★★★★☆☆
Forfatter: Alka Joshi, Forlag: Alpha
Reklame // modtaget af forlaget

Kan man rejse igennem litteraturen? Hennakunstneren er en roman, der tager dig med på en sanselige rejse til Indien – fuld af krydderier, kunst og traditioner. Den giver lyst til en portion Dahl og en Thai The, imens den luller dig ind i en gribende fortælling om Hennakunstneren Lakshmi.

Hennakunstneren af Alka Joshi

Den lyserøde by – Jaipur

Bogen handler om kvinden Lakshmi, der er flygtet fra et voldeligt, arrangeret ægteskab, og starter forfra i Den lyserøde by, Jaipur. Her arbejder hun som Hennakunstner for byens finere fruer, og samtidigt tjener hun penge på at hjælpe byens beboere med urter og te, der kan forhindre uønskede graviditeter hos byens borgere.

I byen er der store klasseforskelle, og i takt med sin voksende succes må Lakshmi forsøge at takle rygter og sladder. Hun er dybt afhængig af de rige fruers velvilje, og den kan hurtigt forsvinde, hvis hun træder det mindste forkert.

Velskrevet og troværdig

Hennakunstneren var en velskrevet og fin læseoplevelse. Miljøbeskrivelserne var meget troværdige, og du kommer virkelig ud på en rejse til fremmede egne. Det er mange scenariske beskrivelser, og derfor glæder jeg mig over, at filmrettighederne til bogen allerede er købt med henblik på en serie.

Jeg var hurtigt grebet af byens hierarkiske opdeling, og den store modvind som Lakshmi møder. Jeg var dog mest af alt optaget kulturen, kulturen og Lakshmis viden om urter og lægevidenskab. Det er disse elementer, der gør, at du skal læse bogen.

Hennakunstneren er perfekt læsning på en koldt og mørk vinteraften, hvor du har brug for at blive lullet ind i et univers af varme og farver fra sydlige himmelstrøg.

Bonus info

  • Hennaen er blevet brugt i mere end fem tusinde år. Den fremstilles af en særlig plante, som både farver og har helbredende egenskaber
  • Bogen foregår i 1950’erne, kort efter at Indien er blevet et selvstændigt land. Før dette var Indien en koloni under Storbritannien. Den engelske litteratur og kultur har derfor også en særlig plads i bogen.
  • Hennakunstneren er Alka Joshis debutroman