Når Bjergene Synger er en grusom og hjerteskærende historie om Vietnamkrigens konsekvenser igennem flere generationer, men det er også en smuk fortælling om en familiebånd og hjælpsomhed.
Vi møder Huong og hendes bedstemor, Dieu Lan, første gang i 1972, hvor Huong er 12 år gammel. Hendes far, mor og onkler er draget afsted i krig, og ingen har hørt fra dem længe, så da amerikanernes bomber regner ned over landsbyen, er der kun bedstemor Dieu Lan til at beskytte Huong. Det er ikke første gang, at Dieu Lan har måtte ofre alt for at beskytte sine kære.
Når Bjergene Synger er en slægtshistorie, der er formet og arret af krigens mange år. Det er langt hen af vejen frygtelig historie, men den er også fuld af håb og medmenneskelighed.
Er du glad for historiske romaner og fortællinger om stærke kvindefigurer, så skal du læse Når Bjergene Synger. Jeg var opslugt fra start til slut, mit moderhjerte græd undervejs, og jeg blev samtidigt en del klogere på Vietnams historie.
“Seksuel vold er et af verdens ældste våben, fordi den er billig og effektiv, virkningen varer flere generationer, og den kræver ikke logistik, teknisk vedligehold eller modernisering”
I dag udkommer Sofie Oksanens litterære essay som med udgangspunkt i hendes egen familiehistorie sætter fokus på undertrykkelse af kvinder og seksuel vold som et led i krigsførelse. Et emne som ofte ikke fylder i medierne, når en krigs grusomheder gøres op. Måske fordi voldtægter ikke er så nemt at gøre op som antallet af lig eller mistede lemmer.
Voldtægter er et uhyggeligt effektivt våben, når man vil have kvinder til at tie og undgå at en befolkningsgruppe formere sig. Det er set alt for mange gange i verdenshistorien, og det gentager sig desværre.
“Samme flod to gange” er debatskabende, skræmmende og uhyre vigtig læsning netop nu.
★★★☆☆ Af Pip Williams // Modtaget som anmeldereksemplar //
De Glemte Ords Bog er en poetisk og smuk roman om sprog og kvindekamp. Pip Williams har ladet historien tage udgangspunkt i en politisk spændende historisk periode. Her udspiller fortællingen om en ung kvinde ind i en mandsdomineret verden sig, under tilblivelsen af Oxford English Dictionary.
Pip Williams danner et enormt stærkt grundlag for en storslået og rørende roman, men desværre blev det ikke helt indfriet i romanen.
Den moderløse pige Esme vokser op med en far, der arbejder som leksikograf i et særligt indrettet haveskur kaldet “Scriptoriet”. I Scriptoriet modtager de små sedler med ord med tilhørende citater, der viser orderts brug. Alle ordsedlerne sorteres, omskrives og faktatjekkes, så de kan være med til at at samle og definere alle engelske ord i en samlet ordbog.
Som ung kvinde begynder Esme selv at arbejde i Scriptoriet, men det er en verden der er domineres af mænd. Det holder dog ikke Esme tilbage, der samtidigt har fået øjnene op for en verden af ord, der aldrig vil komme i betragtning til ordbogen. Ord om kvinder, køn og seksualitet, der bruges af kvinder og lavere stående folk, og hun begynder at arbejde på sin helt egen ordbog.
Krig og kvindekamp
De Glemte Ords Bog foregår i en særlig tid, hvor første verdenskrig farver verden, og hvor kampen for kvindernes stemmeret for alvor optrappes. Bogens hovedperson bliver derfor placeret i en verden, der kan forme hende på alle tænkelige måder. Alligevel blev jeg aldrig rigtigt revet med af hendes historie.
Trods det, var De Glemte Ords Bog en meget smuk læseoplevelse. Den måde, der arbejdes med sprog og semantik er medrivende for enhver sprogelsker. Når krigen hærger og unge mænd bliver slået ihjel kan ord som sorg og tab pludselig få langt flere nuancer og betydninger.
De Glemte Ords Bog er til dig, der holder af historiske romaner og sprog. Havde Pip Williams formået at fremmale en hovedperson, man for alvor ville blive investeret i, havde det været lidt af et mesterværk, men jeg tabte desværre interessen lidt undervejs.
★★★★★★ //modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Falco//
Poppy War er en fantasyserie af amerikansk-kinesiske forfatter R.F. Kuang. Den er en hæsblæsende og barsk serie, om krig, magt og enorme kræfter, og den har mildest talt har taget mig med storm. Jeg har slugt de første to bind i Poppy War-serien, og jeg kommer til at vente meget utålmodigt på den danske oversættelse af seriens sidste bind, som endnu ikke er udkommet.
Seriens handling er baseret på kinesisk krigshistorie og krydret med mørk fantasy.
Et blodbad
Jeg havde på forhånd fået indtryk af, at Poppy War var en kende barsk og blodig, men jeg blev alligevel chokeret over, hvor vild den er. Brutal er faktisk ikke et dækkende ord.
Hovedkarakteren, den forældreløse Rin, er en viljestærk pige, der kæmper med næb og klør for at komme ind på en eftertragtet skole, så hun kan skabe sig en fremtid, frem for at skulle giftes bort mod sin vilje. På skolen bliver hun uddannet i krigshistorie, strategi og kampteknik.
Hun har et temperament og en vrede, der driver hende frem, og da hun finder ud af, at hun vil gå Shamanvejen, hvor du kan opnå en særlig kræft igennem guderne, opdager hun noget helt særligt om sig selv. Snart er hun ikke bare en ukendt pige, men et vigtigt våben i en blodig krig.
I bind to, Dragerepublikken, står Rin overfor et valg, om hvilken side hun vil kæmpe for. Valget er ikke sort/hvidt, men kan man overhovedet overleve, hvis ikke man har noget at kæmpe for?
Det perfekte uperfekte
Jeg har fået en helt særlig svaghed for bøger med hovedpersoner, som er fulde af fejl (med andre ord – menneskelige). Rin har et hidsigt temperament, er til tider selvcenteret, og hun begår fejl og tager forkerte valg. Samtidigt er hun viljestærk, vild og helt fantastisk. Det giver en særlig karakteropbygning, som jeg er ret så vild med, og det er i høj grad det, som gør Poppy War til noget særligt.
Ud over Rin, har Kuang også skabt en række andre karaktere, som man som læser bygger et stærkt bånd til.
Alt i alt er Poppy War voldsom, medrivende og umulig at slippe. Den har lidt samme effekt som “Game of Thrones”, hvor du ikke ved, hvornår dine yndlingskarakterer må lide en markaber død, og alt kan ske.
Er du til mørk, dystopisk fantasy med en uperfekt og stærk hovedkarakter? Så kan jeg også anbefale dig at gribe fat i Holly Blacks serie “Folk of the Air”.