★★★★★☆
// Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Klara W. //
Spøgelsesfortælling af østrigske Laura Freudenthaler er et velkomponeret og mystisk lille værk. Sproget er klart og flydende, så man nemt glider igennem siderne, for så ind i mellem at måtte stoppe op, når spøgelseselementerne sætter ind. Det giver en form for dissonans og let uhygge, som jeg ret godt kunne lide.
Bogen handler om Anne, der har taget et sabbatår fra sin musikundervisning, for at kunne fokusere på sit eget klaverspil, og for at skrive en bog om pædagogik. Hendes mand arbejder meget, han er begyndt at sove i arbejdsværelset og Anne mistænker ham for at have en affære. Tanken om affæren fylder mere og mere, og snart bruger hun al sin tid på at observere og overtænke i en grad, hvor skellet mellem fantasi og virkelighed bliver udvisket.
En undersøgelse af mennesket sind
Spøgelsesfortælling udspiller sig ene og alene i hovedet på Anne. Hun begynder at gå lange ture igennem byen, hvor hun observere menneskene omkring sig. Hun finder kvitteringer i sin mands lomme, og sammenstøber små fortællinger i sit hoved, ud fra de ting han bestiller i restauranterne. Hun er i det hele taget så optaget af verden omkring sig, at hun lige så stille selv forsvinder.
“Anne kan godt lide gamle mennesker, de er ofte tavse, de ser heller ikke længere så god. De gamles opmærksomhed gælder indkøbene som de bærer hjemad. om vinteren er de helt koncentrerede om deres gang, de holder sig tæt op ad husmurerne. ”
Laura Freudenthaler modtog EUs litteraturpris i 2019 for Spøgelsesfortællinger, så der er god grund til at gribe fat i bogen, hvis du er til fortællinger hvor sprog og menneskets sind spiller hovedrollerne. Den har lidt en stemning, som Tove Ditlevsens Ansigterne.
