Anmeldelser og læseinspiration

Måned: september 2023

Anmeldelse: Ting Vi Fortryder af Mikki Brammer

★★★☆☆
// Modtaget som anmeldereksemplar fra Lindhart og Ringhoff //

Ting Vi Fortryder er en original og varm roman debutroman fra australske Mikki Brammer. Som bagsideteksten så fint beskriver det, så tager den et af de mest tabubelagte emner i den vestlige kultur – døden – og vender det til en hyldest til livet.

Ting vi fortryder af Mikki Brammer

Clover Brooks er en enspænder, der har dedikeret sit liv til døden. Hun arbejder nemlig som dødsdoula i New York, hvor hun hjælper døende mennesker i deres sidste tid.

Clover har godt styr på det med døden, hun har endda studeret den og deltager i dødscafeer, hvor man diskutere emnet. Men selvom hun har notesbøger fulde af nedskrevne fortrydelser fra sin klienter, har hun endnu ikke fundet ud af et leve sit eget liv fuldt ud. En kombinationen af en ny nabo og en kærlighedsmission for en klient, tvinger dog Clover til at se indad.

At læse om døden

Døden er om noget et emne, som er relevant for alle, og alligevel så svært og tungt at snakke om. Mikki Brammer formår at servere emnet på en spiselig og behagelig måde, der samtidigt giver plads til nysgerrig og refleksion. Historien er flydende og medrivende, så selvom emnet er tungt, så er romanen meget let at gå til.

Selvom jeg nød romanen hele vejen igennem, så var jeg nok lidt farvet af, at jeg for nyligt har læst en dansk roman med samme tematik, nemlig Afslutninger af Kim Andrea Brofeldt. Desværre havde Ting Vi Fortryder ikke helt den samme skævhed og personlighed, og den gik derfor ikke i mit læserhjerte på samme måde.

Alt i alt dog en dejlig bog, som du ikke skal snyde dig selv for at læse. Særligt ikke, hvis du holder af personlig udvikling, tanker om livet og lidt sød romantik.

Anmeldelse: Awen #3 Flænger i tiden

★★★★★
// Anmeldereksemplar //

Er der en dansk fantasyserie, som jeg har forelsket mig i, så er det er Awen af Nathalie og Betina Liane. Her får du magi, venskaber, spænding og virkelig gennemført world building. Heldigvis fortsætter forfatterduoen deres imponerende stil med endnu en fem-stjernet læseoplevelse i seriens 3. bind, Flænger i tiden.

Awen 3 – Flæger i Tiden

Aia er knust efter tabet af sin tvillingebror Peter. Hun lukker sig inde og selv ikke veninden Suki kan få hende ud af kahytten. Livet på det magiske skoleskib forsætter, men hvordan skal Aia fortsætte, når intet er det samme længere.

Til Sigøjnernes midnatsgilde tænders der dog et håb om, at hun kan få sin bror at se igen. Det kræver dog, at hun kaster sig ud i et ritual, som kan ende grueligt galt og skabe forstyrrelser i tiden.

Fantasy, når det bedst

Flænger i Tiden (og Awen-serien generelt) er et godt eksempel på, hvorfor jeg holder så meget af fantasygenren. Det er en invitation til at forsvinde ind i en vidunderlig verden, hvor tidsrejser, magiske dyr og meget mere er på spil. Det er kampen mellem det godt og det onde – både i verden og i dig selv.

Har du endnu ikke begyndt din rejse med skibet Galathea, kan jeg kun opfordre dig til at komme i gang.

Flænger i Tiden er desuden nomineret som årets danske fantasybog 2023 ved Fantasyfestivallen, og den fortryllende forside af Karin Hald er også med i kategorien årets danske fantasyforside.

Anmeldelse: I de fries land af Sui Sin Far

★★★★☆

I de fries land er en samling af 9 noveller samt 1 essay af Sui Sin Far (pseudonym for Edit Maude Eaton, 1865-19149, som var historiens første Asiatisk-amerikanske forfatter. Hendes fortællinger handler alle om at være kinesisk immigrant og ballancere mellem to forskellige kulturer.

Novellesamlingen I de fries Land af Sui Sin Far

Sui Sin Fars fortællinger er enkle, fængende og rørende. De viser på barsk vis, hvor smerteligt det kan være, at måtte vælge mellem at ære sine rødder eller integrere sig i den nye verden. Kan det overhovedet lade sig gøre at finde en identitet midt i mellem? Og hvad sker der med dine relationer, hvis du bevæger dig en anden vej end dem?

Novellerne blev første gang udgivet i aviser og magasiner mellem 1890 og 1912, og de indledes af et spændende afsnit om deres historiske kontekst – en tid hvor adskillelse efter race var både lovlig og forfatningsmæssig i Amerika. Selvom meget har ændret sig på den front, er Sui Sin Fars noveller, her over 100 år senere, stadig spændende og aktuel læsning.

I de fries land skal læses af dig, der holder af historisk litteratur, som gerne må have et politisk budskab. Hos mig gjorde novellerne et stærkt indtryk, og jeg er glad for, at et lille forlag som Ti Vilde Heste gør det muligt for os at læse Sui Sin Fars vigtige tekster, som desværre stadig er hjerteskærende relevante med deres tematikker i dag.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑