Anmeldelse af nobelprisvinder Abdulrazak Gurnahs “Paradis”

★★★★☆☆
Forfatter: Abdulrazak Gurnah, Forlag: Gutkind
Reklame // modtaget af forlaget

Hvis du har læst Gurnahs “Paradis”, så føler du virkelig, at du har været med på en eksotisk rejse igennem Østafrika, hvor dine sanser er blevet stimuleret. Den byder både på scenariske naturbeskrivelser, gådefuldhed og grusomhed.

Solgt som gældsslave

Hovedpersonen i “Paradis” er den smukke 12-årige dreng Yusuf. Yusufs far er i økonomiske vanskeligheder, og Yusuf sendes derfor bort til sin “onkel” Aziz, for at arbejde gælden af. Aziz er en berygtet handelsmand. Han drager ofte ud på lange handelsrejser, hvor han sælger varer til de “vilde” og smugler hemmelige varer med sig tilbage.

Yusuf hjælper med at passer butikken, når Aziz er afsted. Han vil dog hellere bruge al sin tid på at arbejde i Azizs paradisiske have, hvor han knokler for at få det hele til at gro og trives. Men under arbejdet begynder han at fornemme, at der bliver holdt øje med ham inde fra huset, hvor Azizs hustru holder til, og Yusuf stilles i et dilemma.

Da Yusuf kommer med på en af handelsrejserne oplever han en helt ny verden. En verden der er både smuk og brutal.

Buskene skælvede og dirrede af fugle, hvis skarpe, utrættelige sang savede gennem dagens køligere timer. Ældgamle træer tårnede sig op over dem og filtrerede et blidt lys ned til buskadset i underskoven nedenunder. Men de blanke buske skjulte tornede slyngplanter og var filtret ind i giftige ranker, og de mest indbydende skygger var fulde af slanger.

En verden af kontraster

Gurnah har en smuk og medrivende skrivestil, som jeg var ret betaget af. Som citatet herover vidner om, så leger han med kontrasten mellem det paradisiske og det “vilde”. Kontrasten er tydelig under deres rejse, hvor de oplever betagende landskaber, som er beboet af barbariske folkefærd, men også hjemme i landsbyen, hvor Yusuf finder fred fra samfundet i den paradisiske have.

Jeg nød læsningen af Gurnahs fortælling. “Paradis” minder svagt om Joseph Conrads klassiker “Heart of darkness”, men er alligevel helt sin egen. Men trods Gurnahs maleriske sprog blev jeg aldrig helt følelsesmæssigt investeret i Yusufs fortælling, og bogen føltes derfor til tider lidt langtrukken. Jeg glæder mig dog til at læse meget mere fra hans hånd.