★★★★★☆
Forfatter: Linda Skaaret

Fugl og Fisk er Linda Skaarets debutroman fra 2021. Det er en fortælling om familierelationer i en fiskerfamilie fra det vindblæste Vestjylland.

Fugl og Fisk af Linda Skaaret

Romanen handler om Maj, der er rejst fra bopælen i Norge til barndomsbyen Esbjerg, hvor hendes far ligger for døden. Her tvinges Maj til at forholde sig til sin mor og sine søskende midt i en svær tid, og det sætter gang i nogle stærke minder fra barndommen. Forholdet mellem Maj og hendes fire søskende kommer under lup, og Maj reflektere over det ophav, som de alle fire er formet af på godt og ondt.

En velskrevet bog om relationer og ophav

Måske det er fordi jeg selv er lillesøster i en større søskendeflok, og derfor kan relatere til Maj, men hendes karakter rørte mig. Det bånd der er mellem Maj og hendes søskende, tror jeg mange vil kunne genkende dele af. Selv om man på sin vis er dybt forskellige af sind og levevis, er der nogle stærke tråde, der forbinder os til barndommen og hinanden.

Fugl og Fisk er en roman man sagtens vil kunne læs og genlæse, og derigennem opdage nye facetter og detaljer. Skaarets fortællerstil minder mig på nogen områder om Helle Helle, som er en af mine yndlingsforfattere. Sproget er enkelt, men fyldigt, og man får en fornemmelse af, at hvert ord er nøje udvalgt.

Alt i alt er Fugl og Fisk en stærk læseoplevelse, og det er imponerende hvor meget, fortællingen når at udvikle sig på de blot 220 sider. Jeg håber vi får lov til at læse meget mere af Linda Skaaret i fremtiden.