★★★★★☆
Forfatter: Lisa Wingate, Forlag: Alpha
Anmeldereksemplar (tak til forlaget)
“Hannies Bog” er nyeste udgivelse fra Lisa Wingate, forfatteren bag New York Times bestselleren “Inden vi blev jeres”. I hendes nye roman bliver vi taget med på en rejse tilbage i tiden efter slaveriets ophør, hvor mange familier stadig er splittede og ødelagte. Bogen er hele vejen igennem krydret med avisannoncer, fra folk der har efterlyst deres nærmeste, i håb om at blive genforenet.
To kvinder, to historier
I romanen følger vi to forskellige sideløbende historier, som foregår i hver deres tid.
I 1875 følger vi den tidligere slavepige Hannie, der i slaveriets sidste tid er blevet adskilt fra sin mor og sine søskende. Det eneste hun har tilbage som minde, er en halskæde med tre blå perler, som er familiens kendetegn. Da Hannie bliver indblandet i en dramatisk affære, hvor to piger kidnappes, drager hun ud et redningstogt forklædt som dreng. Under rejsen tændes et håb i Hannie om at finde sin familie, men det er en farefuld færd i en kaotisk tid efter borgerkrigen, hvor tilhænger af slaveriet stadig raser.
I 1987 følger vi sideløbende lærerinden Benedetta, der har fået job på en skole i Louisiana. Byens folk og deres historie er stærkt præget af slaveriets tid – både på slavernes og slaveejernes side. Skolens børn kender derimod ikke deres egen historie, og da Benedetta får adgang til en helt særlig kilde til fortiden, påbegynder hun et helt særligt skoleprojekt.
En stærk og varm fortælling
“Hannies Bog” er en skøn og medrivende fortælling om to stærke kvinder, hvis liv formes af deres forhistorien. Det er en fortælling om, der vidner om, hvor meget vores forhistorie kan påvirke vores identitet og selvforståelse, både på godt og ondt.
Romanen rummer både spænding og romantik. Sproget er medrivende og flydende, og jeg nød at læse bogen hele vejen igennem. Særligt lærerinden Benedattas historie greb mig og gav stof til eftertanke.
“Hannies Bog” er til dig, der holder af en god historisk roman med uperfekte og stærke kvindelige hovedroller – i stil med “Niceville”.
Skriv et svar