★★★★★☆
Forfatter: Elizabeth Gilbert, Udgivelsesår 2021, Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Forlag: Gads forlag
(Reklame // Anmeldelseseksemplar fra Gads forlag)
Kvindernes By er skrevet af forfatteren bag den populære roman: “Spis, bed, elsk”, og det kan tydeligt mærkes. Bogen er vidunderligt velskrevet , fortællerstemmen i bogen er fantastisk, og så gør romanen op med normen om den “pæne pige”.
Den historiske roman handler om den unge Vivian Morris, der bliver sendt til New York i 1940. Hun er blevet smidt ud fra sit studie, og hendes forældre ved ikke, hvad de skal stille op med hende. I New York skal hun bo hos sin Tante Peg, som ejer et gammelt teater kaldet The Lily. Her møder hun en række helt særlige mennesker, med en meget anderledes tilgang til livet og dets normer, end hun er vant til. I løbet af få uger mister Vivian sin mødom og hun udforsker New Yorks natteliv i selskab med korpigen Celia og ikke mindst rigeligt med gin fizz cocktails.
Vivian har et helt særligt talent. Fra sin bedstemor Morris har Vivian lært at sy tøj med sans for kvalitet og detaljer. På The Lily får Vivian lov til at udfolde sine særlige evner som syerske og skabe kostumer, kjoler og jakkesæt i særklasse. Bogen har en helt særlig og dragende stemning med beskrivelserne af byen, det glamourøse tøj og karaktererne.
En forrygende fortællerstemme
Romanen er sat op som et brev fra den aldrende Vivian Morris til en kvinde ved navn Angela. Elizabeth Gilbert får skabt en helt forrygende fortællerstemme igennem Vivian, når hun med stor ærlighed og humor fortæller om sit liv.
Vivian krydre sine erindringer med irettesættende kommentarer til sit yngre jeg, som hun fx blankt kalder for en idiot. De skarpe bemærkninger er befriende for læseren, når man ind i mellem kan irritere sig over Vivians narcissisme og selvmedlidenhed i løbet af hendes unge år i romanen.
Karaktererne i romanen er velkomponerede og menneskelige. De har fejl og mangler, men er fulde af kærlighed og livsgejst.
Feminin, frigørende og pikant roman.
Kvindernes By er en roman om kvinder, og den er også meget feminin i sit udtryk. Der er Sex and the City stemning, når mode, sex og storby beskrives, og der er et tydeligt feministisk tema.
Romanen er forholdsvis lang og uden de helt store udsving i handlingen, og jeg havde en lille krise undervejs, hvor siderne føltes lange. Heldigvis tog historiens fortælling til igen, men jeg havde gerne byttet en del af disse sider for mere af Vivians historie under krigen, som for mig var beskrevet skuffende kort.
Alt i alt vandt den fantastiske fortællerstemme, temaerne og 1940’ernes New Yorker-magi mig, og jeg vil derfor varmt anbefale bogen til alle, der føler sig draget af det feminine og glamourøse.
(Jeg håber at romanen bliver filmatiseret en dag, så vi kan se alle Vivians glamourøse kostumer og jakkesæt – så vidt jeg kan opsnuse på det store internet er filmen planlagt).