★★★★★☆
Forfatter: Maja Lunde, Illustrationer: Lisa Aisato, Forlag: Turbine, Udgivelsesår: 2021
Solvogteren er anden bog i Maja Lunde og Lisa Aisatos årstidserie, som begyndte med Snesøsteren (som jeg knuselskede). Denne gang er det foråret, der er i fokus, og endnu engang får vi en rørende historie komplimenteret af de smukkeste illustrationer.
En verden uden sol
Bogen handler om Pigen Lilja, som vokser op i en mørk og regnfuld verden, hvor der ikke længere findes nogen sol. Ingen planter trives, der er mangel på mad og børnene vokser ikke ordentligt uden lyset.
Liljas bedstefar forsyner byen med grøntsager fra sit drivhus, hvor han på mærkværdig vis formår at frembringe frisk frugt og grønt. Drivhuset er dækket til, og Lilja har forbud mod at gå derind, men da hendes bedstefar en dag glemmer sin madpakke, løber Lilja efter ham og gør en stor opdagelse.
Håb i mørket
Solvogteren er en bog om forår og lys i mørket. Den handler om bearbejdelse af sorg, overgangen fra barn til voksen og ikke mindst håb.
Maja Lunde skaber endnu engang en dragende fortælling, hvor du hele tiden er drevet af nysgerrighed for at finde svar. Stemningen underbygges på fineste vis af Aisatos fuldstændig fortryllende illustrationer.
Bogen er et lille stykke kunst, i smuk indpakning, og vil være oplagt at give som gave. Den kan læse af både børn og vokse eller sammen som familie.
Jeg sidder tilbage med samme følelse, som efter at have læst Snesøsteren: Solvogteren er en bog jeg har lyst til at genlæse, nærlæse og tale om, og jeg kan kun anbefale ALLE at læse den.
Skriv et svar