efterårets regnvejrsdage? Så er denne bog et rigtigt godt bud. “Arthur Peppers mageløse rejse” er en finurlig og hyggelig fortælling, som indeholder de helt rigtige kvaliteter, når det gælder feel good-genren. Den er hjertevarm, humoristisk og med en god morale.
Et armbånd fuld af minder
Bogen handler om Arthur Pepper, der har mistet sin kone Miriam efter mange års sammenliv. Han lever et stille liv med faste rutiner, hvor han står op, gør rent, spiser mad og snakker med planten “Frederica”. Hans børn er for længst blevet voksne og deres forhold er distanceret. Det eneste Arthur for alvor har tilbage er minderne om hans elskede kone.
Da Arthur en dag vil pakke Miriams efterladte ting væk finder han et guldarmbånd med forskellige vedhæng, som han ikke mindes at have set før. Det har tilhørt hans kone og bagved hvert vedhæng gemmer sig en historie fra hendes liv, som han ikke kendte til. Arthur forlader derfor sine trygge rammer for at rejse ud og lærer hans kones fortid at kende. En fortid, der tyder på, at hans kone ikke altid har været den person han har kendt.
Let læsning, der får dig til at smile.
“Arthur Peppers mageløse rejse” er måske ikke den mest velskrevne eller originale roman, jeg har læst, men den fik mig til at smile, og den var let læst og hyggelig. Den har samtidigt et fint budskab, om at leve i nuet og lade fortiden være fortid. Den har lidt af de samme kvaliteter som “En mand der hedder Ove”, men desværre uden Fredrik Backmans forrygende karakterskildringer.
Det er den perfekte roman at finde frem på en regnvejrsdag, når du trænger til at slappe af med en god bog. Phaedra Patrick har skrevet en efterhånden lang række bøger, og jeg håber virkelig at flere af hendes værker bliver oversat til dansk.