Anmeldelser og læseinspiration

Tag: feminisme

Anmeldelse: Fruen Til Wildfell Hall af Anne Brontë

★★★★☆☆
// Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Lindhart & Ringhof //

Fruen til Wildfell Hall af Anne Brontë er en klassiker, som dog er blevet overskygget lidt af de mere populære Brontë romaner Jane Eyre af Charlotte Brontë og Wuthering Heights af Emily Brontë. Trods det, er Fruen til Windfell Hall en vigtig bog for sin tid, og den er kritikkere blevet betegnet som et af de første feministiske værker.

Jeg har læst klassikeren i denne smukke nye udgave fra Lindhart & Ringhof, som også har udgivet Jane Eyre og Agnes Grey i samme format. Det er bøger, som både er skønne at læse, og som ser fantastiske ud i bogreolen.

Fruen Til Wildfell Hall af Anne Brontë

I Fruen til Wildfell Hall møder vi ungkarlen Gilbert Markham i et lille by, hvor alle er optaget af sladderen om den nye beboer på Wildfell Hall. Her er nemlig flyttet en ung kvinde ind, som kun har en kammerpige og en lille dreng med sig. Gilbert forelsker sig hovedkulds i den smukke og mystiske Helen Graham, men hun bærer på en mørk hemmelighed, som gør det umuligt for Gilbert og Helen at få en fremtid sammen.

Helen lader til sidst Gilbert læse hendes dagbog, så kan kan forstå hendes forhistorie, som byder på ulykkelig kærlighed og svigt.

Skrevet i et tidløst sprog

Anne Brontë skriver i et friskt og tidløst sprog, som ikke lader sin læser bemærke, at værket er skrevet for snart 200 år siden. Fruen til Windfell Hall er derfor en klassiker, som er nem at gå til, og så er den medrivende og underholdende.

I og med, at Anne er en af Brontë søstrene, er det svært ikke at sammenligne bogen med Jane Eyre og Wuthering Heights, og her imponerede Fruen fra Windfell Hall mig ikke på samme måde. Det skyldes måske først og fremmest, at jeg ikke fandt hovedpersonerne i bogen særligt tiltalende, for jeg var ellers fint underholdt undervejs i bogen.

Jeg kan sagtens forstå, at Helens fortælling har gjort et stærkt indtryk på datidens læsere, og romanen er derfor virkelig interessant fra et litteraturhistorisk synspunkt.

De fire stjerner er givet ud fra en nutidig læseoplevelse af bogen, og afspejler derfor ikke bogen historiske værdi. Det er en bog, der fortjener at blive husket og læst.

Fruen til Windfell Hall er til dig, der holder af romantiske fortællinger fra 1800-tallet.

Hennakunstneren

★★★★☆☆
Forfatter: Alka Joshi, Forlag: Alpha
Reklame // modtaget af forlaget

Kan man rejse igennem litteraturen? Hennakunstneren er en roman, der tager dig med på en sanselige rejse til Indien – fuld af krydderier, kunst og traditioner. Den giver lyst til en portion Dahl og en Thai The, imens den luller dig ind i en gribende fortælling om Hennakunstneren Lakshmi.

Hennakunstneren af Alka Joshi

Den lyserøde by – Jaipur

Bogen handler om kvinden Lakshmi, der er flygtet fra et voldeligt, arrangeret ægteskab, og starter forfra i Den lyserøde by, Jaipur. Her arbejder hun som Hennakunstner for byens finere fruer, og samtidigt tjener hun penge på at hjælpe byens beboere med urter og te, der kan forhindre uønskede graviditeter hos byens borgere.

I byen er der store klasseforskelle, og i takt med sin voksende succes må Lakshmi forsøge at takle rygter og sladder. Hun er dybt afhængig af de rige fruers velvilje, og den kan hurtigt forsvinde, hvis hun træder det mindste forkert.

Velskrevet og troværdig

Hennakunstneren var en velskrevet og fin læseoplevelse. Miljøbeskrivelserne var meget troværdige, og du kommer virkelig ud på en rejse til fremmede egne. Det er mange scenariske beskrivelser, og derfor glæder jeg mig over, at filmrettighederne til bogen allerede er købt med henblik på en serie.

Jeg var hurtigt grebet af byens hierarkiske opdeling, og den store modvind som Lakshmi møder. Jeg var dog mest af alt optaget kulturen, kulturen og Lakshmis viden om urter og lægevidenskab. Det er disse elementer, der gør, at du skal læse bogen.

Hennakunstneren er perfekt læsning på en koldt og mørk vinteraften, hvor du har brug for at blive lullet ind i et univers af varme og farver fra sydlige himmelstrøg.

Bonus info

  • Hennaen er blevet brugt i mere end fem tusinde år. Den fremstilles af en særlig plante, som både farver og har helbredende egenskaber
  • Bogen foregår i 1950’erne, kort efter at Indien er blevet et selvstændigt land. Før dette var Indien en koloni under Storbritannien. Den engelske litteratur og kultur har derfor også en særlig plads i bogen.
  • Hennakunstneren er Alka Joshis debutroman

Nattens Blomst – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Nillou Zoey Johannsen
Reklamer // Anmeldereksemplar fra forlaget Alpha

Nattens Blomst er en velskrevet og inspirerende roman. Den viser et nuanceret billede af livet som kvinde i Iran – et land uden frihed. Romanens hovedperson, Ziba, vokser op i et samfund, hvor det at blive gift ikke er et valg, og hvor det at få børn blot er en konsekvens af ægteskabet.

Nattens Blomst

Romanen handler om 16-årige Ziba, som er datter af borgmesteren i byen Shahrestan i Iran. Ziba går i skole og er den bedste i sin klasse. Hun drømmer om at læse videre og uddanne sig, og hun vil gerne være et forbillede for andre piger, og gå forrest i kampen for et friere Iran.

Ziba opildnes af sin fremsynede Lærerinde og en dag tager hun sig mod til at spørge sin far, om hun må læse videre. At henvende sig til borgmesteren uden at have fået tilladelse, er i sig selv en modig handling – men Ziba er nødt til at forsøge.

At være kvinde uden frihed

Nattens blomst er en medrivende, men også en frustrerende fortælling. Ziba er en kvinde med en sprudlende seksualitet. Hun ved, at hun trods alt har en form for magt, i form af hendes skønhed og kvindelighed, men hun er også præget af en opvækst i et hjem med vold og underkuelse. Hun nedbrydes af sin far og sin mand, og betaler dyrt for de små skridt mod friheden, som hun tager.

I en tid, hvor feminisme og ligestilling har en stor indvirkning i vores land, giver Nattens Blomst en vigtig stemme til dem, der der vokser op i samfund, hvor kvinder ikke er lige så privilegerede – og ikke mindst en større forståelse for dem.

Nattens Blomst var for mig en spændende og god bog. Jeg kunne dog godt have ønsket, at Ziba var blevet blandet endnu mere ind i det politiske spil, som var den del af bogen, der tiltalte mig mest.

Anmeldelse af Cilkas Rejse

★★★★★☆
Forfatter: Heather Morris, Forlag: Aronsen, Udgivelsesår: 2021
Reklame // Anmeldereksemplar

Sidste sommer læse jeg Heather Morris’ “Tatovøren fra Auschwitz”, som virkelig ramte mig. Jeg har en stor forkærlighed for historiske romaner, og jeg har læst mange med afsæt i holocaust og 2. verdenskrig. Alligevel tilførte den noget helt nyt, og jeg blev suget ind i Morris’ fortælling. Derfor har jeg også glædet mig til at få fortsættelsen “Cilkas Rejse” i hænderne, hvor en af bipersonerne fra første bog, får sin historie fortalt.

Den historiske roman Cilkas Rejse

I “Cilkas Rejse” møder vi den unge kvinde Cilka, som netop er blevet befriet efter flere års rædsler i kz-lejeren Auschwitz-Birkenau. Men det har kostet dyrt at overleve i lejeren, hvor hun blandt andet har måtte lade sig seksuelt udnytte af kommandanten Schwarzhuber. Efter befrielsen beskylder russerne hende derfor for at have været i ledtog med nazisterne og idømmer hende 15 år i en brutal fangelejr.

Hun konstaterede, at hun kunne reducere sig selv til en samling arme og ben, bare knogler, muskler og hud. Det var ikke noget, hun valgte. Det skete bare.

Nu står Cilka igen over for en grusom fremtid, hvor hun skal forsøge at overleve og finde en måde at komme igennem dagene i den iskolde fangelejer Gulag.

En fortælling om håb i mørket

“Cilkas Rejse” er en af de bøger, man har meget svært ved at slippe igen, når man først kommer i gang. Selvom det er hjerteskærende at følge med i de pinsler fangerne gennemgår i lejeren, er det også en stærk historie om at finde håb og noget at leve for, selv i de mørkeste tider.

Blandingen af historie og fiktion kombineret med en utrolig velskrevet fortælling gør det umuligt ikke at holde af Heather Morris’ bøger. Bøgerne giver et indblik i en ubarmhjertig tid i historien, men uden at være præget af tunge historiske detaljer.

“Cilkas Rejse” er derfor for dig, der holder af en roman med en stærk kvindelig hovedrolle, og dig der har lyst til at lade dig rive med af en tragisk men fantastisk fortælling.

Natskygge – Afslutningen på Rosenholmtrilogien

★★★★★☆

Forfatter: Gry Kappel Jensen, Forlag: Turbine, Udgivelsesår:2021 (Reklame // Tak til Turbine forlaget for anmeldereksemplaret)

Jeg vil have, at du skal sige mit navn. Verden skal høre det. De skal se mig og mine navnløse søstre. De skal se os, og de skal mærke vores vrede, når vi rejser os. Når vi kommer.

Citat fra prologen

“Natskygge” er tredje og sidste bind i Rosenholm-trilogien, som er en skarp og velskrevet YA/fantasyserie om 4 unge kvinder på den magiske kostskole Rosenholm.

I bogen har Kamille, Victoria, Kirstine og Malou endelig opklaret, hvem der har myrdet den unge kvinde Trine i 80’erne, nemlig deres forstander Jens. Det viser sig dog hurtigt, at mordet kun var en lille bid af en mørk og makaber fortid på Rosenholm, og flere gåder må løses, før Trine kan få sin hævn.

Jens har samtidigt ændret retningslinjerne på Rosenholm, hvor han vil fremme de allerstærkeste magikere og give plads til de mørke grene af magien. Han vil ændre samfundet, hvor magikerne skal genvinde deres magtposition, og for at opnå dette, har han en dyster plan.

Fremtiden vil tilhøre ham. Han er villig til at bringe det ypperste offer. Sit eget kød og blod.

Natskygge s. 285

Visuelt er Natskygge imponerende flot både udvendigt og indvendigt (Design af dygtige Karin Hald)

Et velspundet plot

Når man man læser bogen er det tydeligt, at Gry Kappel har gjort et fænomenalt forarbejde for at spinde historien sammen. Natskygge trækker på myter, folketro og historie, hvilket giver en meget overbevisende fortælling, der er medrivende fra start til slut.

Aldersmæssigt er Rosenholm-trilogien henvendt til slut teenageårene, men den kan også sagtens læses af voksne. Den tager fat i flere vigtige temaer, som feminisme, overgangen fra ung til voksen, venskaber, familiebånd og meget mere, og samtidig er den spækket med rigelige mængder uhygge, spænding, kærlighed og tårer.

Med “Natskygge” får vi et BRAG af en afslutning, som sætter et perfekt punktum for en fantastisk serie. Det er en serie, der fortjener at blive læst og genlæst igen og igen.

Manhattan Beach

★★★☆☆☆

Forfatter: Jennifer Egan, Udgivelsesår: 2017, Forlag: Klim

Jeg har længe gerne ville læse Manhattan Beach, som jeg engang hørte nævnt i radioprogrammet Skønlitteratur på P1. Her blev den blandt anden fremhævet for at handle om en kvinde, der får arbejde som dykker under 2. verdenskrig, da byens mænd er rejst væk for at deltage i krigen.

Manhattan Beach

I Manhattan Beach møder vi 11-årige Anna, der er med sin far på besøg hos en mystisk fremmed mand. Da Anna, som voksen, møder manden igen, får hun en fornemmelse af, at han måske kan have noget med hendes fars forsvinden at gøre. Dexter Styles er en magtfuld mand, der har relation til gangster miljøet. Anna giver ham et falsk navn, for at komme tæt på ham.

Samtidigt arbejder Anna på havnen, hvor hun samler komponenter, der skal bruges på skibene. Hun har dog et stærkt ønske om at blive dykker, men det er et farligt og mandsdomineret arbejde. Dykkerkjolen i sig selv vejer alt for mange kilo, til at en lille kvinde vil kunne bevæge sig i den. Det stopper dog ikke Anna i at forsøge.

Kort over havnen

Velskrevne scener, men langtrukken fortælling

Selvom romanen indeholder historiske elementer, kvindekamp og et spændende mysterium, så fandt jeg den til tider lang og sej at komme igennem. Jeg fandt aldrig rigtig kemien med fortællerstilen, hvor der veksles mellem synsvinklerne.

Romanen havde dog en række virkelig velskrevne scener, som jeg satte stor pris på, og som jeg ikke kommer til at glemme foreløbigt. Manhattan Beach er en New York times bestseller, og jeg er sikker på at mange vil få en rigtig god læseoplevelse med den.

Jeg kan også anbefale “Kvindernes By”, som også har et feministisk præg og foregår i 40’ernes New York.

Kvindernes By – Anmeldelse

★★★★★☆

Forfatter: Elizabeth Gilbert, Udgivelsesår 2021, Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Forlag: Gads forlag

(Reklame // Anmeldelseseksemplar fra Gads forlag)

Kvindernes By

Kvindernes By er skrevet af forfatteren bag den populære roman: “Spis, bed, elsk”, og det kan tydeligt mærkes. Bogen er vidunderligt velskrevet , fortællerstemmen i bogen er fantastisk, og så gør romanen op med normen om den “pæne pige”.

Den historiske roman handler om den unge Vivian Morris, der bliver sendt til New York i 1940. Hun er blevet smidt ud fra sit studie, og hendes forældre ved ikke, hvad de skal stille op med hende. I New York skal hun bo hos sin Tante Peg, som ejer et gammelt teater kaldet The Lily. Her møder hun en række helt særlige mennesker, med en meget anderledes tilgang til livet og dets normer, end hun er vant til. I løbet af få uger mister Vivian sin mødom og hun udforsker New Yorks natteliv i selskab med korpigen Celia og ikke mindst rigeligt med gin fizz cocktails.

Vivian har et helt særligt talent. Fra sin bedstemor Morris har Vivian lært at sy tøj med sans for kvalitet og detaljer. På The Lily får Vivian lov til at udfolde sine særlige evner som syerske og skabe kostumer, kjoler og jakkesæt i særklasse. Bogen har en helt særlig og dragende stemning med beskrivelserne af byen, det glamourøse tøj og karaktererne.

En forrygende fortællerstemme

Romanen er sat op som et brev fra den aldrende Vivian Morris til en kvinde ved navn Angela. Elizabeth Gilbert får skabt en helt forrygende fortællerstemme igennem Vivian, når hun med stor ærlighed og humor fortæller om sit liv.

Vivian krydre sine erindringer med irettesættende kommentarer til sit yngre jeg, som hun fx blankt kalder for en idiot. De skarpe bemærkninger er befriende for læseren, når man ind i mellem kan irritere sig over Vivians narcissisme og selvmedlidenhed i løbet af hendes unge år i romanen.

Karaktererne i romanen er velkomponerede og menneskelige. De har fejl og mangler, men er fulde af kærlighed og livsgejst.

Feminin, frigørende og pikant roman.

Kvindernes By er en roman om kvinder, og den er også meget feminin i sit udtryk. Der er Sex and the City stemning, når mode, sex og storby beskrives, og der er et tydeligt feministisk tema.

Romanen er forholdsvis lang og uden de helt store udsving i handlingen, og jeg havde en lille krise undervejs, hvor siderne føltes lange. Heldigvis tog historiens fortælling til igen, men jeg havde gerne byttet en del af disse sider for mere af Vivians historie under krigen, som for mig var beskrevet skuffende kort.

Alt i alt vandt den fantastiske fortællerstemme, temaerne og 1940’ernes New Yorker-magi mig, og jeg vil derfor varmt anbefale bogen til alle, der føler sig draget af det feminine og glamourøse.

(Jeg håber at romanen bliver filmatiseret en dag, så vi kan se alle Vivians glamourøse kostumer og jakkesæt – så vidt jeg kan opsnuse på det store internet er filmen planlagt).

© 2023 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑