★★★★★
// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Rød Panda //

” Kan man få sit levende liv tilbage, når man allerede er død?”

Mangler du en god højtlæsningsbog til efterårsferien, som vil gå lige i hjertet på både dig selv og dine børn? Så skal du hive fat i Maddison & Jagten på det levende liv.

Maddison & Jagten på det levende liv

I Maddison & Jagten på det levende liv møder vi drengen Lukas, der ofte er alene hjemme. Morfar plejer at komme hen til ham, men det gør han ikke længere, for morfar er syg.

En dag, da han kommer hjem, føles noget anderledes, som om nogen har været i huset. I stuen får han øje på en rød bog, der er placeret midt i mellem de gule på reolen. Bogen hedder “Maddision & jagten på det levende liv”, men siderne er blanke, og pludselig går det op for ham, at han ikke længere er alene i stuen. Maddison er der også.

“Foran ham stod en mand, der var en meter høj, det samme bred og ti meter gammel.”

Maddison sjæl er bundet til bogen, og nu vil han have Lukas til at hjælpe ham med at finde hans “spiritus”, så han kan få sit levende liv tilbage.

Humor i børnehøjde og rum til gode snakke

Jeg læste Maddison & Jagten på det levende liv for mig selv først, og synes straks godt om den, men det var først, da jeg læste den højt for min 8-årige datter, at den for alvor vandt mit hjerte.

Stine Bjørk Brøndum formår virkelig at tale ind i et børnesind. Der blev lyttet opmærksomt fra start til slut, grinet af humoren i bogen, når Maddison kludre i ordsprog eller disneyhistorier, og der blev sat gang i flere dybe snakke om fantasi og minder.

Herhjemme mistede vi børnenes farfar i foråret, og derfor ramte bogen måske også lidt ekstra, men Maddison & Jagten på det levende liv er generelt et godt redskab til at italesætte de svære ting i livet.

Bogen er henvendt til børn på 8-12 år og deres voksne. I samme stil og tematikker kan jeg også anbefale Natekspressen