Reklame // Anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt

★★★★☆☆

Forfatter: Ulla Fasting, Forlag: Brændpunkt, Udgivelsesår: 2020, sideantal: 445

Som Boblerne i bækken

Som boblerne i bækken er Ulla Fastings debutroman og en virkelig gennemført historisk roman. Romanens handling udspiller sig fra 1770’erne og frem til 1864, hvor vi får lov til at følge forskellige historiske personer og deres familier.

… personerne gør en svunden tid levende. De springer op fra bogens sider som boblerne i bækken, er hos os for en stund, for så at briste og brede deres ringe i vandet.

(citat fra bogens bagside)

Vi møder blandt andet Jacob, der bliver forældreløs i en ung alder og kommer i pleje. Han er en god dreng, der gerne vil lære, og ender med at komme på en skole, hvor han fatter interesse for apotekerfaget. Vi møder også Elise, en selvstændig og kløgtig mejerske, der er med til at udvikle stalddriften og osteproduktionen.

Familierne er igennem mange svære episoder i en barsk tid med høj dødelighed, epidemier og krig. Men selv under trange kår blomster kærligheden, familielivet og videnskaben.

Historie i højsædet

Romanen er gennemsyret af historiske fakta, og er derfor en virkelig lærerig læseoplevelser, der både har fokus på spirende kvindekamp, lægevidenskab, landbrugsreformer, krigshistorie og meget mere.

Som boblerne i bækken er altså en historisk roman, hvor det historiske får lov til at spille hovedrollen hele vejen igennem. Det er dermed ikke blot en fiktiv fortælling, der udspilles i en historisk scene, som man ofte ser det i historiske romaner. Bogen er i stedet en litterær bearbejdelse af historien igennem personer, der, i løbet af deres korte liv, har haft en særlig betydning for samfundets udvikling.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken

Emil Aarestup, Angst

Vi forlader karaktererne i 1864 Danmarks overgivelse, men Ulla Fasting har allerede en plan om fortsættende bøger.

En vellykket historisk roman

Jeg vil varmt anbefale Ulla Fastings roman til alle, der holder af historiske romaner, hvor historie får lov at være centrum og ikke kun er en baggrundscene for romanen. Som boblerne i bækken giver et helt unik indblik i en spændende tid, og den gør det på en smuk og medrivende måde.

Flere af personerne i romanen gjorde et stort indtryk på mig, særligt Elise, som jeg ville ønske havde sin helt egen roman. Men det poetiske og fine i romanen ligger nu engang i, at vi kun får lov til at se personerne “springe frem som bobler, der brister igen”.

Hvis du er interesseret i at læse mere om romanens personer og historien bag romanen har Ulla Fasting en hjemmeside på www.somboblerneibaekken.dk