Torndahlbooks

Anmeldelser og læseinspiration

Anmeldelse af Højt På Strå

★★★★★☆
Forfatter: Anke Stelling, Forlag: Klara W (reklame //modtaget af forlaget)

Højt på Strå er en humoristisk og ærlig roman med masser af kant. Den handler om at navigere i et liv, hvor der er sat nogle forventninger og succeskriterier, for familie og arbejdsliv, som kan være umulige at leve op til.

På en eller anden måde ved vi jo alle, hvordan ægteskab og familie skal se ud, for at det kan virke skødesløst og alligevel sikkert, kontrolleret og samtidig helt frit – og Vera og Frank er ret tæt på. Så er der ikke langt til misundelse. Man kan godt få den tanke at jeg leder efter et hår i suppen, fordi jeg er egoistisk. Rønnebærrene er sure, sagde Ræven.

Højt på Strå af Anke Stelling

Højt på Strå handler om Resi, der er tydeligt frustreret over sin livsituation, og nu forsøge at advarer sin datter om, hvordan livet virkelig er. Resi er mor til fire og forsøger at leve et frit liv som forfatter. Men pengene er små og hun har jogget i spinaten ved at sige sin mening i en artikel, så deres tidligere ven og udlejer har smidt dem ud af lejligheden, imens hendes vennekreds er optaget af et prestigefyldt boligbyggeri.

Resi forsøger at frigøre sig fra normerne, men samtidigt er hun så fanget i omverdenens syn på hende selv, at hun får angst ved tanke om den kommende efterårsferie, hvor hun endnu engang ikke kan tilbyde sine en spændende ferie med rejser og luksus.

“Sorry, Bea, at jeg skylder skylden på jer, når det handler om arbejde. Forældre kan slet ikke vide, hvad børn gerne vil, de kender kun deres eget ønske om at opfylde børnenes ønsker – og derfor findes der sådan noget som jul.”

Stærkt relaterbar roman

Som forældre er der passager i Højt på Strå, der er så stærkt relaterbare, at det er næsten helt skræmmende. Den giver god anledning til at reflektere lidt over egne succeskriterier i livet. Hvorfor skal altid måles efter om man er på vej opad i livet? og kan man godt slække op idealerne, hvis det alligevel ikke lykkes at leve op til dem?

Et sprogligt kaos

Jeg har set flere kritisere sproget i romanen, som værende rodet og træls. For mig virkede kaosset som en perfekt setting for bogens budskab og ærlige tone. Det er autentisk læsningen, og føles lidt som at sidde overfor en lettere beruset Resi, der skal fortæller dig sandheden om livet, imens hun selv prøver at finde ud af hvad sandheden er.

Højt på Strå er en genistreg, og har du selv børn bør du unde dig selv at læse den!

(Anke Telling modtog “Preis der Leipziger Buchmasse 2019 for Højt på Strå.)

Anmeldelse af John Irvings Æblemostreglementet

★★★★★★ med pil op!
Da jeg spottede et fint, men slidt, eksemplar af Æblemostreglementet på hylden i en af mine favorit genbrugsbutikker, var jeg faktisk i tvivl om, hvad det var for en bog. Titel og forfatter var genkendelige, men ikke noget jeg har læst før. Med hjem skulle den i hvert fald, og det har jeg ikke fortrudt. Tænk at man kan få så stor litteratur med hjem for en tier.

Æblemostreglementet af John Irving

Kort om handlingen i Æblemostreglementet

På et børnehjem i Sct. Cloud’s vokser Homer Wells op, som forældreløs. Han bliver adopteret flere gange, men sendes hver gang retur igen – den ene gang henter Dr. Larch ham selv tilbage, da adoptionsfamilien tæver drengen gul og blå, så hans skrig kan høres langt borte.

Homer får i stedet lov til at blive på børnehjemmet, hvor Dr. Larch begynder at lære ham op i lægekunsten. På børnehjemmet kommer kvinder for at føde deres uønskede børn, men i al hemmelig kommer en lang række kvinder også forbi, for at få foretaget en abort. På Sct. Cloud har de nemlig en mission om at forebygge flere uønskede børn og give de uheldige kvinderne en værdig behandling.

Homer bliver hurtigt en dygtig læge, men han vil ikke selv spille gud og foretage aborter, selvom han heller ikke er modstander af det. Da han selv er et ønsket barn uden forældre, stilles han i noget af et moralsk dilemma. Han rejser derfor ud i verden, for at blive klogere på den og på sig selv, og får arbejde på en æbleplantage.

Genbrugsguld i bogform

Formidabel karakterskildring

Æblemostreglementet er en langsom, men forrygende fortælling, hvor vi kommer helt tæt på vores hovedperson Homer Wells. Er der noget John Irving er en mester til, så er det karakterbygning, og sjældent har jeg været så trist over at skulle sige farvel til en bogs karakterer, som da jeg lukkede Æblemostreglementet efter sidste side. Både doktor Larch og Homer har så mange facetter, som for lov til at udspille sig i deres tanker og handlinger, og de har fået en helt særlig plads i mit litterære hjerte.

John Irving tager fat i nogle tunge og barske temaer, som abort, samfundskritik og racisme, og han formår at sætte emner til debat uden selv at vælge tydelig side, hvilket jeg synes er ret prisværdigt. Hvem sætter reglerne i samfundet, og hvornår er det på tide at sætte sine egne regler i livet?

En af de bøger, der bare SKAL læses

Jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville blive så betaget af Æblemostreglementet. Den er strøget direkte ind på min favoritliste, og jeg håber virkelig at mange flere vil samle den op og læse den. Siden jeg påbegyndte bogen, har jeg stødt på overraskende få, som har læst den, hvilket er virkelig ærgerligt. Det er en af de læseoplevelser, der sætter sig i en.

Må dine bøger gerne have et langsomt fortæller tempo med plads til masser af fordybelse, og holder du af velskrevne karaktergallerier, så håber jeg virkelig, at du vil give Æblemostreglementet en chance. John Irvings mesterværk fra 1985 er mindst lige så relevant i sine tematikker i dag, som dengang. En kæmpe anbefaling herfra.

Har du set filmen?

The Cider House Rules, som bogen hedder på engelsk, er filmatiseret i 1999. Filmen følger til dels bogen, men er selvfølgelig stærkt forkortet og knap så nuanceret i sit billede af Homer og de andre. Skuespillerne er dog godt castet og soundtracket er fantastisk, så alene derfor skal du overveje at se filmen. Lyt til soudtracket herunder (det er i øvrigt glimrende baggrundsmusik under læsning af bogen):

Bonus info: I bogen Vand til blomster, som også er en af mine favoritter, har Æblemostreglementet en helt særlig betydning for hovedpersonen Violette Toussaint.

Anmeldelse af “Kvinden med den blå stjerne” af Pam Jenoff

★★★★★☆
Reklame // modtaget af Forlaget Alpha

“Kvinden med den blå stjerne” er en historisk roman, skrevet af Pam Jenoff, der også er forfatteren bag “Hittebarnets historie”. Det var derfor en bog, som jeg har glædet mig særlig meget til at få i hænderne.

Kvinden med den blå stjerne af Pam Jenoff

Ligesom “Hittebarnets historie” tager “Kvinden med den blå stjerne” også udgangspunkt i 2. verdenskrig. Denne gang er vi i Polen, i byen Krakow, hvor vi følger vi to unge polske kvinder – Ella Stepanek og jødiske Sadie Gault.

Sadies familie må flygte fra tyskernes anholdelser af jøder for at undgå en skæbne i en koncentrationslejer. De kan ikke komme ud af Krakow, men må i stedet søge tilflugt i kloarkerne under byens gader sammen med en anden jødisk familie. Sadies mor er højgravid og risikere at skulle føde i kloarken, hvis ikke krigen snart slutter.

Ella bor hos sin velhavende stedmor, som samarbejder med tyskerne for at kunne opretholde en festlig levestandard med diverse friheder. Ved et tilfælde opdager Ella Sadie under en kloakrist og de indleder et venskab, til trods for de umulige forhold.

Let at gå til

Pam Jenoff er en mester til at skrive medrivende og rørende historier. Hun har en overbevisning i sin skrivestil, der gør at du investere dine følelser i fortællingen helt og holdent, på godt og ondt – og det kan altså godt gøre lidt ondt. Efter at have læst “Hittebarnets historie” var jeg dog forberedt på, hvordan Jenoff kan finde på at twiste sin historie, hvilket resulterede i, at jeg “kun” havde lidt våde øjne under historiens slutning. Endnu en gang har hun skrevet en vidunderlig og hjerteknusende bog.

Temamæssigt er den en ud af mange, der handler om 2. verdenskrig og holocaust. Dog har den noget unikt at byde på i sin skildring af de to ellers så ens piger, som alligevel har helt forskellige forudsætninger i livet. Det er en grusom bid af historien, der aldrig må glemmes, og derfor er der fint plads til flere historiske romaner af denne slags.

“Kvinden med den blå stjerne” anbefales til dig, der holder af en historisk roman, hvor følelserne kommer i spil. Dens forfærdelige fortælling er krydret med venskaber og kærlighed. Det er en bog, der er let at gå til. Der er ikke mange personer eller tråde at holde styr på, hvilket er dejligt befriende.

Har du læst Pam Jenoffs “Hittebarnets historie”? Læs anmeldelsen her

Anmeldelse af klimathrilleren “Mali”

★★★★★★
Forfatter: Torben Mathiasen, Forlag: Forfatterskabet
Reklame//Modtaget af forfatteren

Hvad sker der, hvis klimakrisen sætter en ny istid i gang? Det får du et bud på i Torben Mathiassens hæsblæsende og barske roman “Mali”, hvor en helt almindelig dansk familie kæmper for at overleve.

“Mennesket er sendt til tælling. Sat på plads med et klart budskab om, at vi ikke er verdens herskere, men blot en ydmyg gæst på den blå planet.”

“Mali” af Torben Mathiassen

Flugt

I bogen møder vi den lille familie på fire, som hidtil har overlevet i Danmark trods de tiltagende barske og lange vintre. Men vilkårene bliver dårligere og dårligere. De sæler, som de lever af, bliver færre og færre og kulden mere intens, og de tvinges derfor til at påbegynde den lange vandring mod syd, for at søge flugt i varmere områder i verden. Rejsen er risikabel, for de har begrænset tid inden vinteren sætter ind, og de har ingen anelse om, hvor langt de skal ned for at finde et beboeligt område.

Den verden der møder dem, er stærkt forandret, og de ender med at blive sendt i en spansk flygtningelejr, under kummerlige forhold, sammen med tusindvis af andre. Her er det pludselig andre omstændigheder, der truer deres liv.

Overbevisende og skræmmende læsning

Det er længe siden, at jeg har påbegyndt en bog der på denne måde havde mig i sin hule hånd fra side et. Torben Mathiassen skriver med stor overbevisning, og han har tydeligvis gjort et imponerende research-arbejde forud for bogen. Det virker bare!

“Mali” er skræmmende realistisk i sin fortælling, og det er umuligt ikke at blive endnu mere bevidst om den klimakrise vi befinder os i lige nu. Kombineret med emnet om flugt og behandlingen af flygtninge, får du du en absolut højaktuel og vigtig roman, som samtidigt er nervepirrende og underholdende.

Jeg slugte bogen råt, og her flere dage efter bliver den ved med at poppe op i min bevidsthed. “Mali” er første bind i en serie, og jeg kommer til at sidde og trippe for at få næste bog i hænderne. Jeg er fan!

“Mali” skal læses af ALLE

En hilsen fra forfatteren – TAK!

Anmeldelse af nobelprisvinder Abdulrazak Gurnahs “Paradis”

★★★★☆☆
Forfatter: Abdulrazak Gurnah, Forlag: Gutkind
Reklame // modtaget af forlaget

Hvis du har læst Gurnahs “Paradis”, så føler du virkelig, at du har været med på en eksotisk rejse igennem Østafrika, hvor dine sanser er blevet stimuleret. Den byder både på scenariske naturbeskrivelser, gådefuldhed og grusomhed.

“Paradis” af Abdulrazak Gurnah

Solgt som gældsslave

Hovedpersonen i “Paradis” er den smukke 12-årige dreng Yusuf. Yusufs far er i økonomiske vanskeligheder, og Yusuf sendes derfor bort til sin “onkel” Aziz, for at arbejde gælden af. Aziz er en berygtet handelsmand. Han drager ofte ud på lange handelsrejser, hvor han sælger varer til de “vilde” og smugler hemmelige varer med sig tilbage.

Yusuf hjælper med at passer butikken, når Aziz er afsted. Han vil dog hellere bruge al sin tid på at arbejde i Azizs paradisiske have, hvor han knokler for at få det hele til at gro og trives. Men under arbejdet begynder han at fornemme, at der bliver holdt øje med ham inde fra huset, hvor Azizs hustru holder til, og Yusuf stilles i et dilemma.

Da Yusuf kommer med på en af handelsrejserne oplever han en helt ny verden. En verden der er både smuk og brutal.

Buskene skælvede og dirrede af fugle, hvis skarpe, utrættelige sang savede gennem dagens køligere timer. Ældgamle træer tårnede sig op over dem og filtrerede et blidt lys ned til buskadset i underskoven nedenunder. Men de blanke buske skjulte tornede slyngplanter og var filtret ind i giftige ranker, og de mest indbydende skygger var fulde af slanger.

En verden af kontraster

Gurnah har en smuk og medrivende skrivestil, som jeg var ret betaget af. Som citatet herover vidner om, så leger han med kontrasten mellem det paradisiske og det “vilde”. Kontrasten er tydelig under deres rejse, hvor de oplever betagende landskaber, som er beboet af barbariske folkefærd, men også hjemme i landsbyen, hvor Yusuf finder fred fra samfundet i den paradisiske have.

Jeg nød læsningen af Gurnahs fortælling. “Paradis” minder svagt om Joseph Conrads klassiker “Heart of darkness”, men er alligevel helt sin egen. Men trods Gurnahs maleriske sprog blev jeg aldrig helt følelsesmæssigt investeret i Yusufs fortælling, og bogen føltes derfor til tider lidt langtrukken. Jeg glæder mig dog til at læse meget mere fra hans hånd.

Abdulrazak Gurnah blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 2021 for “kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter

Damqi – Anmeldelse af Mogens Trolles debutroman

★★★★☆☆
Forfatter: Morgens Trolle, Forlag: Screaming Books
Reklame// Modtaget af forlaget

“DAMQI – En assyrisk roman” står der på forsiden af bogen, og her måtte jeg lige stoppe op og google. For hvordan er det nu lige det er med Assyrien?

Assyrien var et kongerige i oldtiden opkaldt efter guden Assur, og det er her vi bliver taget med til i Mogens Trolles debutroman. Det er en tid, hvor gudernes varsler vægtes højt, og hvor igen kan stole på hinden i kampen om tronen.

“DAMQI” af Mogens Trolle

Et kongemord

Historien er baseret på virkelig hændelser og handler om den unge Damqi, der er søn af en afdød varselsekspert. Det er urolige tider i byen Nineveh. Kongen er blevet gammel og svagelig, og i frygt for at nogen vil skade ham, bliver der set kritisk på enhver. Ingen ved hvem der er ven eller fjende. Vækker du nogen mistanke risikere du at bliver slået ihjel, inden du får lov at forklare dig.

Dronningen beder Damqi om hjælp til at spionere på paladset, og her bliver han vidne til et kongemord. Det er intet mindre end kongens egen søn, den ene af prinserne, der står bag mordet.

Uden at ønske det, får Damqi en vigtig rolle i de politiske intriger, og han må flygte ud af byen sammen med den tidligere slavepige Lama og soldaten Kullu. De skal finde den retmæssige kronprins og fortæller ham om kongemordet. Deres mission kan blive afgørende for Assyriens fremtid.

Det bliver en farefuld færd, hvor vores hovedperson hurtigt må finde sit ståsted og gøre op med sig selv, hvor langt han vil gå for landets retmæssige konge. For er han virkelig den bedste leder af landet?

Stærk historiefortælling

Mogen Trolle er en mesterlig historiefortæller, som formår at spinde os ind i en spændingsfyldt beretning om magtkampe, tro og politik. Han beskriver en brutal verden, men fletter samtidigt en historie om venskab og kærlighed ind, som en fin kontrast.

Langt hen af vejen var jeg derfor også stærkt begejstret for bogen. Det er tydeligt at Mogens Trolle, med sin baggrund som Assyriolog, har en suveræn viden inden for sit felt, som giver en stor troværdighed og autentisitet til bogens miljøbeskrivelser. Samtidigt får man opbygget et nært forhold til bogens hovedpersoner, og det er en fornøjelse af følge deres udvikling.

Desværre trak fortælling til tider lidt i langdrag med sine beskrivelser af de ulmende oprør, hvorimod vi til gengæld kun fik et alt for lille indblik i nogle af de andre historier i romanen. Jeg havde fx gerne set at Lamas historier havde fået lov at fylde mere, og at bogens store karaktergalleri generelt havde fået lov til at udfolde deres potentiale.

Damqi er en roman til de historieinteresserede, som har lyst til at dykke ned i oldtidens verden – kombineret med en overbevisende fiktion. Trods de lidt tunge temaer strøg jeg lige i gennem bogens knap 500 sider. Mogens Trolle har formået at skrive en imponerende og lærerig debutroman.

Anmeldelse af “Pigen uden navn”

★★★★★☆
Forfatter: Chistina Baker Kline, Forlag: Gads (reklame // modtaget af forlaget)

Christina Baker Kline har for nyligt udgivet en ny bog kaldet “De forviste”. I den forbindelse har jeg kastet mig over hendes tidligere værk “Pigen uden navn”, som er en historisk roman med udgangspunkt i de toge, der mellem 1854 og 1929 fragtede mere end 200.000 forældreløse børn tværs gennem USA.

Pigen uden navn / Orphan Train

Bogens handling

Historien foregår i to forskellige tidsspor. Et fortidigt og et nutidigt. I nutiden møder vi den 17-årige Molly, der bor i plejefamilie. Hun er glad for at læse, og forsøge en dag, at smugle en gammel udgave af “Jane Eyre” ud fra biblioteket, men det mislykkes og hun ikendes 50 timers samfundstjeneste. Timerne kommer hun til at afsone i en stilling, hvor hun skal hjælpe en 91-årig enke, Vivian, med at ryde op på loftet. Molly er god til at rydde op og organisere, men opgaven viser sig også at blive ekstra interessant, da kasserne indeholder spor fra Vivians fortid.

“Måske, tænker jeg, er der nogen her, som gerne vil have mig. Måske får jeg et liv, jeg aldrig har turdet drømme om i et lyst og hyggeligt hjem… Men jeg ryster af, da jeg går op af trappen til Scenen.”

Inspiration fra ynglings-klassikere

“Pigen uden navn” er en stærk fortælling, som lynhurtigt kryber ind under huden på dig. Vivians forhistorie, som uønsket forældreløs pige har noter af klassikere som “Anne fra Grønnebakken” og “Jane Eyre”, så jeg måtte trække på smilebåndet, da begge af disse bøger bliver nævnt og inddraget i historien. Man kan mærke, at forfatteren selv har læst og elsket bøger som disse.

Kline slår sig i det hele taget fast, som en solid forfatter med flair for karakterskildring. Hun beskriver længslen efter et tilhørsforhold på fin og skrøbelig vis, og hvor jeg normalt bliver irriteret over at springe rundt i to fortællerspor, så fungere det virkelig godt her. Vivian og Molly har nemlig meget til fælles, som først viser sig imens Vivians fortidshistorie udspiller sig.

En roman, der skal læses

Bogen er både en “coming of age” roman, en historie om ensomhed og en historie om kærlighed. Det er en roman, som du skal læse for at blive rørt af fortællingen, men også fordi, den tager fat i en historisk begivenhed, der fortjener opmærksomhed, og som jeg personligt ikke kendte til. Den hylder alle de børn, som blev fragtet med de såkaldte “Orphan trains” mod en ukendt fremtid.

“Pigen uden navn” er relativt letlæst og omkring 300 sider lang, så her er vi på et niveau, hvor alle kan være med. Det er en oplagt bog, når man bare har brug for at koble af og lade sig rive med.

Har du brug for inspiration til flere historiske romaner, så finder mine anbefalinger her

Gamle Goriot – En nyoversat fransk klassiker

★★★★★☆
Reklame // modtaget af forlaget

Balzacs klassiker “Gamle Goriot” er udkommet i Turbine forlagtes klassikerserie. Jeg har kun læst en lille smule Balzac før, under mit studie, og det var med ærefrygt at jeg kastede mig over “Gamle Goriot”, som er en del af hans projekt La Comédie Humaine, Den menneskelige kommedie.

Gamle Goriot af Honoré de Balzac

I “Gamle Goriot” får du beskrevet et lille fransk pensionat og dets beboere. Her bor den unge student Eugène de Rastignac, som har en ambition om at nå til tops i det parisiske selskabsliv. Men det er svært at bevæge sig op ad den sociale rangstige uden at sætte sin moral på spil.

Rastignac forføre den gifte Delphine, som er datter af Gamle Goriot, der også bor på pensionatet. Goriot er pensioneret forretningsmand, som har ruineret sig selv, for at forkæle sine utaknemmelige døtre, som han elsker højere end livet selv.

En enkel, men kompliceret klassiker

Det tog mig lidt tid, at finde rytmen i Balzacs fortælling. Historien er egentligt ganske enkelt, men persongalleriet stort, og beskrivelserne meget detaljerede. Man skal holde tungen lige i munden, når hovedpersonen fx på skift betegnes som “studenten”, Eugéne og Rastignac. Men da jeg først havde fået styr på karakterernes navne, blev jeg lullet helt ind i fortællingen.

Collin forstod den fare, han befandt sig i, da han så den skinnende hane på hver pistol, og udviste med ét den allerstørste, menneskelige selvbeherskelse. Et frygtindgydende, majestætisk syn! Hele hans skikkelse undergik en forvandling, der kun kan sammenlignes med en kedel, der koger på højtryk med damp, der kunne løfte bjerge, men som på et øjeblik bliver opløst af en dråbe koldt vand.

En af Balzacs mesterlige beskrivelser

Næsten skræmmende relevant

Det jeg elsker klassikere er at de er tidsløse. Temaerne er ofte lige så relevante i dag, som i den tid, hvor værket er skrevet. Det gør sig i den grad gældende for “Gamle Goriot”, hvor Eugéne higer efter social anerkendelse i en verden, hvor penge og magt sættes højere end menneskelige kvaliteter og relationer.

Balzac har komponeret et værk, som man kan bruge lang tid på at fordybe sig i og reflektere over. Jeg læste selv bogen i små bidder, hvilket fungerede godt, og selvom den til tider har været svær at læse, så har jeg virkelig fået meget ud den. Balzac kan noget helt særligt og fortjener opmærksomheden.

Anmeldese af Claire Keegans “Omsorg”

★★★★★★
Forfatter: Claire Keegan, Forlag: Gutkind
(Reklame//modtaget af forlaget)

I december havde jeg fornøjelsen af at læse Claire Keegans “Den slags små ting”, som jeg var meget betaget af. Så jeg har set meget frem til at læse flere bøger fra hendes hånd.

Det tog ikke mange sider, før Keegan igen havde tryllebundet mig af sit sprog, og efter at have vendt sidste side, vil jeg mene, at hun med “Omsorg” har skrevet et lille mestermærk. Jeg er i hvert fald svært begejstret.

Omsorg

Bogen handler om en irsk navnløs pige, fra en fattig familie med alt for mange børn. Da hendes mor er gravid igen, sendes hun på ophold hos et ægtepar på landet, uden at vide, hvor længe hun skal blive der.

Hos ægteparret bliver hun for første gang mødt med venlighed og omsorg, og da det går op for hende, hvorfor parret har en kommode med børnetøj i hendes størrelse, får hun en særlig tilknytning til dem.

“Hendes hænder minder om min mors, men der er noget andet i dem også, noget, jeg aldrig før har mærket og ikke har ord for”

En sproglig perle

Claire Keegan skriver formidabelt. På under 100 sider formår hun at sætte en scene og en stemning, som er virkelig rørende. Hun kan noget helt særligt med personskildringerne, og jeg har måtte genlæse bogen flere gange for at få det hele med. “Omsorg” er gennemført på et niveau, hvor hvert eneste ord virker nøje udvalgt.

Gutkind har sørget for den fineste indpakning og en stærk oversættelse. Jeg kan simpelthen kun anbefale dig at læse denne fine lille perle. Derfor får den også årets første 6/6 stjerner.

Anmeldelse af kortromanen “Simon Siger”

★★★★★☆
Forfatter: Helle S. Søtrup. Forlag: Eksistensen (Reklame // modtaget af forlaget)

Simon siger er en fin og stærk kortroman om Simon, der har haft en hård opvækst med meget mørke. Og nu taler han med sin psykolog om den.

Kortromanen Simon Siger

Nabo Flemming

Romanen udspiller sig hovedsageligt i form af Simons samtaler min sin Psykolog og med nabo Flemming.

Simons opvækst har været præget af vold og vrede. Simons psykolog prøver at hjælpe Simon ved at få ham til at omskrive sine selvfortællinger. Det er ikke sådan en almindelig familie er, og Simon skal lære, at det ikke var hans skyld.

I virkeligheden sætter Simons nabo Flemming allerbedst ord på det hele.

Simons nabo Flemming siger, at nogle mennesker er født med ekstraordinært meget mørke i sig. Der er for meget syre i kroppens hjernekemikalier, siger han. Mørket vokser frem som små, sorte champignoner af bly på indersiden af kroppen.

Flemming beskriver nemlig, hvordan mørket kan blive for tungt at bære for et menneske, så man er nødt til at give noget af det til andre. Det er ikke Simons skyld, at han har meget mørke. “Du har bare stået for tæt på et mørkemenneske med lange, trætte arme”.

Simon siger

“Simon Siger” er en stærk og poetisk læseoplevelse, som behandler svære temaer, så som familie relationer, og det at vride sig løs fra familie og fortid. Jeg var hurtigt ret betaget af bogen, og det holdt ved hele vejen igennem.

Vi kender bedst “Simon Siger” som en børneleg, hvor Simon er den “bydende”, som vi skal lytte til. Men Simon i romanen er først ved at erfare, at hans stemme er værd at blive lyttet til.

Helle Søtrups kortroman er virkelig værd at bruge en aften på, og længere tager det ikke at læse den. Til gengæld kan man læse den flere gange og fordybe sig i siderne, og opdage nye ting undervejs. Den er ukompliceret at læse, men rummer alligevel en hel masse. Derfor får den en varm anbefaling fra mig.

« Ældre indlæg

© 2022 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑