// Bogen er modtaget som anmeldereksemplar//
★★★★★

“I den mørke skov” er nok en af de smukkeste bøger, der kommer til at pryde min bogreol, og det var svært ikke at have tårnhøje forventninger, når forfatteren også er den bragende dygtige Gry Kappel. Jeg har læst og elsket hendes Rosenholm-trilogi, og jeg har nydt at læse “Venja” sammen med Johanne og se hende blive opslugt af historien.

Historien er inspireret af folkeeventyret Hans og Grete, og handler om to fattige søstre, Ava og Linn, som bor i udkanten af en stor skov sammen med deres far. Pigerne er opdraget med, at skoven er et farligt og ondskabsfuldt sted, som man skal holde sig fra, men da den lille familie er på sultedødens rand, tager deres far dem med ind i skoven med løftet om et bedre liv på den anden side, hvis de kan nå frem til Kejserens Stad.

Smukkeste udgave med sprayed edges

Selvom bogen kan læses allerede fra 12-årsalderen, har den masser at byde på for den voksne fantasylæser også. Den er stemningsfuld, mørk og medrivende. Gry Kappel formår i den grad at skabe en uhyggelig suspense gennem hele bogen, som gør, at du umuligt kan lægge den fra dig igen, når du først er begyndt. Båndet mellem de to søstre og Avas stærke beskyttertrang tilføjer også noget helt unikt og rørende til fortællingen.

Masser at byde på den til voksne fantasylæser

“I den mørke skov” er perfekt efterårslæsning med hekse, kolde årstider og uhygge. Jeg glæder mig allerede til at læse den igen sammen med Johanne om et par år, for jeg ved, at hun vil elske den. Det er en bog, som hele familien kan samles om med sine mange facetter.

Bogen er første bind i en ny fantasyserie, hvor hver bog vil have sin egen hovedperson og kan læses selvstændigt. Jeg glæder mig meget til at læse videre.

Jeg var så heldig at modtage bogen i den fineste bogpakke med tarotkort, the og guide til samling af spiselige planter.