★★★★★★
Forfatter: Pam Jenoff, Forlag: Alpha
//Anmeldereksemplar
“Hittebarnets historie” er en gribende historisk roman, der udspiller sig under 2. verdenskrig. Den handler om to stærke og stædige kvinder, venskab og kampen for at overleve og beskytte dem man elsker.
Romanen handler om en 16 årig hollandsk pige ved navn Noa, der arbejder på en tysk station. En kold vinteraften holder en ubevogtet togvogn ved stationen, hvor der lyder til, at være noget levende i. Vognen viser sig at være fuld af jødiske spædbørn, der er mere døde end levende. Noa er nødt til at handle, og tager en lille jødisk dreng i sine arme og stikker af.
Noa og drengen bliver reddet af et cirkus, som tager dem til sig. Her arbejder også en jødisk kvinde, der går under navnet Astrid for at skjule sin sande identitet. Astrid skal på få uger oplære Noa i den svære kunst at svinge i trapez, så Noa kan blive i cirkusset, og de to kvinder udvikler et særligt venskab, der kommer til at få stor betydning.
Skæve eksistenser
I en tid, hvor den ariske race dominere, står cirkusset i skarp kontrast med sine skæve eksistenser. Det giver noget helt særligt, og til tider utrolig nervepirrende, til historien, for det er farligt at skille sig ud, og det kan koste dem dyrt.
Minoriteternes uretfærdige kamp for at overleve under Hitlers regime var enormt hjerteskærende at læse om, og selvom det er et emne, der er skrevet mange bøger om, så gik denne rent ind.
Jeg har læst bøger, der sprogligt er mere imponerende end denne, men når en roman kan rive mig så meget med følelsesmæssigt og efterlade mig med tårer i øjnene, så fortjener den 6 stjerner. “Hittebarnets historie” er virkelig værd at læse!
0 Kommentarer
2 Pingbacks