★★★★☆
// anmeldereksemplar //
En dag af gangen – Livet efter skyderiet i Field’s er Stinemaria Mollie Jensens beretning om den dag hun befandt sig på 2. sal i Field’s, tæt på skyderiet d. 3. juli 2022, og om den betydning det fik for hendes liv efterfølgende. Hvordan vender man tilbage til en normal hverdag, når man har prøve at løbe for livet?
I En dag af gangen kommer vi tæt på Stinemaria i året efter skyderiet, hvor hendes nervesystem fik sig noget af et chok. Kroppen har været i fuld alarmberedskab, og det har sine konsekvenser. Trods taknemmelighed over at være i live, er der lang vej tilbage til en normal hverdag, og det er ikke en proces, der kan skyndes på.
Ud over Stinemarias egen fortælling indeholder bogen også ni beretninger fra andre personer, der oplevede skyderiet tæt på, og deres reaktion efterfølgende.
Er der hjælp at hente i krisesituationer?
En dag af gangen viser, hvor hårdt det kan være, at komme videre efter en så traumatisk oplevelse, selv når man går til krisepsykolog og har et stærkt netværk til at gribe én.
Men hvad med alle dem, der ikke bliver grebet? Dem der måtte ringe forgæves efter hjælp, selvom Mette Frederiksen lovede at kriselinjerne var åbne. Stinamaries bog er en vigtig stemme i debatten om, hvor vidt vores velfærdssamfund gør det godt nok i krisesituationer og tiden derefter. Skal man have stået i første række og set et menneske dø for at få hjælp?
Jeg er overrasket over, hvor berørt jeg blev af de forskellige historier. For mange af os, er skyderiet i Field’s allerede kommet på lang afstand, men sådan er det langt fra for alle dem, der befandt sig på stedet. Alle dem, der hørte skudende og måtte løbe for livet.
Skriv et svar