Anmeldelser og læseinspiration

Måned: april 2023

Anmeldelse: Daisy Jones & the Six af Taylor Jenkins Reid

★★★★★★

Jeg har tabt mit hjerte til fortællingen om Daisy og Billy. Både roman og tv-serie er fantastisk. Det er en fiktiv roman (dog løst inspireret af Fleewood Mac), om rock&roll, sangskrivning, kærlighed og stoffer i 70’erne.

Det begyndte egentligt med, at min kæreste faldt over tv-serien, som han hurtigt dømte til at være en af de bedste serier, han længe har set, og så måtte jeg altså have fat i romanen bag.

Daisy Jones & The Six af Taylor Jenkins Reid

Bandet the six med Billy i spidsen brager fremad, men de har endnu ikke knækket koden til det helt store gennembrud. Daisy Jones er gudesmuk og har en stemme som ingen anden, men hun mangler at finde vejen til at få sine egne sangtekster ud i verden.

Da bandet invitere Daisy til at synge med på nummeret Honeycomb bliver det starten på en legende – legenden om Daisy Jones & the Six.

“Når nogens blotte tilstedeværelse giver dig energi, når den vækker noget i dig – sådan som Daisy gjorde for mig – kan du vende den energi til begær, kærlighed eller had.

Jeg følte mig mest tryg ved at hade hende. Det var min eneste mulighed.”

Billy

Daisy Jones & the six er bygget op som et interview af medlemmerne og dem der omgav dem i deres gyldne år. Det giver en autencitet og et helt specielt flow i bogen, så man hurtigt stryger igennem siderne.

70’er-stemningen er helt i top med denim og rock and roll, og bandets udvikling er spændende fra første side. Teksterne som Billy og Daisy skriver tilføjer en poetisk dybde til romanen, som kun gør det endnu svære ikke at falde pladask for historien.

Læs bogen, se serien – NU!

Anmeldelse: Sundial af Catriona Ward

★★★★★★
//modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Screaming Books//

“Ægte Skræmmende”

Sådan beskriver mesteren af Gys, Stephen King, Sundial på bogens forside, og hvis ikke det er teaser, der tiltrækker enhver med hang til gys og spænding, ja så ved jeg det ikke.

Sundial af Catriona Ward

Hvad ville der ske, hvis du var nødt til at gøre noget drastisk ved dit ene barn for at holde det andet i live? Og hvad ville du gøre, hvis din psykisk ustabile mor tog dig med ud i ørkenen og begynder at fortælle dig uhyggelige hemmeligheder om sin fortid?

Sundial bliver fortalt i to fortællerspor. Den ene er Rob, som brændende ønsker sig et helt almindeligt forstadsliv, men drømmen trues, da datteren Callie begynder at samle på dyreknogler og tale med fantasivenner. Hun tager hende derfor med ud i ørkenen til sit barndomshjem Sundial.

Det andet fortællerspor er Callie. Callie er ikke som andre børn, og kan se dyr og mennesker, der ikke længere er levende, men er blevet “blege”, og hun frygter at tingene kan eskalere, så hun selv bliver en af dem. Under opholdet på Sundial bliver hun mere og mere i tvivl om sin mors intentioner, og fortællingerne om Robs barndom indeholder grusomme afsløringer.

“Du kunne være død. Forstår du det?” Et øjeblik er der noget gult og skinnende i hendes øjne. Det ligner beklagelse. Hun ser ustabil ud. Som om hun er ked af, at jeg ikke faldt, at jeg ikke faldt ned i mørket og lod hende være i fred. Hvad er farligst, portalen eller min mor?

De mørke sider af menneskets sind

Sundial er noget nær umulig at lægge fra sig. Jeg inhalerede bogen på få dage, og har ikke kunne slippe den i mit hoved siden. Det er en pageturner, der tager dig med til de mørkeste afkroge af menneskets psykologi, og den er spækket med plottwist og ondskab.

Det er en af de bøger, hvor du har mistanker og bange anelser, men alligevel tager historien nogle skarpe sving, som du slet ikke havde kunne forudse.

Sundial er rasende velskrevet i både plot, sprog, stemning og karakteropbygning. Catriona Ward har taget mig med storm, og jeg bliver simpelthen nødt til at anskaffe mig alle hendes bøger.

Er du til psykologiske thriller, så SKAL du hive fat i Sundial. Det vil du ikke fortryde.

Anmeldelse: Lån Mig Dine Tænder af Gustav Foss

★★★★☆☆
// Modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Rød Panda //

Lån Mig Dine Tænder er en debutroman, der bider fra sig. Den tager udgangspunkt i nogen af de grimme sider af samfundet, i en samling små novellelignende fortællinger, der er smurt ind i kulsort humor. Det er ikke kønt, men det er stærkt underholdende og tankevækkende.

Lån Mig Dine Tænder af Gustav Foss

Lån Mig Dine Tænder består af fire meget forskellige og mærkværdige fortællinger. Vi møder både hunden Mutte, talende toiletter, en gal og genial udviklingshæmmet udgave af Egon Olsen og en udbrændt pædagogmedhjælper.

“Hvad fanden bilder hun sig ind? Hun er sgu da klædt ud som Nutella og ikke Sebastian Klein. Hvordan ville hun selv have det, hvis Jes påstod, ar hun var klædt ud som jordnøddesmør fra Fakta? Børn er så fucking blottede for medfølelse.”

På bagsiden beskrives Lån Mig Dine Tænder som balancerende mellem “roman og novellesamling, mellem soscialrealisme og folkeeventyr, mellem tragedie og satire“, og det beskriver meget godt den “in between” fornemmelse, som jeg var præget af hele vejen igennem. Man balancere hele tiden mellem humor og barske realiteter og på grænsen mellem genre.

Sproget er ikke ligefrem poetisk eller dragende, men jeg elsker det legende, udforskende og provokerende, der i stedet tager hovedrollen. I det hele taget, at bogen eksperimenterende i både form og indhold.

Alt i alt var jeg underholdt hele vejen igennem. Det er betydningsladede og intense fortællinger, der helst skal indtages en bid af gangen for ikke at blive for meget. Jeg skulle i hvert fald lige have tid til at synke og fordøje en historie af gangen.

En varm anbefaling af Gustav Foss’ debut herfra.

© 2024 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑