Anmeldelser og læseinspiration

Måned: juni 2024

Anmeldelse: Bogbinderen fra Jericho

★★★★★
// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhart og Ringhof //

“Bogbinderen fra Jericho” er den seneste roman fra Pip Williams og en efterfølger til “De glemte ords bog”. Historien er dog selvstændig og kan sagtens læses, selvom du ikke har haft fornøjelsen af den første bog.

I mit sidste møde med Pip Williams var jeg dybt fascineret af hendes sprog og skrivestil, men endte alligevel med ikke at være helt solgt på historien. Derfor var jeg faktisk lige ved at springe “Bogbinderen fra Jericho” over. Heldigvis var jeg for nysgerrig til at lade være, og denne gang tog Williams mig med storm.

Bogbinderen fra Jericho af Pip Williams

“Bogbinderen fra Jericho” handler om tvillingesøstrene Peggi og Maude, der sammen arbejder i kvindeafdelingen på Oxford University Press under 1. verdenskrig. Deres job er at folde bladene til bøgerne.

Peggi er intelligent, rastløs og drømmer om at studere og læse bøger i stedet for at folde dem. Men folk fra hendes lag i samfundet kan ikke komme ind på Somerville College, og hun har sin søster at våge over. Maude er nemlig ikke som alle andre. Hun elsker at folde papir og kommunikere ved at gentage ord og sætninger efter andre.

Men krigen vender op og ned på det hele.

Imponerende og velskrevet

Pip Williams viser endnu en gang sine mesterlige forfatterevner igennem et imponerende sprog, der, trods en langsom fortælling, tryllebinder sin læser fra start til slut. De to søstre er velskrevne og vedkommende, og i løbet af romanens 500 sider er de virkelig kommet ind under huden på mig, og jeg har svært ved at skulle slippe dem igen.

Med kvinderne på Oxford University Press giver Pip Williams stemme til en helt særlig gruppe af arbejdende kvinder, som ellers ikke har fået plads i historiebøgerne, og det er ret rørende i sig selv.

Bogbinderen fra Jericho er til dig, der elsker historiske romaner med stærke kvindelige hovedpersoner og til dig, der holder af bøger, der hylder litteratur og sprog.

Anmeldelse: Prismet af Mikkel Guldager

★★★★☆
// Modtaget som anmeldereksemplar //

Guldagers bøger er upolerede og oprigtige på en måde, som jeg rigtig godt kan lide. Derfor har jeg ventet spændt på at få hans nyeste udgivelse, Prismet, i hænderne.

Med Prismet udviser Mikkel Guldager heldigvis endnu engang sin helt særlige evne til at give samfundets skæve (og udskudte) eksistenser deres egne stemmer i litteraturen.

Prismet af Mikkel Guldager

“Tungen har ingen knogler. Alligevel er den stærk nok til at knuse et andet menneske med sine blotte ord. Det har jeg hørt et eller andet sted. Et knogleløst taleorgan med destruktive kræfter.”

fra bogens prolog

I Prismet møder vi Andreas, en 45-årig ph.d.-studerende, som bruger mere tid på at dyrke euforiserende svampe end på at skrive. Et ekstraordinært og rundhåndet tilbud fra en forkvaklet, om end omsorgsfuld, onkel sætter pludselig skub i det hele, da Andreas nu er nødt til at træffe afgørende valg for sin eksistens.

Imens store forandringer truer hos Andreas, er hverdagen en lang gentagelse hos underboen Dandy, en tragisk sjæl, der har lidt store skader i sin barndom.

En klump i halsen

Prismet tog faktisk lidt fusen på mig. Jeg havde lidt svært ved at finde ind i historien og forstod ikke rigtig, hvor den ville hen til at begynde med. Alligevel lykkes det endnu engang Guldager at skrive karakterer, der lige så langsomt vandt mig over, og til sidst i sådan en grad, at jeg måtte synke en klump i halsen ved historiens slutning.

Andreas og Dandy er begge slebet skæve i kanterne af livet, men hvis lyset får lov til at ramme dem rigtigt, så skinner de med alle deres farver. Bogen er både syret og poetisk, og jeg holder særlig meget af den måde, som Guldager fletter sangtekster og musik ind i det hele.

I min optik er bøger som Mikkel Guldagers en gave til den danske litteraturhistorie, netop fordi han favner de eksistenser, som ellers så hurtigt bliver gemt væk.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑