★★★★☆☆

Forfatter: Adrienne Young, Udgivelsesår: 2020, Forlag: Wednesday Books, Sprog: Engelsk

Har du nogen sinde købt en bog på grund af forsiden? Jeg stødte på “Fable” på et instagram billede, og blev tryllebundet af dens forside, og da jeg tilmed så, at den var meget positivt omtalt, så måtte jeg læse den!

Lige så dragende som forsiden er, lige så medrivende er historien. YA-romanen “Fable” handler om den 17-årige pige af samme navn. Fabler er datter af en berygtet og magtfuld handelsmand, der ejer flere store skibe. Efter et skibsforlis, hvor Fables mor drukner, efterlader han Fabel på øen Jeval, hvor kun tyve og andre slette typer bor, og hvor maden er knap.

For at kunne forlade øen og finde sin far, må hun dykke efter “pyre”, som er en særlig og værdifuld sten, – og det er ikke ufarligt. Der er farligt at dykke, farligt at bytte stenene til mønter og farligt at have værdier gemt på en ø, hvor man ikke kan stole på nogen. Hun må derfor konstant være på vagt.

En ting er at slippe bort fra Jeval og finde sin far, men hvordan skal hun overhovedet overleve og finde sin plads i en brutal verden?

“Never, under any circumstances, reveal what or who matters to you,”

Den vigtigste overlevelsesregel i “the Narrows”

Ukompliceret og god underholdning

Jeg nød virkelig at læse denne roman fra start til slut. Adrienne Young kan virkelig noget særligt indenfor storytelling, og det at historien foregår på havet eller i havebyer giver en helt særlig stemningen.

Historien er ukompliceret, men spændende. Verdenen omkring havebyerne er lige til at gå til, og det er derfor ikke en roman, der kræver meget af sin læser. Det er bare rigtig god underholdning. Det er den perfekte feriebog, hvor man får lov til at flygte ind i en helt anden verden (sammen med Fable og den spraglede besætning på skibet Marigold).

“Fable” er desværre ikke udgivet på dansk endnu, men jeg håber virkelig at et af de danske forlag får øjnene op for den – hvis ikke de allerede er i gang?

Advarsel: “Fable” slutter med en cliff-hanger, der betyder, at man absolut må have fat i næste bog. Du skal derfor kun læse den, hvis du er klar til at blive revet med af en hel serie.