★★★★★★
// Modtaget som anmeldereksemplar af forlaget Umpff //

Lydie er en følelsesladet tegneserie om livets skrøbelighed og om et helt særligt sammenhold i en lille landsbygyde.

Det er et imponerede værk, som er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond.

Tegneserien Lydie

Den unge ugifte Camille mister sin lille datter Lydie ved fødslen og er ude af sig selv af sorg. Men efter to måneder kommer hun løbende og fortæller, at hendes baby er kommet tilbage.

Beboerne i landsbyen kan måske nok se, at det må være vandvid, men de har ikke hjerte til andet, end at spille med. Lige så stille bliver Lydie en fast del af det lille samfund, og i små glimt, er det næsten som om hun virkelig er der.

Camille i sorg i tegneserien Lydie

Lydie er et lille mesterværk. Fortællerstemmen i tegneserien er enormt velskrevet og illustrationerne er smukke og følelsesladede. Sammenspillet mellem Zidrous tekst og Jordi Lafebres illustrationer giver en imponerende dybde på relativt få sider. Lydie bliver dermed et perfekt eksempel på, hvor stærkt et medie tegneserier kan være, også når det gælder komplekse og skrøbelige temaer.

Det er en tegneserie, som tåler at blive genlæst flere gange, og ved anden gennemlæsning opdagede jeg kun endnu flere detaljer, som kun gjorde mig endnu mere forelsket i dette værk. Der er en helt særligt stemning i Lydie, som skal opleves.

Lydie fortjener ganske enkelt at blive læst – Det er en gåsehudsfremkaldende og velkomponeret lille perle.