★★★★☆
// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget //
Jeg Er Fan er knivskarp samfundskritik i en vanvittig fortælling om en ung farvet kvinde, der har en affære med en hvid succesfuld mand og som samtidigt har en dyb besættelse af hans anden elskerinde.
Det er en roman, der tvinger dig til at reflektere over egne digitale iscenesættelser og dyrkelsen af digitale profiler – og det er nok meget sundt.
I en verden, hvor vi skal selvrealisere os så meget, at vi mister os selv, forsøger hovedpersonen i Jeg er Fan at balancere i en giftig affære med en usympatisk mand, der ikke lægger skjul på, at han også har andre forhold. Hun er derfor begyndt at stalke hans elskerinde på de sociale medier, hvilket leder til en sygelig cocktail af jalousi og tilbedelse.
I romanen bliver der stillet spørgsmålstegn ved den digitale storytelling, hvor det ikke bare er skønhedsidealer, der er problemet, men også dyrkelsen af den gode smag, lidelse og meget mere. Alt bliver til et teater i konstruerede kulliser , hvor du aldrig kan stole på skuespillerens intentioner.
Jeg er Fan er en frustrerende, provokerende og skælsættende roman, som kradser i overfladen på et stort samfundsmæssigt problem. Det er højaktuel læsning i en tid, hvor der er fokus på de sociale mediers skadelige indflydelse på unge mennesker.
Skriv et svar