★★★★☆
Har du læst en bog, der forgår i din egen hjemby?
Jeg selv er opvokset på landet uden for den lille by Tjørring ved Herning – nøjagtigt ligesom hovedperson Maibritt i Mette Kirkebys roman Forspil til Herning. Det var altså pudsigt nok, til at jeg måtte have fat i romanen.
Maibritt er fraskilt mor til to. Hendes mand har forladt hende for en yngre model, og hun selv er gået ned med stress. Nu skal hun finde vej tilbage til en hverdag, hvor hun arbejder som lektor på professionshøjskolen i Herning, og dertil får hun hjælp af både psykolog og veninden Anne.
En af de studerende på skolen er en charmerende ung mand, som viser interesse for Maibritt, og snart er hun selv ved at falde for en yngre model. Et knust hjerte skal trods alt knaldes væk, som veninden Anne så klogt råder.
En autentisk og tragikomisk tur til Herning
Forspil til Herning er en skøn, livsklog og tragikomisk roman. Jeg ved ikke, om det bare er fordi, jeg genkender så mange karaktertræk fra det midtjyske, at jeg sad med et smil på igennem store dele af bogen, men underholdt det var jeg. Faktisk er jeg ret sikker på, at jeg selv er relateret til Maibritts mor i et eller andet led, hun virkede i hvert fald frygteligt bekendt.
Man siger, at man kan rejse igennem litteratur, og her bliver du taget med på en meget autentisk tur til Herning, hvor du besøger butikken CADOVIUS i Herningcenteret, Cafe Poulsen og meget mere. Selv Maibritts forældre handler i ABC Lavpris i Tjørring, som enhver Tjørringbo ville gøre. Det giver altså en vis charme til bogen.
Mette Kirkeby kan desuden noget særligt og legende med ord og sprog, der er med til at tilføje både humor og dybde til karaktererne i bogen.
Nu sidder jeg blot tilbage med en lille krise over, at jeg skal aflevere bogen tilbage på biblioteket, for den ville jeg gerne have beholdt i min reol.
Skriv et svar