Historiske romaner er en genre, som jeg læser meget. Ud over, at have interesse for historiefaget, så giver det også noget helt særligt til en fortælling, at den tager udgangspunkt i en tidsperiode eller historisk begivenhed.
Her på siden kan du finde indlæg med de historiske romaner, som jeg har læst i den tid Torndahlbooks har eksisteret. Tip mig gerne, hvis du har læst en rigtig godt historisk roman, som du kan anbefale.
Når Bjergene Synger er en grusom og hjerteskærende historie om Vietnamkrigens konsekvenser igennem flere generationer, men det er også en smuk fortælling om en familiebånd og hjælpsomhed.
Vi møder Huong og hendes bedstemor, Dieu Lan, første gang i 1972, hvor Huong er 12 år gammel. Hendes far, mor og onkler er draget afsted i krig, og ingen har hørt fra dem længe, så da amerikanernes bomber regner ned over landsbyen, er der kun bedstemor Dieu Lan til at beskytte Huong. Det er ikke første gang, at Dieu Lan har måtte ofre alt for at beskytte sine kære.
Når Bjergene Synger er en slægtshistorie, der er formet og arret af krigens mange år. Det er langt hen af vejen frygtelig historie, men den er også fuld af håb og medmenneskelighed.
Er du glad for historiske romaner og fortællinger om stærke kvindefigurer, så skal du læse Når Bjergene Synger. Jeg var opslugt fra start til slut, mit moderhjerte græd undervejs, og jeg blev samtidigt en del klogere på Vietnams historie.
★★★★★ // Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Lindhart og Ringhof //
“Bogbinderen fra Jericho” er den seneste roman fra Pip Williams og en efterfølger til “De glemte ords bog”. Historien er dog selvstændig og kan sagtens læses, selvom du ikke har haft fornøjelsen af den første bog.
I mit sidste møde med Pip Williams var jeg dybt fascineret af hendes sprog og skrivestil, men endte alligevel med ikke at være helt solgt på historien. Derfor var jeg faktisk lige ved at springe “Bogbinderen fra Jericho” over. Heldigvis var jeg for nysgerrig til at lade være, og denne gang tog Williams mig med storm.
“Bogbinderen fra Jericho” handler om tvillingesøstrene Peggi og Maude, der sammen arbejder i kvindeafdelingen på Oxford University Press under 1. verdenskrig. Deres job er at folde bladene til bøgerne.
Peggi er intelligent, rastløs og drømmer om at studere og læse bøger i stedet for at folde dem. Men folk fra hendes lag i samfundet kan ikke komme ind på Somerville College, og hun har sin søster at våge over. Maude er nemlig ikke som alle andre. Hun elsker at folde papir og kommunikere ved at gentage ord og sætninger efter andre.
Men krigen vender op og ned på det hele.
Imponerende og velskrevet
Pip Williams viser endnu en gang sine mesterlige forfatterevner igennem et imponerende sprog, der, trods en langsom fortælling, tryllebinder sin læser fra start til slut. De to søstre er velskrevne og vedkommende, og i løbet af romanens 500 sider er de virkelig kommet ind under huden på mig, og jeg har svært ved at skulle slippe dem igen.
Med kvinderne på Oxford University Press giver Pip Williams stemme til en helt særlig gruppe af arbejdende kvinder, som ellers ikke har fået plads i historiebøgerne, og det er ret rørende i sig selv.
Bogbinderen fra Jericho er til dig, der elsker historiske romaner med stærke kvindelige hovedpersoner og til dig, der holder af bøger, der hylder litteratur og sprog.
// Indeholder anmeldereksemplar fra Forlaget Peoples// ★★★★☆
I den seneste tid har jeg været helt opslugt af en ret så henrivende bogserie, nemlig serien om Betty af Katarina Widholm. De danske oversættelser af bøgerne tæller indtil videre seriens første to bind – Tæl hjerteslag og En stille kamp.
Betty flytter til Stockholm som 17-årig for at blive pige i huset hos en doktor og hans hustru. Hun er opvokset i et fattigt, men kærligt hjem, hvor hendes mor har måttet forsørge Betty og hendes brødre alene.
Hendes eventyr begynder allerede i toget, hvor hun møder lektor Martin Fischer, som hun deler sin kærlighed til litteratur med. Martin giver hende en bog, og de aftaler at holde kontakt. Til gengæld bliver livet i Stockholm langt fra det, hun drømte om. Arbejdet som tjenestepige er opslidende, og det er umuligt at leve op til doktorindens urimelige krav. Heldigvis får hun en vigtig allieret i nabohuset, hvor den gæve unge Viola er i huset.
Krigen lurer i fremtiden, der er hemmeligheder i huset, og Betty ender med at få sat sig i en værre redelighed.
Svensk charme og historiefortælling
Serien om Betty er svensk charme og historiefortælling, når det er bedst. Det er den type bøger, som du hengiver dig fuldstændig til. Det gør ikke så meget, at handlingen er en smule forudsigelig, for du slapper bare helt af i Katarina Widholms stemningsfyldte univers.
Det er alt i alt en meget klassisk fortælling om en ung kvinde, der bliver formet og udvikler sig af livets knubs, og det går rent ind. Som læser bliver du samtidig hyllet ind i historien om et samfund i udvikling med politik, relationer og klasseforskelle, lidt i stil med Matador eller Downton Abbey, hvilket kun bidrager til seriens charme.
Serien om Betty er et oplagt valg til din sommerlæsning, hvis du kan lide kærlighed, historie, samfund og en kvindelig hovedperson.
// Modtaget som anmeldereksemplar // ★★★★★ Johannesminde er en fremragende debutroman, som tager dig med tilbage i danmarkshistorien og viser det hårde liv som landbokvinde. Det er Morten Korch i virkelighedens verden, hvor der er skåret ned for idyllen og op for livets svære valg og vilkår.
Johannesminde
Vi er på Sydfalster i 1935, hvor den unge kvinde Lily er blevet kaldt hjem til Johannesminde efter et år i København. Efter tabet af hendes mor er det nu Lilys arv at overtage husholdningen derhjemme, og hendes drømme om at lære fransk og rejse er der ikke længere plads til. Hun må prøve at udfylde sin mors sko og sørge for gården og dens ansatte. Samtidigt må hun undvære sin bror, som har raget uklar deres far, og ingen ved om han nogensinde vender hjem for at overtage gården.
Anton er ansat som karl på Johanneminde, og har kun et ringe håb om at kunne få sin egen gård og en kone som Lily i fremtiden.
Lilys far og gårdens ejer har selv haft svært ved at leve op til sin mor og stedfars forventninger, og trods ambitioner om at udvide gården har han i stedet formået at begrave sig selv og gården i gæld.
Skæbnevalg og familiearv
Johannesminde er en bog, der går lige i hjertet. Du bliver hurtigt draget af Lilys historie, så siderne i bogen vender sig selv. Bogen handler i høj grad om valg og muligheder i livet, som var helt anderledes blot få generationer tilbage, hvor fejltrin kunne få livsforandrende konsekvenser.
Jeg blev ret rørt af Lilys person og hårde skal, og hvordan hun alligevel formår at drage omsorg for menneskerne i hendes liv og imødekomme forandringer. Johannesminde er en hyldest til fortidens stærke landbokvinder.
Sofie Jørgensen har en utrolig sikker skrivestil af en debutforfatter og formår både at røre sin læser og stille krav om man selv engagere sig og udfylder hullerne mellem linjerne. Det gør bogen nærværende og interessant fra start til slut.
Er du til en velskrevet slægtshistorie om en stærk kvinde, så kan du roligt finde en god kop kaffe frem og slå dig ned med Johanneminde.
★★★☆☆ Af Pip Williams // Modtaget som anmeldereksemplar //
De Glemte Ords Bog er en poetisk og smuk roman om sprog og kvindekamp. Pip Williams har ladet historien tage udgangspunkt i en politisk spændende historisk periode. Her udspiller fortællingen om en ung kvinde ind i en mandsdomineret verden sig, under tilblivelsen af Oxford English Dictionary.
Pip Williams danner et enormt stærkt grundlag for en storslået og rørende roman, men desværre blev det ikke helt indfriet i romanen.
Den moderløse pige Esme vokser op med en far, der arbejder som leksikograf i et særligt indrettet haveskur kaldet “Scriptoriet”. I Scriptoriet modtager de små sedler med ord med tilhørende citater, der viser orderts brug. Alle ordsedlerne sorteres, omskrives og faktatjekkes, så de kan være med til at at samle og definere alle engelske ord i en samlet ordbog.
Som ung kvinde begynder Esme selv at arbejde i Scriptoriet, men det er en verden der er domineres af mænd. Det holder dog ikke Esme tilbage, der samtidigt har fået øjnene op for en verden af ord, der aldrig vil komme i betragtning til ordbogen. Ord om kvinder, køn og seksualitet, der bruges af kvinder og lavere stående folk, og hun begynder at arbejde på sin helt egen ordbog.
Krig og kvindekamp
De Glemte Ords Bog foregår i en særlig tid, hvor første verdenskrig farver verden, og hvor kampen for kvindernes stemmeret for alvor optrappes. Bogens hovedperson bliver derfor placeret i en verden, der kan forme hende på alle tænkelige måder. Alligevel blev jeg aldrig rigtigt revet med af hendes historie.
Trods det, var De Glemte Ords Bog en meget smuk læseoplevelse. Den måde, der arbejdes med sprog og semantik er medrivende for enhver sprogelsker. Når krigen hærger og unge mænd bliver slået ihjel kan ord som sorg og tab pludselig få langt flere nuancer og betydninger.
De Glemte Ords Bog er til dig, der holder af historiske romaner og sprog. Havde Pip Williams formået at fremmale en hovedperson, man for alvor ville blive investeret i, havde det været lidt af et mesterværk, men jeg tabte desværre interessen lidt undervejs.
★★★★★☆ Forfatter: Honorée Fanonne Jeffers // Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Peoples //
W.E.B. Du Bois’ Kærlighedssange er et 800 siders mesterværk og debutroman af Honorée Fanonne Jeffers. Det er en barsk, hjerteskærende og ret fortryllende historie om slaveri, hudfarve, kvindekamp, politik og familie.
W.E.B. Du Bois’ Kærlighedssange er en slægtsfortælling, der følger tre søstre, deres mor og forskellige led i deres slægtshistorie. Kapitlerne springer frem og tilbage i tiden og væver de forskellige personers historie sammen. Vi er med helt tilbage før slaveriet, under slaveriet og tiden derefter, som alt sammen har en betydning for søstrenes samtid.
Den primære fortælling ligger hos de tre søstre, særligt den yngste søster Ailey Pearl Garfield. Pigernes farfar har udsat dem for seksuelle overgreb, da de var små. Et traume, som de takler på meget forskellig vis. Carol er hårdt arbejdende og uddanner sig til læge, Lydia kæmper med stofmisbrug, og Ailey sørger for, at ingen kommer for tæt på, imens hun forsøger at finde sig selv i en verden, hvor hudfarve har stadig har en stor betydning.
Fænomenal debutroman
Romanen er fænomenalt godt skruet sammen, og det er slet ikke til at forstå, at det kan være en debutroman. Den er imponerende velskrevet med en stærk fortællerstemme. Som læser får du et helt unikt indblik i livet som et ungt, farvet mennesker, hvor selv nuancerne af “brunhed” og dit ophav spiller en central rolle for, hvordan folk opfatter dig.
Søstrenes overgreb, og hvordan det påvirker dem, kommer til at stå som en fin parallel til de traumer slaveriet medførte, som har haft skælsættende betydning hele vejen op igennem historien.
Jeg kan vitterligt ikke nævne noget negativt om denne roman. At den ikke får de fulde seks stjerner fra mig skyldes ene og alene, at den aldrig krøb helt ind under huden på mig, til trods for, at jeg holdt meget af karaktererne. Jeg nød dog bogen fra start til slut.
W.E.B. Du Bois’ Kærlighedssange er til dig, der er klar på at investere dig i et stort værk med mange nuancer. Den er oplagt sommerferielæsning, hvor der er tid til fordybning og nærlæsning.
Jeg kan kun krydse fingre for at romanen bliver omsat til en tv-serie, for jeg ville elske at se Ailey Pearl Garfield og Onkel Root komme til live på skærmen.
★★★★☆☆ Forfatter: Léa Chrétien, Illustrationer: Gontran Toussaint // Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget //
Louisiana – Farvet af Blod er en grafisk roman om slaveriet og de traumer, der efterfølgende har sat dybe spor op igennem historien. Den er mørk, tankevækkende og fængende.
I Louisiana møder vi den ældre kvinde Louise Soral, der plages af hendes børnebørn, for at hun skal fortælle om sin fortid. Louise er nemlig efterkommer af plantageejere, og børnene er ved at læse Borte med Blæsten, og vil vide, om det var som i bogen.
Louises fortælling egner sig bestemt ikke for børn, så de får ikke held til at lokke noget ud af hende, men da det bliver aften, vælger Louise alligevel at betro sig til sin husholderske. Frem kommer en dyster historie om misbrug af slaver, magtsyge, vold og voodu – en historie, der også bringer en vigtig afsløring med sig.
Gontran Toussaint har skabt et helt igennem fantastisk grafisk værk, hvor man flere gange må stoppe op og fordybe sig i illustrationerne. Den sproglige side understøtter historien fin, men det er den grafiske del, der er bærende og som maler den barske fortælling frem på autentisk vis.
Alt i alt er Louisiana – Farvet af Blod en stærk læseoplevelse. Værket viser, hvordan slaveriets grusomheder gav ekko op igennem flere generationer.
★★★★★☆ //Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Aronson//
Tre søstre er nyeste historiske roman fra Heather Morris og baseret på sande historier fra 2. verdenskrig. Det er en selvstændig roman, men har du læst Morris’ Tatovøren fra Auschwitz og Cilkas Rejse, vil du nyde de små røde tråde, der binder fortællingerne sammen.
Med Tre Søstre tager Heather Morris dig endnu engang med på en hjerteknusende rejse i genfortællingen af et vigtigt stykker verdenshistorie. Fortællingen fremkalder hovedrysten og fugtige øjne, men også et smil på læben.
Tre Søstre handler om søstrene Cibi, Livia og Magda, der som små afgiver et løfte til deres far, om at holde sammen og beskytte hinanden. Men de har ingen anelse om, hvor meget de kommer til at kæmpe for at overholde dette løfte.
Da jødiske piger, under krigstiden, begynder at blive afhentet, med besked om, at de skal arbejde for tyskerne, redder en snu læge Magda fra at blive, ved at holde hende indlagt på hospitalet. Yngste søster Livi er derimod tvunget til at tage afsted, og Cibi følger frivilligt efter for at passe på hende. Fra stationen bliver de stuvet ind i vogne med kurs mod Auschwitz.
I Auschwitz er vilkårene umenneskelige, og chancen for at overleve lille. Søstrene må gang på gang redde hinanden og holde sig på god fod med andre i lejeren, imens de kæmper for at holde sig selv og håbet i live. Viser man tegn på svaghed bliver man valg fra ved udvælgelserne og sendt mod døden i gaskamrene.
En pokkers vigtig historie at fortælle
Igennem Tre Søstre får Heather Morris givet stemme til de tre kvinders historier, og det er så pokkers vigtigt, at denne smertefulde del af historien aldrig bliver glemt. At det samtidigt er en gribende og velskrevet fortælling, gør Tre Søstre til en helt unik læseoplevelse, som har rørt mig dybt.
Når det kommer til Heather Morris’ bøger, tror jeg altid, at Lale fra Tatovøren fra Auschwitz vil være min favorit, men Sibi, Magda og Livia kommer meget tæt efter.
Roman skal læses af alle, der holder af historiske romaner, men man skal være forberedt på at den gør ondt undervejs. Det er den slags læseoplevelser, der bliver hos dig længe efter, at du har lukket bogen.
Tatovøren fra Auchwitz og Cilkas Rejse er solgt i over 14 million eksemplarer verden over.
På www.forlagetaronson.dk kan du høre et spændende interview med Heather Morris, hvor hun fortæller om mødet med de tre søstre.
★★★★☆☆ Forfatter: Janet Skeslien Charles, Forlag: Gads Forlag (modtaget som anmeldereksemplar)
Hemmelighedernes Bibliotek er en historisk roman, der foregår i Frankrig under 2. verdenskrig. Det er en bog om bøger, der viser hvilken betydning litteraturen har for os i svære tider.
Bogen foregår i to spor, hvor vi i det ene følger Odile Souchet, der netop har landet sit drømmejob på Det amerikanske bibliotek i Paris. Men snart kommer krigen, og biblioteket og dets personale og lånere, som primært består af udlændinge, jøder m.m., befinder sig pludselig i stor fare. Odile og hendes kollegaer nægter at lade sig underkaste nazisternes regler og begynder derfor at smugle bøger ud til jøderne, der er blevet forment adgang til litteraturen.
Det andet spor foregår i Montana i 80’erne, hvor pigen Lilly mister sin mor, og finder trøst og venskab hos den franske kvinde i nabohuset, som har en mystisk fortid.
Charmerende sprog
Jeg faldt hurtigt for sproget i bogen, som er charmerende og krydret med franske ord og citater fra bøger, der skaber en helt unik stemning. Det giver en hyggelig læseoplevelse og gør bogen ideel, når du har brug for at koble af med en god bog, der er let at gå til.
Handlingen i Hemmelighedernes Bibliotek slog sådan set ikke benene væk under mig. Det er en klassisk krig- og kærlighedsfortælling, og det fungerer, men det er ikke en historie, der for alvor satte sig fast hos mig. Alligevel nød jeg bogen, men det er sproget og bøgernes rolle, der skaber magien. Desuden er Odile som karakter virkelig velskrevet men sine små særheder, så som at kategorisere alt efter Deweys decimalsystem, som på bibliotekerne fx Håb, 152.4.
Hemmelighedernes Bibliotek er en hyldest til litteraturen, som alle bogelskere vil holde af at læse.
I samme stil kan du finde bøger som Den sidste boghandel i London og De glemte børns bog.
“Kvinden med den blå stjerne” er en historisk roman, skrevet af Pam Jenoff, der også er forfatteren bag “Hittebarnets historie”. Det var derfor en bog, som jeg har glædet mig særlig meget til at få i hænderne.
Ligesom “Hittebarnets historie” tager “Kvinden med den blå stjerne” også udgangspunkt i 2. verdenskrig. Denne gang er vi i Polen, i byen Krakow, hvor vi følger vi to unge polske kvinder – Ella Stepanek og jødiske Sadie Gault.
Sadies familie må flygte fra tyskernes anholdelser af jøder for at undgå en skæbne i en koncentrationslejer. De kan ikke komme ud af Krakow, men må i stedet søge tilflugt i kloarkerne under byens gader sammen med en anden jødisk familie. Sadies mor er højgravid og risikere at skulle føde i kloarken, hvis ikke krigen snart slutter.
Ella bor hos sin velhavende stedmor, som samarbejder med tyskerne for at kunne opretholde en festlig levestandard med diverse friheder. Ved et tilfælde opdager Ella Sadie under en kloakrist og de indleder et venskab, til trods for de umulige forhold.
Let at gå til
Pam Jenoff er en mester til at skrive medrivende og rørende historier. Hun har en overbevisning i sin skrivestil, der gør at du investere dine følelser i fortællingen helt og holdent, på godt og ondt – og det kan altså godt gøre lidt ondt. Efter at have læst “Hittebarnets historie” var jeg dog forberedt på, hvordan Jenoff kan finde på at twiste sin historie, hvilket resulterede i, at jeg “kun” havde lidt våde øjne under historiens slutning. Endnu en gang har hun skrevet en vidunderlig og hjerteknusende bog.
Temamæssigt er den en ud af mange, der handler om 2. verdenskrig og holocaust. Dog har den noget unikt at byde på i sin skildring af de to ellers så ens piger, som alligevel har helt forskellige forudsætninger i livet. Det er en grusom bid af historien, der aldrig må glemmes, og derfor er der fint plads til flere historiske romaner af denne slags.
“Kvinden med den blå stjerne” anbefales til dig, der holder af en historisk roman, hvor følelserne kommer i spil. Dens forfærdelige fortælling er krydret med venskaber og kærlighed. Det er en bog, der er let at gå til. Der er ikke mange personer eller tråde at holde styr på, hvilket er dejligt befriende.