★★★★★☆

Forfatter: Gry Kappel Jensen, Forlag: Turbine, Udgivelsesår:2021 (Reklame // Tak til Turbine forlaget for anmeldereksemplaret)

Jeg vil have, at du skal sige mit navn. Verden skal høre det. De skal se mig og mine navnløse søstre. De skal se os, og de skal mærke vores vrede, når vi rejser os. Når vi kommer.

Citat fra prologen

“Natskygge” er tredje og sidste bind i Rosenholm-trilogien, som er en skarp og velskrevet YA/fantasyserie om 4 unge kvinder på den magiske kostskole Rosenholm.

I bogen har Kamille, Victoria, Kirstine og Malou endelig opklaret, hvem der har myrdet den unge kvinde Trine i 80’erne, nemlig deres forstander Jens. Det viser sig dog hurtigt, at mordet kun var en lille bid af en mørk og makaber fortid på Rosenholm, og flere gåder må løses, før Trine kan få sin hævn.

Jens har samtidigt ændret retningslinjerne på Rosenholm, hvor han vil fremme de allerstærkeste magikere og give plads til de mørke grene af magien. Han vil ændre samfundet, hvor magikerne skal genvinde deres magtposition, og for at opnå dette, har han en dyster plan.

Fremtiden vil tilhøre ham. Han er villig til at bringe det ypperste offer. Sit eget kød og blod.

Natskygge s. 285

Visuelt er Natskygge imponerende flot både udvendigt og indvendigt (Design af dygtige Karin Hald)

Et velspundet plot

Når man man læser bogen er det tydeligt, at Gry Kappel har gjort et fænomenalt forarbejde for at spinde historien sammen. Natskygge trækker på myter, folketro og historie, hvilket giver en meget overbevisende fortælling, der er medrivende fra start til slut.

Aldersmæssigt er Rosenholm-trilogien henvendt til slut teenageårene, men den kan også sagtens læses af voksne. Den tager fat i flere vigtige temaer, som feminisme, overgangen fra ung til voksen, venskaber, familiebånd og meget mere, og samtidig er den spækket med rigelige mængder uhygge, spænding, kærlighed og tårer.

Med “Natskygge” får vi et BRAG af en afslutning, som sætter et perfekt punktum for en fantastisk serie. Det er en serie, der fortjener at blive læst og genlæst igen og igen.