// Modtaget som anmeldereksemplar //
★★★★★
Johannesminde er en fremragende debutroman, som tager dig med tilbage i danmarkshistorien og viser det hårde liv som landbokvinde. Det er Morten Korch i virkelighedens verden, hvor der er skåret ned for idyllen og op for livets svære valg og vilkår.

Johannesminde af Sofie Jørgensen

Johannesminde

Vi er på Sydfalster i 1935, hvor den unge kvinde Lily er blevet kaldt hjem til Johannesminde efter et år i København. Efter tabet af hendes mor er det nu Lilys arv at overtage husholdningen derhjemme, og hendes drømme om at lære fransk og rejse er der ikke længere plads til. Hun må prøve at udfylde sin mors sko og sørge for gården og dens ansatte. Samtidigt må hun undvære sin bror, som har raget uklar deres far, og ingen ved om han nogensinde vender hjem for at overtage gården.

Anton er ansat som karl på Johanneminde, og har kun et ringe håb om at kunne få sin egen gård og en kone som Lily i fremtiden.

Lilys far og gårdens ejer har selv haft svært ved at leve op til sin mor og stedfars forventninger, og trods ambitioner om at udvide gården har han i stedet formået at begrave sig selv og gården i gæld.

Skæbnevalg og familiearv

Johannesminde er en bog, der går lige i hjertet. Du bliver hurtigt draget af Lilys historie, så siderne i bogen vender sig selv. Bogen handler i høj grad om valg og muligheder i livet, som var helt anderledes blot få generationer tilbage, hvor fejltrin kunne få livsforandrende konsekvenser.

Jeg blev ret rørt af Lilys person og hårde skal, og hvordan hun alligevel formår at drage omsorg for menneskerne i hendes liv og imødekomme forandringer. Johannesminde er en hyldest til fortidens stærke landbokvinder.

Sofie Jørgensen har en utrolig sikker skrivestil af en debutforfatter og formår både at røre sin læser og stille krav om man selv engagere sig og udfylder hullerne mellem linjerne. Det gør bogen nærværende og interessant fra start til slut.

Er du til en velskrevet slægtshistorie om en stærk kvinde, så kan du roligt finde en god kop kaffe frem og slå dig ned med Johanneminde.