Torndahlbooks

Anmeldelser og læseinspiration

Peters Pans børn af Stine Lundgaard: En lille bog med en stor fortælling

november 11, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★★
(modtaget som anmeldereksemplar)

Nogle bøger rammer én gennem historien. Andre gør det gennem sproget. Med Peters Pans børn gør Stine Lundgaard begge dele. Jeg er dybt imponeret over hendes måde at bygge sætninger på, der nærmest kan mærkes fysisk. Der er så meget smerte og nerve i den her lille bog, og det er den type bog, man har lyst til at læse forfra, så snart man har vendt sidste side, for at få endnu mere med.

Peter Pans børn og min egen lille illustration til bogen

Et barn, der aldrig helt får lov til at være barn

I Peters Pans børn møder vi Naja, der står alene tilbage med ansvaret for sin alkoholiske far, Peter Pan. En mand, der engang troede, at han kunne flyve.

Najas opvækst har været præget af vold og svigt, og det har sat sine spor. Hun har svært ved at finde sit eget ståsted i livet, og når minderne fra fortiden trænger sig på, skriver hun ord ned på post-it-sedler. Ikke for at huske, men for at få dem ud af hovedet, så hun kan glemme dem og komme videre.

Der er noget særligt tragisk ved navnet Peter Pan i den her fortælling. Peter Pan er drengen, der aldrig vil være voksen, men Naja er barnet, der aldrig rigtig har fået lov til at være barn. Mens han på sin egen måde nægter at vokse op, har hun været nødt til at tage ansvar og forholde sig til ting, som ingen børn burde stå alene med. Og nu står hun tilbage med ansvaret for ham.

Og så melder spørgsmålet sig: Hvordan lærer man egentlig at være voksen, hvis man aldrig har fået lov til at være barn?

Et sprog, der kan mærkes

Det er især Stine Lundgaards sprog, der gør bogen til noget særligt. Hvert ord og hver sætning føles nøje udvalgt. Der er ikke noget overflødigt, og historien er skåret helt ind til benet. Man får det råt og usødet, uden at fortællingen behøver at forklare alting eller gøre opmærksom på, hvor ondt det gør.

“Man siger, at skyggebørn ikke er bange for mørket. Det er ikke rigtigt. Selvom det lyder godt.”

Det er en smertefuld påmindelse om, at man ikke automatisk holder op med at være bange, bare fordi man har oplevet noget frygteligt. At vokse op med mørket gør det ikke mindre mørkt. Og selvom man lærer at leve med det, betyder det ikke, at man ikke længere mærker frygten.

Og så er der den her sætning, som jeg synes er noget af det fineste og mest hjerteskærende i bogen:

“Jeg er blevet en skygge af mig selv og leder febrilsk efter nogen eller noget at sy mig selv fast til”

En fortælling, jeg kommer til at anbefale mange

Jeg har anbefalet Stine Lundgaards Mens vi falder sammen mange gange, og jeg har på fornemmelsen, at Peters Pans børn kommer til at få samme plads hos mig.

Det er en stor fortælling i en lille indpakning. En bog om at vokse op med en alkoholisk forælder, om at bære rundt på noget, der aldrig burde have været ens ansvar, og om at forsøge at finde fodfæste i sit eget liv.

Men det er også en bog, hvor sproget i sig selv er en grund til at læse med. Stine Lundgaard formår at skrive om smerte uden at pakke den ind eller gøre den pænere, end den er.

Jeg kunne mærke, at bogen lige skulle bundfælde sig hos mig, og det endte med en lille illustration med bamsen, som får en særlig betydning i fortællingen. Det føltes som en fin måde at give min læseoplevelse lidt mere plads på, efter at jeg havde lukket bogen.

Jeg kan varmt anbefale Peters Pans børn, hvis du har lyst til en kortere bog, der rummer langt mere, end sidetallet umiddelbart lover.

Solens Gave af Maren Lemb | Dansk fantasydebut med et spændende univers

august 5, 2026 / / 0 kommentarer

Solens Gave af Maren Lemb er en klassisk fantasyfortælling med kongeriger, magi, forbandelser og en ung hovedperson, der pludselig opdager, at hendes verden ikke er helt, som hun troede. Men under den klassiske fantasyfortælling gemmer der sig et interessant perspektiv på køn, seksualitet og magt.

Jeg blev især fanget af worldbuildingen og den måde, Solens og Månens riger er bygget op som modsætninger. Samtidig er det en bog, der er let at gå til, og som ikke kræver, at man holder styr på et kæmpestort persongalleri eller et kompliceret univers for at kunne følge med.

Solens Gave af Maren Lemb, dansk fantasyroman og nomineret til Bedste danske fantasydebut 2026.

Hvad handler Solens Gave om?

Kongeriget var engang samlet under én konge og dronning, men Månen blev misundelig på Solen og forbandede kongen. Siden blev riget delt i to: Solens rige og Månens rige.

I Solens rige vokser den forældreløse Elmine op som prinsesse hos sin mormor. Alle i Solens rige har fået en gave af Solen, og Elmine har fået stemmens gave, som giver hende mulighed for at kontrollere andre med sin stemme.

På overfladen er Solens rige lyst og harmonisk. Alle har en plads, og køn spiller ingen rolle, når det kommer til kærlighed og familiedannelse. Men Elmines magtsyge mormor ønsker at kontrollere hende, og da Elmine opdager nogle gamle papirer, der afslører, at hun i virkeligheden har en mørkhåret tvillingesøster, bliver hendes verden vendt på hovedet.

For at undgå at få slettet sin hukommelse må Elmine flygte gennem de iskolde bjerge til Månens rige. Her møder hun en verden, der står i skarp kontrast til den, hun kommer fra, med fattigdom, ulighed og langt mindre frihed.

Min oplevelse med Solens Gave

Det, jeg især faldt for i Solens Gave, er worldbuildingen. På mange måder er den klassisk fantasy. Vi har to riger, en mørk fortid, magiske evner, kongelige familier og en hovedperson, der opdager, at der er noget helt grundlæggende galt med den verden, hun kender.

Men Maren Lemb leger samtidig med nogle andre idéer. Især synes jeg, det er interessant, hvordan køn og seksualitet bliver en del af forskellen mellem Solens og Månens riger. I Solens rige er kærlighed og familiedannelse ikke bundet til køn, og det er helt naturligt, at både mænd og kvinder kan få børn. Det står i skarp kontrast til Månens rige, hvor kærlighed mellem mennesker af samme køn ikke accepteres, og hvor den seksuelle frihed er langt mere begrænset.

De to riger repræsenterer dermed forskellige måder at se på mennesket, kroppen og seksualiteten på, men bogen giver ikke den ene verden patent på sandheden. Kærlighed og hjertesorg kan opstå begge steder, og det synes jeg faktisk er en ret fin detalje. For selvom samfundene er vidt forskellige, er menneskene i dem ikke nødvendigvis så forskellige, når det kommer til de følelser, der driver dem.

Jeg kunne også godt lide, at historien er så let at gå til. Plottet bevæger sig hurtigt, og jeg strøg ret hurtigt igennem bogen. Der er nok magi, hemmeligheder og fare til, at jeg hele tiden havde lyst til at læse videre, men uden at jeg skulle holde styr på et enormt persongalleri eller et kompliceret system af regler og historiske begivenheder.

Det er dog også her, jeg havde nogle af mine forbehold. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dybde i karaktererne. De fungerer fint i historien, men jeg savnede nogle gange den kompleksitet og kant, der gør, at en karakter bliver ved med at rumstere, efter man har lukket bogen.

Jeg oplevede også, at noget af worldbuildingen blev forklaret gennem direkte tale mellem karaktererne. Der er meget, vi skal vide om Solens og Månens riger, og indimellem kunne jeg godt mærke informationerne blive presset lidt ind i dialogen. Det gjorde enkelte samtaler mindre naturlige og tog lidt af flowet ud af fortællingen for mig.

Det ændrer dog ikke på, at jeg synes, Maren Lemb har skabt et interessant univers med nogle gode idéer. Og som debut synes jeg faktisk, det er ret lovende. Der er en tydelig fantasyglæde i bogen, og jeg er spændt på at se, hvad hun kan bygge videre på.

Solens Gave er desuden netop blevet nomineret i kategorien Bedste danske fantasydebut 2026 af Dansk Fantasy, og det synes jeg er virkelig flot. Jeg håber, nomineringen kan være med til at give flere læsere lyst til at opdage både bogen og Maren Lemb.

Solens Gave af Maren Lemb på bibliotekets reservationshylde.

Min anbefaling

Jeg vil især anbefale Solens Gave til dig, der gerne vil i gang med fantasy, eller som bare har lyst til en god magisk historie, der er let at gå til. Du får et tydeligt univers, magi, hemmeligheder og et spændende plot uden at skulle holde styr på et stort persongalleri eller en masse kompliceret worldbuilding.

Hvis du allerede er en erfaren fantasylæser, vil du måske savne lidt mere dybde i både karakterer og univers. Til gengæld synes jeg, der er nogle rigtig spændende idéer i den måde, Maren Lemb bruger Solen og Månen til at undersøge køn, seksualitet, frihed og magt.

Og så synes jeg, det er værd at holde øje med Maren Lemb fremover. Solens Gave er hendes debut, og nomineringen til Bedste danske fantasydebut 2026 er i mine øjne fuldt fortjent.

Læs også

Hvis du har lyst til mere dansk fantasy i samme lettilgængelige stil, kan du også overveje:

I den mørke skov af Gry Kappel

Blod, Sne og Ild af Gry Kappel

Grænsen til Trafallas af Julie M Day

Det Hollandske Hus af Ann Patchett – En roman om familie, tab og det, vi ikke kan give slip på

august 2, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★☆
Det Hollandske Hus er en af den slags bøger, hvor plottet får lov til at træde i baggrunden, mens karaktererne langsomt får lov til at fylde det hele. Jeg blev hurtigt lullet ind i fortællingen om søskendeparret Danny og Maeve og deres stærke, men også komplicerede forhold til hinanden og til det hus, de voksede op i.

Det er en rolig fortælling om familie, tab og tilknytning, men under overfladen gemmer der sig masser at tænke over. For hvad sker der, når et hus bliver mere end bare et hus? Og hvor meget af vores liv kommer egentlig til at handle om det, vi har mistet?

Det Hollandske Hus med sprayed edges

Hvad handler Det Hollandske Hus om?

Danny Conroy vokser op i det store og imponerende Hollandske Hus sammen med sin storesøster Maeve. Huset er købt af deres far, Cyril, efter 2. verdenskrig og bliver rammen om deres barndom. Men familien er langt fra så lykkelig, som det store hus måske antyder.

Da deres mor forlader familien, og deres far senere gifter sig med Andrea, bliver Danny og Maeves tilværelse forandret. Da de som unge bliver smidt ud af huset af deres stedmor, mister de ikke bare deres hjem, men også det sted, der på godt og ondt er blevet selve symbolet på deres barndom.

Resten af livet vender de tilbage til huset og til deres fælles fortid. For Danny og Maeve bliver det næsten umuligt at skelne mellem huset, familien og alt det, de har mistet. Samtidig forsøger de hver især at finde ud af, hvordan man lever videre, når fortiden bliver ved med at fylde.

Min oplevelse med Det Hollandske Hus

Det, jeg især faldt for, er måden Ann Patchett får huset til at føles som mere end en kulisse. Hun bruger utrolig mange detaljer på at beskrive dets rum, møbler, vinduer og særpræg, men det bliver aldrig bare pynt. Beskrivelserne er med til at give huset personlighed. Man får næsten en fornemmelse af, at det har sit eget liv og sin egen vilje.

Det giver god mening, for huset bliver et fysisk billede på den barndom, Danny og Maeve har mistet. De forsøger begge at skabe sig et liv uden for det, men huset bliver ved med at trække dem tilbage. Det er både noget, de længes efter, og noget de har brug for at frigøre sig fra.

Maeve har altid været den voksne af de to. Hun passer på Danny og bliver den, han læner sig op ad, men samtidig er det også hende, der hænger mest fast i fortiden. Hun ønsker hævn over Andrea, og selvom det i sidste ende bliver Dannys lod at udføre den, er det tydeligt, at hævnen fylder mere i Maeves liv end i hans.

Det interessante er også, at de to ikke bærer på den samme historie. Danny nåede aldrig at kende sin mor og havde Maeve som sin faste person. Maeve mistede derimod både sin mor og senere sit hjem og har derfor en helt anden oplevelse af det, de har været igennem. Det gør Dannys fortællerstemme interessant, fordi han både er en del af den fælles historie og samtidig oplever den fra et helt andet sted end sin søster.

Noget af det, jeg især tog med mig fra bogen, er tanken om, hvor svært det kan være at skelne mellem det, andre forventer af os, og det, vi faktisk selv ønsker. Danny forsøger på mange måder at frigøre sig fra sin fars indflydelse, men opdager samtidig, at han faktisk gerne vil følge i sin fars karrierespor. Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at han ikke har frigjort sig. Måske er det netop friheden til at vælge det, man selv ønsker, også når det ligner det, man kommer fra.

Det er en bog, der fik mig til at tænke mere over, hvor meget vores relationer og vores forestillinger om fortiden kan forme det liv, vi vælger at leve. Og måske er det netop derfor, jeg blev så opslugt af den. Ikke fordi der hele tiden sker noget stort, men fordi karaktererne bliver ved med at have noget på hjerte.

Min anbefaling

Det Hollandske Hus er til dig, der gerne vil fordybe dig i karakterer og relationer frem for et plot, der hele tiden skal drive historien fremad. Jeg kunne især lide den måde, Ann Patchett lader huset og søskendeforholdet fylde, og hvordan fortællingen langsomt får lov til at folde sig ud.

Læs også

Hvis du kan lide personificeringen af huset:
Piranesi af Susanna Clarke

Hvis du vil læse om stærke karakterer:
Sort hjerte af Silvia Avallone
Tre af Valérie Perrin
Under magnoliatræerne af T. I. Lowe

On Wings of Blood af Briar Boleyn: Mørk romantasy med Draco Malfoy-vibes

august 1, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★☆
“MMC med Draco Malfoy vibes.” Det var min eneste note, da jeg skrev On Wings of Blood på min læseliste efter en Romantasy-fredagsbar. Det var åbenbart anbefaling nok til, at jeg måtte have fingrene i den, og heldigvis fandt jeg et brugt eksemplar på Vinted.

Jeg gik til bogen uden de store forventninger, men blev ret hurtigt godt underholdt. Den mindede dog lige lovligt meget om Fourth Wing og andre populære bøger i genren, og jeg var lidt bange for, om den ville blive ved med at føles som noget, jeg allerede havde læst. Men så tog historien en drejning og blev pludselig helt sin egen. Og så var jeg HOOKED.

For mig var det især den mørkere stemning, den meget langsomme slow burn og de to hovedkarakterer, der gjorde forskellen. Blake er fuld af red flags, som du aldrig ville håbe på i en fyr i virkeligheden, men som er ret svære at modstå i romantasy. Og Medra er bestemt heller ikke en karakter, der bare lader sig kue. Det gav en relation, jeg havde rigtig meget lyst til at se, hvor endte.

Det blev den perfekte sommerflugt for mig og en af de bøger, jeg havde sværest ved at lægge fra mig.

On Wings of Blood af Briar Boleyn holdt i hånden

Hvad handler On Wings of Blood om?

Medra Pendragon burde egentlig være død. Hun kommer fra en anden verden og er halvt fae, men vågner i stedet op i en verden, hvor vampyrerne er den dominerende art. Hun er mildest talt på udebane. Hendes røde hår og usædvanlige fysiske træk gør hende fremmed i en verden, hvor selv dem, der ikke tilhører de magtfulde Highbloods, ser anderledes ud.

Medra ligner en efterkommer af Dragon Riders, en race som for mange år siden blev underkuet af Highbloods. I dag er både Dragon Riders og drager for længst uddøde. Det er en lidt uheldig situation, hvis man pludselig vågner op og ligner noget, som resten af verden troede var forsvundet for længst.

Medra er egenrådig og vant til selv at bestemme, men i den nye verden er hendes frihed pludselig en luksus, hun ikke har råd til. Hun bliver optaget på den prestigefyldte Bloodwing Academy og bliver hurtigt en vigtig brik i et større magtspil. For at udnytte hendes særlige position bliver hun mod sin vilje trolovet med Blake Darharrow, der kommer fra en af de mest magtfulde Highblood-familier.

Blake er en pinsel, der bliver påduttet hende. Han er arrogant, besidderisk og præget af sin families mørke værdier. Det gør ikke ligefrem hendes nye tilværelse lettere, at der samtidig er sider af ham, som gør ham svær helt at afskrive.

Nu skal Medra finde ud af, hvorfor hun har fået en chance mere for at leve, og hvordan hun overlever i en verden, der helst så hende død.

Min oplevelse med On Wings of Blood

Jeg gik som sagt ind i On Wings of Blood uden de store forventninger, og i starten var jeg egentlig bare fint underholdt. Vi har en klassisk Dark Academy-historie med politik, magtspil og en begyndende enemies to lovers. Alle de troper, vi efterhånden elsker fra romantasy.

Men alligevel finder historien sin egen vej. Den mørke stemning bliver mere tydelig, karaktererne vokser på mig, og pludselig var jeg langt mere investeret, end jeg havde regnet med.

Blake Darharrow er et kæmpe red flag

Hvis du er kommet hertil på grund af Draco Malfoy-vibes, så er der faktisk noget om snakken.

Blake er født ind i en familie, hvor magt og underkuelse nærmest er en livsstil. Han er arrogant, besidderisk og fuld af red flags, som du aldrig ville håbe på i en fyr i den virkelige verden. Og alligevel er han interessant.

For Blake er ikke bare en god fyr, der er blevet misforstået. Han er faktisk ikke god. Han er præget af den verden, han kommer fra, men har samtidig empatiske sider, som giver et lille håb om, at der findes noget andet i ham. Det er netop den kompleksitet, jeg godt kan lide. Han skal ikke nødvendigvis vindes over på den gode side. Han er den, han er.

Medra er til gengæld egenrådig og temperamentsfuld i en grad, hvor man nogle gange får lyst til at ruske hende og spørge, om hun ikke lige kunne tænke sig om. Der er tidspunkter, hvor det giver mening at kæmpe for sig selv, og andre hvor hun lader følelserne styre og sætter både sit eget og andres liv på spil.

Det kan være frustrerende at læse, men det gør hende også mere ægte. Hun reagerer ikke altid fornuftigt, bare fordi det ville være det smarteste. Hun er en person, der forsøger at overleve i en verden, hun ikke selv har valgt at være en del af.

En slow burn, der virkelig er slow

Forholdet mellem Medra og Blake udvikler sig langsomt. Virkelig langsomt. Det er et skridt frem og to tilbage, for hver gang de kommer tættere på hinanden, bliver de holdt tilbage af deres egen stolthed og evne til at såre hinanden.

Deres tiltrækning er både uundgåelig og fristende, men samtidig føles den som en direkte vej mod afgrunden. Vi har kun lige kradset i overfladen af den relation, der er ved at blive bygget op mellem dem, og det synes jeg faktisk fungerer.

Jeg kan godt lide romantasy, når kærlighedshistorien får lov til at være en del af den større historie i stedet for at overtage det hele. Her er der stadig masser af fantasy, magtspil og spørgsmål omkring Medras plads i den nye verden.

Og så er der selvfølgelig spice. Jeg synes nogle gange, at romantasy kan blive så fyldt med eksplicitte scener, at det faktisk mister lidt af sin effekt. Her er mængden mere moderat, men til gengæld virkelig pikant, når det er der. Det fungerede meget bedre for mig.

Det blev den perfekte sommerflugt, og jeg har allerede fået lyst til at finde ud af, hvad der sker i næste bog.

Læs også disse bøger

Hvis du er blevet fristet af mørk fantasy, komplicerede relationer og karakterer, der ikke altid træffer de rigtige valg, kan du måske også lide:

Silvercloak
En mørk fantasy med magtspil og stærke karakterer

Prinsen af Ondskab
Til dig, der især kom for de mørke karakterer og den komplicerede relation mellem hovedpersonerne.

Alchemised
Hvis du gerne vil have endnu mere mørke, brutal fantasy og en fortælling, der bestemt ikke holder sig på den pæne side.

Våg over hende af Jean-Baptiste Andrea – en fortælling om kunst, kærlighed og identitet

januar 1, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★☆
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

Er du til fortællinger om kunst, historie og identitet, der får lov til at folde sig langsomt ud? Så er Våg over hende en bog, der er værd at give tid og opmærksomhed. Det er en stille, stemningsfuld og dragende roman, som kredser om skabelse, tilhørsforhold og det aftryk, vi efterlader os i verden.

Det er ikke en bog, man skynder sig igennem – men en bog, man bliver i. Og netop derfor gjorde den stort indtryk på mig.

Forside af bogen Våg over hende af Jean-Baptiste Andrea – roman om kunst, billedhuggeri og identitet

Hvad handler Våg over hende om?

Romanen tager sit udgangspunkt i en billedhugger og hans sidste – og måske vigtigste – værk. Et værk, som han har tilbragt 40 år i et kloster for at våge over. Herfra bevæger fortællingen sig tilbage i tiden og ind i kunstnerens liv.

Vi møder Mimo, der er dværg og søn af en billedhugger. Hans egen vej mod at blive kunstner er præget af fordomme og modstand. Omverdenen ser ham ofte som en kuriositet eller en cirkusklovn – ikke som et menneske med kunstneriske ambitioner.

I byen Pietra d’Alba møder Mimo Viola, datter af en rig og magtfuld familie. De to er hinandens kosmiske tvillinger og diametrale modsætninger, og deres venskab bliver skelsættende for Mimos liv, selvforståelse og karriere. Sammen bevæger de sig gennem en verden formet af kunst, magt, kærlighed og historiske brydninger.

En langsom og stemningsfuld fortælling, der bliver hængende

Våg over hende er en særegen og meget velskrevet roman. Tempoet er langsomt, men aldrig stillestående. Stemningen er gennemgående, og jeg følte mig hele tiden trygt ført gennem historien – også når den tog sig tid til det dvælende og det eftertænksomme.

Karaktererne er ejendommelige på den helt rigtige måde. De er umulige ikke at holde af, netop fordi de rummer både styrke, sårbarhed og modsætninger. Mimo er en hovedperson, man har lyst til at følge, heppe på og forstå – også når vejen er ujævn.

Det er en bog, jeg sent vil glemme. Ikke mindst fordi den bliver ved med at dukke op i tankerne bagefter. Jeg kunne heller ikke lade være med at forestille mig, hvor godt historien ville egne sig til en filmatisering – billederne, relationerne og tidsånden ligger allerede klar.

Alt i alt en varm anbefaling til læsere, der holder af romaner om kunst, menneskelig kamp og identitet – og som ikke er bange for at give sig hen til en fortælling, der tager sig tid.

Kig op af Mette Sandahl – en julebog om tro i mørket

januar 1, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★★
// Anmeldereksemplar fra forlaget //


Årh. Kig op er sådan en bog, der stille sniger sig ind og bliver siddende. Det er en af de julebøger, jeg allerede nu kan mærke, har potentiale til at blive en favorit, der bliver taget frem igen år efter år. Ikke fordi den er let eller idyllisk – men fordi den tør vise, at juletiden også kan være svær.

Det er en bog, der balancerer mellem håb og mørke, og som minder os om, at fællesskab og trøst nogle gange opstår de mest uventede steder.

Forside af bogen Kig op af Mette Sandahl – julefortællinger om børn, håb og tro i mørket

Hvad handler Kig op om?

Kig op består af fire særlige julefortællinger, der alle udspiller sig i den samme gade i København. Byen er pyntet til jul, sneen falder, og rammen er umiskendeligt julet – men for børnene og de unge i historierne er virkeligheden langt fra let.

Hver fortælling følger karakterer, der kæmper med frygt, sorg og ensomhed i en tid, hvor omgivelserne forventer glæde og fællesskab. Når alle andre fejrer, kan det føles ekstra tungt at stå alene med det svære.

Med en blanding af realisme, tro og en snert af julemagi får historierne lov til at bevæge sig – og måske ændre sig – uden at det føles forceret eller urealistisk.

En julefortælling, der tør rumme det svære

Noget af det, der ramte mig allerstærkest ved Kig op, er måden historierne blander det virkelige og det eventyrlige på. Det føles ægte, genkendeligt og samtidig håbefuldt. Særligt den første fortælling krøb helt ind under huden på mig og efterlod mig med en klump i halsen 💔

Det her er ikke kun en julebog om lys, men om lys i mørket. Om at finde små sprækker af håb, når det hele føles tungt. For mig er det netop dét, en ægte julefortælling skal kunne: give plads til det svære og samtidig vise, at ting kan forandre sig.

Kig op egner sig også virkelig godt til højtlæsning eller fælleslæsning med lidt større børn. Den lægger naturligt op til samtaler om sorg, ensomhed og frygt – de svære, men vigtige snakke, som der ofte bliver ekstra behov for i juletiden.

Alt i alt en varm og rørende julebog, der gjorde stort indtryk på mig – og som jeg sagtens kan se mig selv vende tilbage til.

Gentagelsen af Vigdis Hjorth – en intens og insisterende læseoplevelse

januar 1, 2026 / / 0 kommentarer

★★★★★
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

Jeg ved ikke helt, hvordan Vigdis Hjorth gør det, men hun leverer gang på gang nogle af de mest intense læseoplevelser, jeg støder på. Gentagelsen var endnu en af de bøger, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig – på trods af (eller måske netop på grund af) dens beskedne omfang.

Det er en stille, insisterende fortælling, der arbejder sig ind under huden og bliver der. En bog, der minder mig om, hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Hjorths forfatterskab.

Forside af bogen Gentagelsen af Vigdis Hjorth – kort roman om barndom, minder og gentagelser

Hvad handler Gentagelsen om?

Gentagelsen følger en kvinde, der mindes en skelsættende begivenhed i sin ungdom. Minderne kredser ikke kun om selve oplevelsen, men i høj grad om, hvordan den er blevet fortalt videre – til andre og til hende selv.

Romanen undersøger, hvordan barndom og ungdom ikke bare er noget, vi forlader, men noget der bliver ved med at gentage sig i os. Hvordan oplevelser kan ændre karakter alt efter, hvem der fortæller dem, og hvordan de fortælles.

“Gentager og genkalder og genoplever og genfortæller og gengælder, for barndommen varer ved, ungdommen varer ved, barndommen og ungdommen er en fremtid der konstant begynder, en vedvarende proces.”

Det er en fortælling, der kredser, gentager og insisterer – præcis som minder ofte gør.

Når barndommen bliver ved med at gentage sig

Gentagelsen er et lille værk på omkring 146 sider, men det rummer en dybde og en nerve, som ramte rent ind hos mig. Vigdis Hjorth har en særlig evne til at skrive om det sagte, det fortrængte og det gentagne – uden store armbevægelser, men med enorm følelsesmæssig præcision.

Det er ikke en bog, der forklarer alting eller giver klare svar. I stedet bliver man som læser inviteret ind i en indre bevægelse, hvor tanker, minder og formuleringer hele tiden kredser om det samme. Det føles intenst, næsten klaustrofobisk, men også ekstremt genkendeligt.

Jeg mærker mere og mere, hvordan Vigdis Hjorth stille og roligt vinder plads som en af mine absolutte favoritforfattere. Hvis du er nysgerrig på psykologisk litteratur, korte romaner med stor tyngde – eller bare vil læse noget, der bliver ved med at rumstere længe efter sidste side – så er Gentagelsen et virkelig stærkt bud.

Tempel af Anne-Cathrine Riebnitzsky – historisk roman med bibelske rødder

december 30, 2025 / / 0 kommentarer

★★★★☆
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

Tempel er en historisk roman, der tog mig med på en længere rejse, end jeg først havde forventet. Det er en fortælling, der bevæger sig i krydsfeltet mellem Bibelens kendte historier, historisk research og skønlitterær frihed – og som gør det på en måde, der føles både modig og forfriskende.

Jeg gik til bogen med nysgerrighed, men også en vis skepsis. Religiøse fortællinger kan hurtigt føles belærende, men Tempel prøver ikke at pådutte læseren noget. I stedet åbner den et historisk rum, hvor velkendte figurer får lov at træde frem som mennesker.

Forside af bogen Tempel af Anne-Cathrine Riebnitzsky – historisk roman om Bibelens fortællinger og Romerriget

Hvad handler Tempel om?

Tempel tager os omkring 2000 år tilbage i tiden til Romerriget, nærmere bestemt årene omkring Jesu fødsel. Med afsæt i grundig historisk research folder Anne-Cathrine Riebnitzsky en fortælling ud, der bevæger sig mellem kendte bibelske skikkelser og den verden, de levede i.

Vi møder blandt andet Josef og Maria, stjernetydere som Balthazar og den magtbegærlige Herodes. Romanen stiller spørgsmål som: Hvor kunne de vise mænd være kommet fra? Hvordan blev templet i Jerusalem bygget? Og hvilke politiske og menneskelige kræfter var i spil på dette tidspunkt i historien?

Det er en fortælling, der blander fakta og fiktion, og som forsøger at give de historier, vi kender fra Bibelen, en historisk og menneskelig kontekst.

Når bibelhistorier bliver til menneskeskæbner

Noget af det, der fungerede bedst for mig i Tempel, var skildringen af Josef og Maria. Her oplevede jeg hurtigt en nærhed til karaktererne og deres udfordringer – mennesker, der lever i en helt anden tid end min egen, men som alligevel føles genkendelige i deres bekymringer, håb og valg. Det var her, bogen for alvor trak mig ind.

Herodes’ fortælling var tungere at komme igennem, men samtidig også vigtig. Den giver en nødvendig indsigt i magtstrukturerne og den historiske kontekst, som resten af romanen udspiller sig i. Det er ikke de letteste kapitler, men de bidrager til helheden og forståelsen af perioden.

Jeg satte især pris på, at Tempel ikke forsøger at være religiøs i traditionel forstand. Den tager bibelhistorier, som har haft enorm betydning for vores kultur og historie, og genfortæller dem i en version, hvor historisk kontekst og fiktion går hånd i hånd. Det gør bogen oplagt – ikke mindst – for læsere, der normalt holder sig fra religiøse tekster, men som elsker historiske romaner.

Yellowface af R.F. Kuang – satirisk knytnæveslag til forlagsbranchen

december 30, 2025 / / 0 kommentarer

★★★★☆
// Anmeldereksemplar fra forlaget//

Yellowface er en af de bøger, der hurtigt får greb om én. Ikke fordi den er rar at være i, men fordi den konstant prikker til noget ubehageligt. Det er en skarp roman om forfatterdrømme, misundelse og en forlagsbranche, hvor synlighed og profit ofte vejer tungere end litterær kvalitet.

R.F. Kuang tager fat i nogle spørgsmål, som mange bogelskere og forfatterspirer tumler med: Hvem har ret til at fortælle hvilke historier? Og hvad sker der, når ambition og moral kolliderer i en verden styret af sociale medier og salgstal?

Forside af bogen Yellowface af R.F. Kuang – en satirisk roman om forlagsbranchen, identitet og forfatterambitioner

Hvad handler Yellowface om?

June Hayward er en ung, hvid amerikansk forfatter, der lagde al sin livskraft i debutromanen Over the Sycamore. Bogen blev dog ingen succes, og June står tilbage med følelsen af at have fejlet – både som forfatter og som menneske.

Hendes kinesisk-amerikanske veninde Athena Liu er det stik modsatte. Athena er en litterær superstjerne, elsket af forlag, anmeldere og læsere. Hun har succes, priser og en stemme, som bliver taget alvorligt.

Da Athena pludselig dør – kvalt i en pandekage under et besøg hos June – sker der noget, som sætter handlingen i gang. June kommer tilfældigvis til at tage manuskriptet til Athenas næste bog med sig. Et manuskript om kinesiske arbejdere og deres historie.

Efter en længere og gradvist mere grænseoverskridende redigeringsproces ender June med at få bogen udgivet i sit eget navn. Men kan en hvid amerikansk forfatter fortælle denne historie – og få succes med den – uden at det får konsekvenser?

En skarp kritik af forlagsbranchen – og os som læsere

Noget af det mest vellykkede ved Yellowface er dens iskold-præcise blik på forlagsbranchen. Kuang udstiller en verden, hvor forfattere iscenesættes som brands, og hvor det ofte betyder mere, hvordan en bog kan sælges, end hvordan den faktisk er skrevet. Antal følgere, den rigtige fortælling om forfatteren og synlighed på sociale medier kan være vigtigere end litterær kvalitet.

Samtidig er det umuligt ikke at blive draget ind i Junes indre liv. Hun er ikke en sympatisk hovedperson, men hun er skræmmende menneskelig. Misundelsen, selvretfærdigheden og de små forklaringer, hun hele tiden giver sig selv, er beskrevet så præcist, at man som læser både krummer tæer og bliver hængende.

Yellowface rejser også nogle af de spørgsmål, mange søger efter svar på i dag: Hvem har ret til at fortælle minoriteters historier? Hvornår er inspiration legitim, og hvornår bliver det udnyttelse? Og hvad siger det om os som læsere, når vi belønner bestemte fortællinger – og bestemte forfattere?

Alt i alt er Yellowface en bog, jeg vil kalde et must-read for bogelskere. Især hvis du interesserer dig for forfatterliv, forlagsbranchen og de etiske diskussioner, der fylder mere og mere i litteraturen. Det er ikke en bog, der giver ro i maven – men det er en bog, der bliver hængende længe efter sidste side.

Anmeldelse: Og så kom regnen af Teis Gjervig

februar 26, 2025 / / 0 kommentarer

★★★★★
// Anmeldereksemplar fra forlaget //

“Når genstande var specielle, var det positivt. Når mennesker var det, var det lidt noget andet“.

Og så kom regnen er nyeste roman fra Teis Gjervig, og jeg er ret begejstret. Det er en bog, der balancerer perfekt mellem tragedie og humor i en fortælling, der berører noget smertefuldt og samtidig får dig til at trække på smilebåndet.

Hvad gør man, hvis man får en besked fra Gud i e-Boks med en bestilling på en moderne Noas ark? Går man så i gang med at bygge eller venter man og ser, om verden går under?

Livet har ikke været nemt for Thomas. Hans mor er psykisk syg, hans søster har Downs syndrom, hans svigermor hader ham, han har dårlig ryg og intet arbejde, og så er der det med babyen, som de mistede. Han tror egentlig ikke på Gud, men det gør hans kæreste Sara. Nogle gange må man træffe et valg i livet og satse alt i et desperat forsøg på at genfinde lidt mening i livet.

“Og så kom regnen” har et fantastisk karaktergalleri, der bidrager til den skæve humor gennem bogen. Hvis beskeden i e-Boks virkelig er fra Gud, så vil arternes overlevelse afhænge af et barnløst par, en psykisk syg kvinde, en pige med Downs, en muslimsk busschauffør, en kriminel stofmisbruger og en flok stjålne dyr fra Knuthenborg. Det er tragikomik, når det er bedst, og jeg både grinede og sad med tårer i øjnene undervejs gennem bogen.

Denne roman er lidt af en perle – fyldt med hjerte og absurditet, som jeg kun kan anbefale dig at læse, hvis du kan lide historier med mennesket og dets uperfektheder i fokus.

« Ældre indlæg

© 2026 Torndahlbooks

Tema af Anders Noren — Op ↑