★★★★★
// Anmeldereksemplar fra forlaget //
Mens Vi Falder Sammen er en smuk mavepuster, hvis man da kan bruge de to ord sammen. Det er en kortroman om at være mor til et barn, der falder uden for normen, og alt hvad der medfølger af ensomhed og magtesløshed.
Mens Vi Falder sammen består af tanker og brudstykker, der viser både de lyse og mørke sider, ved at have et barn med diagnoser. Vi kommer helt tæt på en forældre, hvor nerver og følelser konstant er på overarbejde i balancen mellem at støtte, forsvare og kæmpe for sit barn – i et presset velfærdssamfund, hvor hjælpen ikke altid er lige rundt om hjørnet.
Psykiatrisk har fået ny afdeling.
Den er stor
Designet af dem, der kunne gøre det kæmpehurtigt, kæmpestort og kæmpebilligt
Udsmykningen er blevet lavet af en lokal kunstner, der kan lide stærke farver
Hvilket mange børn med psykoser ikke altid reagere så godt på
Men det er bare en detalje
En yderst gennemført debut
Kortromanen er i det hele taget en imponerende og stærk debut. Sideløbende med fortællingen bliver der leget med form og sprog, hvilket tilføjer endnu et spændende lag. Vi ser det allerede i den dualistiske titel, og flere gange i løbet af bogen, hvor du får lov til at vende og dreje den, for at følge teksten.
Jeg havde ikke forventet at blive så følelsesmæssigt investeret i denne her bog, men det blev jeg. I en sådan grad, at tårerne pludselig løb ned af mine kinder. Stine Lundgaard skriver poetisk og rammende, og med Mens Vi Falder Sammen, har hun skabt et meget vigtigt, lille stykke litteratur, som bør læses af alle forældre, omsorgspersoner, pædagoger og ikke mindst politikere.
Mens Vi Falder Sammen har min varmeste anbefaling.