Anmeldelser og læseinspiration

Måned: september 2022

Anmeldelse: Under Overfladen af Daisy Johnson

★★★★★★
Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Screaming Books

Under Overfladen er Daisy Johnsons debutroman, som hun blev Man Booker Price-nomineret for. Det er en roman, som jeg slet ikke føler, at jeg er færdig med at læse, efter at have vendt den sidste side. Den er mystisk og kompleks på den absolut bedste måde, som appellerer til flere genlæsning for at få det hele med.

Under Overfladen af Daisy Johnson

Under Overfladen handler om Gretel, der som 16-årig bliver forladt af sin mor Sarah. Mange år efter beslutter hun sig for, at det er tid til at finde hende. Hendes minder om Sarah og barndommen på en kanalbåd er uklare, men under søgningen dukker der hele tiden nye erindringer op til overfladen.

Efter at have læst Daisy Johnsons Søstre, har jeg glædet mig til at få flere af hendes bøger i hænderne. Hun har en eminent skrivestil, som sætter en uhyggelig, gotisk stemning, og som samtidigt er meget poetisk og dragende, så det er svært ikke at blive betaget af hendes forfatterskab.

Semantik og nye ord

I Under Overfladen leger Johnson med sprog og semantik på spændende vis. Gretel og hendes mor skaber nye ord og deres helt eget sprog, og igennem bogen præsterer Johnson at give ordene så stor semantisk værdi for læseren, at man selv udvikler en smule angst for ord som “Bonakken”.

Alt i alt er Under Overfladen en imponerende debutroman med utrolig mange nuancer. Den leger med ord, psykologi, myter og meget mere.

Med sin uhygge og fængslende stemning er Under Overfladen perfekt læsning til efterårets mørke aftener. Bogen vil også være perfekt til læsegruppen, da den vil kunne skabe grobund for masser af snak og analyse.

Anmeldelse: Station Elleve

★★★★★☆
Forfatter: Emily St. John Mandel
Modtaget af forlaget Lindhart og Ringhof

Fordi det ikke er nok at overleve

Citat fra Start Trek

I Station Elleve spreder en dødbringende influenzavirus sig, som dræber 99,9% af befolkningen i løbet af få dage. 20 år efter rejser en gruppe af overlevende rundt og spiller Shakespeare med ordrene “Fordi det ikke er nok at overleve” skrevet på en af deres vogne.

Station Elleve af Emily St. John Mandel

Station Elleve er en bog, man absolut ikke kan lægge fra sig, når man først har åbnet den. Den er nervepirrende, mystisk, poetisk og livsbekræftende på en og samme tid. I romanen følger vi en række forskellige personer både før, under og efter virussens hærgen, og vi får et indblik i, hvordan de alle sammen er bundet sammen på et eller andet plan.

Endnu en virusapokalypse?

Der findes nok at fortællinger om altudslettende virusser og zombie-apokalypser, og mange af dem er gode. Fælles for dem er, at det handler om overlevelse. Men hvad med dem, der rent faktisk overlever? Er det nok, at finde mad og sikkerhed for at kunne overleve i den nye verden, eller har man brug for noget mere?

Station Elleve er lidt af en genistreg, der leger med tesen, at vi har brug for noget større til at binde os sammen – og for at overleve. Den har derfor en frisk vinkel apokalypsefortællingen, og det fungere virkelig godt.

Den eneste grund til, at jeg ikke har givet bogen 6 stjerner er, at jeg sidder tilbage en lille følelse af noget uforløst. Det er som om de 350 sider bare ikke er nok, til at give de mange forskellige karaktere en klar stemme, og der er så meget mere jeg gerne ville have haft fortalt, om deres liv. Nå det så er sagt, så er persongalleriet stort, men overskueligt, og karaktererne er velkomponerede og empatiske.

Kan man ikke få nok af Station Elleve er der også mulighed for at se miniserien af samme navn på HBO. Den følger ikke bogen slavisk, og du kan derfor sagtens få en masse ud af, at kombinere bog og serie.

Station Elleven kan varmt anbefales til alle, der er til apokalypse, dystopi og kunst.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑