Anmeldelser og læseinspiration

Tag: illustrationer

Anmeldelse: Vindmageren af Maja Lunde og Lisa Aisato

★★★★☆
// Modtaget som anmeldereksemplar fra Turbineforlaget //

Nogle gange opstår der magi, når to mennesker arbejder sammen, og sådan er det åbenbart hver gang Maja Lunde og Lisa Aisato stikker hovederne sammen.

Vindmageren er den tredje bog i deres årstidsserie, som er nået til sommer, og endnu en gang formår de at skabe et unikt lille rum, der får dig til at glemme tid og sted under læsningen.

Den smukke bog Vindmageren
Vindmageren af Maja Lunde – illustreret af Lisa Aisato

I Vindmageren møder vi drengen Tobias, som er ved at tage afsted med sine forældre på en togstation. Krigen har ødelagt byen, og børnene sendes ud på landet sommeren over, så Tobias skal til Vejrø.

Bomberne har slået noget i stykker i Tobias, som ikke længere har lyst til at lege som før. Han håber på at lande hos en sød familie, men bliver i stedet placeret hos øens vrisne fisker, som slet ikke havde lyst til at have et barn boende. Det bliver ikke nogen nem start på opholdet, men måske er der mere end en sjæl, der har brug for at hele.

En kæmpe historie i en lille bog

Okay, lille er bogen selvfølgelig ikke, men endnu en gang er jeg imponeret over, at man på så få sider kan vække så store følelser i sine læsere. Jeg græd til Snesøsteren, blev rørt af Solvogteren, og denne tredje fortælling havde mig også i sin hule hånd. Det må være det perfekte sammenspil af Maja Lundes eminente skrivekundskaber og Lisa Aisatos altid vidunderlige illustrationer, der gør det.

En kæmpe anbefaling til alle, især dig, der har brug for at blive rørt af en god fortælling, men ikke kan overskue en 300-siders roman. Vindmageren har alt, hvad du har brug for. Hele serien er også perfekte gavebøger, da de er usædvanligt smukke og rammer et bredt publikum.

En forfriskende ny udgave af Et Juleeventyr

// Modtaget som anmeldereksempar //
★★★★☆
Er der en julebog, som jeg elsker, så er det Charles Dickens Et Juleeventyr. Derfor er det altid både med glæde og med forbehold, at jeg tager nye udgaver af fortællingen i hænderne.

Jose Luis Munueras grafiske genfortælling viser sig dog at være en dejligt forfriskende pust med en kvindelig udgave af Scrooge kombineret med smukke og stemningsfyldte illustrationer.

Når tingene ikke behøver at være sort/hvid

Jose Luis Munueras forbliver forholdsvis tro mod den klassiske version af Et Juleventyr, men formår alligevel at give historien et nyt lag. Scoorge har forstand på penge og forretning, og selvom hun bliver forandret af åndernes besøg, så forbliver hun alligevel tro mod sig selv.

Scenariet i bogen er dragende og karakterne har en skøn udstråling. I det hele taget er denne version af Et Juleeventyr en helstøbt læseoplevelse, som du skal unde dig selv, uanset om du normalt læser grafiske romaner eller ej. Julestemning skal du i hvert fald nok komme i, og jeg sat med et smil på læben efter sidste side.

Anmeldelse: På Bunden af Koppen

// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget //

På bunden af koppen er et legende grafisk værk af Nicolai Hvidberg. Bogen er blevet til som resultat af tegnudfordringen “Inktober”, hvor han har haft som ramme at lave to sider om dagen indenfor maksimalt tre timer.

På bunden af koppen har et ret enkelt tema og viser en søvndrukken kunstners rejse ned i kaffekoppen.

På Bunden af Koppen af Nicolai Hvidberg

Jeg tror de fleste kaffedrikkere kender følelsen af at stå med dagens første kop kaffe og søvn i øjnene og så lade tankerne vandre. Men hvad findes der egentligt på bunden af koppen? Forførende havfruer, monstre eller Bente fra kommunen?

I På bunden af koppen bliver vi ført med ind i en legende og ret syret tankestrøm. Konceptet er underholdende og Nicolai Hvidberg har en gennemført, personlig og sikker stil hele vejen igennem. Det er et meget helstøbt lille værk, som var en fornøjelse af have i hænderne.

Snesøsteren af Maja Lunde – anmeldelse

Forfatter: Maja Lunde, illustreret af Lisa Aisato, forlag:Turbine, udgivelsesår:2018, oversætter:Mette Stepicka

★★★★★★

Snesøsteren af Maja Lunde
Snesøsteren

Denne smukke illustrerede julebog har jeg kigget langt efter de sidste par år, så i år måtte jeg eje den.

Bogen er delt op i 24 kapitler, så man kan bruge den som julekalenderbog. Jeg læste den dog ud i et stræk, på en aften. Jeg kunne simpelthen ikke slippe universet, da jeg først kom i gang. Snesøsteren har en helt særlig stemning, som bliver skabt i sammenspillet mellem velskreven tekst og fantastiske illustrationer. Man føler, at man får lov at komme helt helt tæt på karakterne i bogen, selvom den er under 200 sider lang.

Snesøsteren er en vemodig og på samme tider lun og stemningsfyldt bog, og jeg må indrømme, at jeg fik lidt våde øjne undervejs. Julebogen bearbejder det helt svære emner som sorg og nære relationer, når sorgen rammer, men den rummer samtidig hjertevarme og julemagi, der giver den helt rigtige julestemning.

Julestemning er sådan en fløjlsblød følelse, som prikker i tæerne og får hjertet til at banke en lille smule hurtigere, men ikke så hurtigt, at det er ubehageligt. Julestemning er sådan en følelse, der giver en lyst til at brede armene ud og omfavne nogen. Julestemning får en til at synge, til at grine og til at få en klump i halsen. Alt sammen på én gang.

Julian og Hedvig

Bogen handler om Julian, der har mistet sin storesøster Juni. Ud over savnet til sin storesøster, har han svært ved at være i den forandrede hverdag derhjemme efter tabet. Forældrene er opfører sig ikke som sig selv. De er tavse, triste og mekaniske. De serverer kun fiskefrikadeller og lasagne, og de gør meget rent eller sidder i sofaen. De besøger ikke kirkegården eller taler om Juni, og det ser heller ikke ud til, at de har tænkt sig at fejre jul i år.

En dag møder Julian en rødhåret pige med rød jakke. Hun hedder Hedvig, og hun inviterer ham straks hjem til hendes hus Villa Kvisten, for at de kan drikke varm kakao og lege gemmeleg. Hedvig er fuld af liv og varme, og for første gang i lang tid Julian noget at se frem til, og en at grine med. Men Hedvig har en hemmelig, og det har noget med en mystisk mand, der nogen gange står i haven og kigger op mod huset uden at gå ind.

Hedvig
Julian

Den perfekte julefortælling

Snesøsteren rummer alt, hvad jeg holder af i en julefortælling. Den har varme karakterer, som gennemgår en personlig udvikling. Den har julestemning. Den får både smil og tårer frem, og så minder den os om, at sætte ekstra meget pris på dem vi har kær.

Undervejs i bogen fik jeg flere gange associationer til Astrid Lindgrens fortællinger. Hedvig havde en Pippi´sk fremtoning, med sin ukuelige optimisme og tro på sig selv og andre. Den måde temaet om døden fik lov til at udfolde sig, i et smukt univers, mindede mig om Brødrene Løvehjerte. Maja Lunde kan noget helt særligt med sin fortællerstil, der gav mig en virkelig stærk og rørende læseoplevelse. Illustrationerne er flotte og fulde af følelser, som kun underbygger stemningen endnu mere.

Jeg er glad for at bogen nu står på min hylder, så jeg kan tage den ned og genlæse den hver jul. Den kommer til at blive en fast juletradition for mig, ligesom Charles Dickens Et juleeventyr er det.

Bogen får uden tvivl 6 kæmpestore stjerner af mig.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑