Anmeldelser og læseinspiration

Måned: maj 2022

Anmeldelse af klimathrilleren “Mali”

★★★★★★
Forfatter: Torben Mathiasen, Forlag: Forfatterskabet
Reklame//Modtaget af forfatteren

Hvad sker der, hvis klimakrisen sætter en ny istid i gang? Det får du et bud på i Torben Mathiassens hæsblæsende og barske roman “Mali”, hvor en helt almindelig dansk familie kæmper for at overleve.

“Mennesket er sendt til tælling. Sat på plads med et klart budskab om, at vi ikke er verdens herskere, men blot en ydmyg gæst på den blå planet.”

“Mali” af Torben Mathiassen

Flugt

I bogen møder vi den lille familie på fire, som hidtil har overlevet i Danmark trods de tiltagende barske og lange vintre. Men vilkårene bliver dårligere og dårligere. De sæler, som de lever af, bliver færre og færre og kulden mere intens, og de tvinges derfor til at påbegynde den lange vandring mod syd, for at søge flugt i varmere områder i verden. Rejsen er risikabel, for de har begrænset tid inden vinteren sætter ind, og de har ingen anelse om, hvor langt de skal ned for at finde et beboeligt område.

Den verden der møder dem, er stærkt forandret, og de ender med at blive sendt i en spansk flygtningelejr, under kummerlige forhold, sammen med tusindvis af andre. Her er det pludselig andre omstændigheder, der truer deres liv.

Overbevisende og skræmmende læsning

Det er længe siden, at jeg har påbegyndt en bog der på denne måde havde mig i sin hule hånd fra side et. Torben Mathiassen skriver med stor overbevisning, og han har tydeligvis gjort et imponerende research-arbejde forud for bogen. Det virker bare!

“Mali” er skræmmende realistisk i sin fortælling, og det er umuligt ikke at blive endnu mere bevidst om den klimakrise vi befinder os i lige nu. Kombineret med emnet om flugt og behandlingen af flygtninge, får du du en absolut højaktuel og vigtig roman, som samtidigt er nervepirrende og underholdende.

Jeg slugte bogen råt, og her flere dage efter bliver den ved med at poppe op i min bevidsthed. “Mali” er første bind i en serie, og jeg kommer til at sidde og trippe for at få næste bog i hænderne. Jeg er fan!

“Mali” skal læses af ALLE

En hilsen fra forfatteren – TAK!

Anmeldelse af nobelprisvinder Abdulrazak Gurnahs “Paradis”

★★★★☆☆
Forfatter: Abdulrazak Gurnah, Forlag: Gutkind
Reklame // modtaget af forlaget

Hvis du har læst Gurnahs “Paradis”, så føler du virkelig, at du har været med på en eksotisk rejse igennem Østafrika, hvor dine sanser er blevet stimuleret. Den byder både på scenariske naturbeskrivelser, gådefuldhed og grusomhed.

“Paradis” af Abdulrazak Gurnah

Solgt som gældsslave

Hovedpersonen i “Paradis” er den smukke 12-årige dreng Yusuf. Yusufs far er i økonomiske vanskeligheder, og Yusuf sendes derfor bort til sin “onkel” Aziz, for at arbejde gælden af. Aziz er en berygtet handelsmand. Han drager ofte ud på lange handelsrejser, hvor han sælger varer til de “vilde” og smugler hemmelige varer med sig tilbage.

Yusuf hjælper med at passer butikken, når Aziz er afsted. Han vil dog hellere bruge al sin tid på at arbejde i Azizs paradisiske have, hvor han knokler for at få det hele til at gro og trives. Men under arbejdet begynder han at fornemme, at der bliver holdt øje med ham inde fra huset, hvor Azizs hustru holder til, og Yusuf stilles i et dilemma.

Da Yusuf kommer med på en af handelsrejserne oplever han en helt ny verden. En verden der er både smuk og brutal.

Buskene skælvede og dirrede af fugle, hvis skarpe, utrættelige sang savede gennem dagens køligere timer. Ældgamle træer tårnede sig op over dem og filtrerede et blidt lys ned til buskadset i underskoven nedenunder. Men de blanke buske skjulte tornede slyngplanter og var filtret ind i giftige ranker, og de mest indbydende skygger var fulde af slanger.

En verden af kontraster

Gurnah har en smuk og medrivende skrivestil, som jeg var ret betaget af. Som citatet herover vidner om, så leger han med kontrasten mellem det paradisiske og det “vilde”. Kontrasten er tydelig under deres rejse, hvor de oplever betagende landskaber, som er beboet af barbariske folkefærd, men også hjemme i landsbyen, hvor Yusuf finder fred fra samfundet i den paradisiske have.

Jeg nød læsningen af Gurnahs fortælling. “Paradis” minder svagt om Joseph Conrads klassiker “Heart of darkness”, men er alligevel helt sin egen. Men trods Gurnahs maleriske sprog blev jeg aldrig helt følelsesmæssigt investeret i Yusufs fortælling, og bogen føltes derfor til tider lidt langtrukken. Jeg glæder mig dog til at læse meget mere fra hans hånd.

Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2021 for “kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter

Damqi – Anmeldelse af Mogens Trolles debutroman

★★★★☆☆
Forfatter: Morgens Trolle, Forlag: Screaming Books
Reklame// Modtaget af forlaget

“DAMQI – En assyrisk roman” står der på forsiden af bogen, og her måtte jeg lige stoppe op og google. For hvordan er det nu lige det er med Assyrien?

Assyrien var et kongerige i oldtiden opkaldt efter guden Assur, og det er her vi bliver taget med til i Mogens Trolles debutroman. Det er en tid, hvor gudernes varsler vægtes højt, og hvor igen kan stole på hinden i kampen om tronen.

“DAMQI” af Mogens Trolle

Et kongemord

Historien er baseret på virkelig hændelser og handler om den unge Damqi, der er søn af en afdød varselsekspert. Det er urolige tider i byen Nineveh. Kongen er blevet gammel og svagelig, og i frygt for at nogen vil skade ham, bliver der set kritisk på enhver. Ingen ved hvem der er ven eller fjende. Vækker du nogen mistanke risikere du at bliver slået ihjel, inden du får lov at forklare dig.

Dronningen beder Damqi om hjælp til at spionere på paladset, og her bliver han vidne til et kongemord. Det er intet mindre end kongens egen søn, den ene af prinserne, der står bag mordet.

Uden at ønske det, får Damqi en vigtig rolle i de politiske intriger, og han må flygte ud af byen sammen med den tidligere slavepige Lama og soldaten Kullu. De skal finde den retmæssige kronprins og fortæller ham om kongemordet. Deres mission kan blive afgørende for Assyriens fremtid.

Det bliver en farefuld færd, hvor vores hovedperson hurtigt må finde sit ståsted og gøre op med sig selv, hvor langt han vil gå for landets retmæssige konge. For er han virkelig den bedste leder af landet?

Stærk historiefortælling

Mogen Trolle er en mesterlig historiefortæller, som formår at spinde os ind i en spændingsfyldt beretning om magtkampe, tro og politik. Han beskriver en brutal verden, men fletter samtidigt en historie om venskab og kærlighed ind, som en fin kontrast.

Langt hen af vejen var jeg derfor også stærkt begejstret for bogen. Det er tydeligt at Mogens Trolle, med sin baggrund som Assyriolog, har en suveræn viden inden for sit felt, som giver en stor troværdighed og autentisitet til bogens miljøbeskrivelser. Samtidigt får man opbygget et nært forhold til bogens hovedpersoner, og det er en fornøjelse af følge deres udvikling.

Desværre trak fortælling til tider lidt i langdrag med sine beskrivelser af de ulmende oprør, hvorimod vi til gengæld kun fik et alt for lille indblik i nogle af de andre historier i romanen. Jeg havde fx gerne set at Lamas historier havde fået lov at fylde mere, og at bogens store karaktergalleri generelt havde fået lov til at udfolde deres potentiale.

Damqi er en roman til de historieinteresserede, som har lyst til at dykke ned i oldtidens verden – kombineret med en overbevisende fiktion. Trods de lidt tunge temaer strøg jeg lige i gennem bogens knap 500 sider. Mogens Trolle har formået at skrive en imponerende og lærerig debutroman.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑