★★★★★★
Forfatter: Catherine Ryan Howard
Reklame // Anmeldereksemplar fra forlaget Zara
Han efterlod INTET – De kalder ham Intetmanden.
Okay – indrømmet. Krimi og thrillere er ikke normalt blandt mine go-to genre. Derfor var jeg også tæt på at takke nej til at anmelde “Intet”, men der var noget i den beskrivelse, der tiltrak mig. Heldigvis for det, for jeg slugte bogen råt.
Historien om Intetmanden
Bogen handler om Jim Doyle, der er sikkerhedsvagt i et storcenter. En dag spotter han en kvinde i centeret, der taber en bog kaldet “Intetmanden”, og snart går det op for Jim, at bogen omhandler hans fortid som seriemorder. Bogen er skrevet af Eve Black, der som den eneste i sin familie overlevede, da Intetmanden overfaldt dem en aften, da Eve var 12 år. Intetmanden er det tilnavn man gav den grusomme seriemorder, som intet efterlod.
Jim Doyle indser hurtigt at han er nødt til at læse bogen, både for at genopleve sin storhedstid, men også for at se, om Eve er på sporet af at finde ham.
Eve Black fortæller både sin egen tragiske historie, men også de andre ofres gruopvækkende oplevelser med Intetmanden.
True Crime pakket ind i en thriller
Catherine Ryan Howard har gjort et fænomenalt arbejde med denne bog, som er true crime pakket ind i en nervepirrende thriller. De to spor, der springer mellem Eves bog med hendes perspektiv og Jim Doyles reaktion på læsningen fungere virkelig godt. Det giver et godt drive gennem hele bogen, der gør det umuligt at lægge den fra sig, og så er bogen spækket med klassiske gyserelementer, der tilføjer en god portion uhygge oven i spændingen.
Karaktererne i bogen er overbevisende og velkomponerede, hvilket er alfa og omega for om jeg bliver fanget af en bog. Jim Doyle er en særdeles velskrevet morder, som både er grusom i sit virke, tilføjer en portion sort humor med sit følelseskolde væsen og samtidigt har en god psykologisk dybde.
Howards “Intet” er en bog for dig, der holder af en uhyggelig og nervepirrende fortælling, og samtidigt sætter pris på velskrevne karakterer. Det er den perfekte bog til en mørk efterårsaften eller som julegave til krimielskeren.
Bagom “Intet”
- Catherine Ryan Howard var inspireret af Golden State Killer sagen, hvor hun spekulerede på, hvordan morderen selv ville reagere på at læse bogen om hans ugerninger. (“Jeg forsvinder i mørket” af Michelle McNamara)
- Bogen er oversat til 11 sprog og udkommet i 18 lande