★★★★★★

Forfattere: Nathali og Bettina Liane, Forlag: Turbine, Udgivelsesår: 2021

Reklame // Tak til Turbine forlaget for anmeldereksemplar

Er der en fantasyserie, som virkelig har taget mig med storm, så er det Nathali og Bettina Lianes Awen-serie. Første bog, “Kaldet fra Galathea”, har jeg læst flere gange, og jeg kan ikke andet, end at anbefale den til alle, der holder af fantasy. Jeg havde derfor tårnhøje forventninger til bog 2 i serien, “Arven fra fortiden”.

I ” Arven fra fortiden” påbegynder tvillingerne Aia og Peter deres andet år på det magiske skoleskib Galathea. Det tegner sig til at blive alt anden end et roligt skoleår, for de ondskabsfulde Morskinna har knækket koden til at trænge igennem slørene, der skjuler den magiske verden Igdrafell.

Samtidigt dukker der et mystisk testamente op fra deres afdøde far, hvori de arver en magisk genstand, der skal hjælper dem i nødens time. Men hvad er det for en genstand? Hvor skal de finde den? og hvem har sendt dem testamentet?

Awen-universet tager form

Hvor jeg i den første bog ofte tog mig selv i at sammenligne med andre magiske universer, så træder Awen universet virkelig i karakter i “Arven fra Fortiden”. Både karaktergalleri og universet med de forskellige slør, ætere og væsner er så gennemført og velskrevet, at man ikke kan andet, end at lade sig rive med af magien.

Den var tyk, grå, langbenet og iført et par ødelagte stof-tøfler. En mikroskopisk lædervest dækkede dens runde mave, og en miniaturemonokel, fastklemt i det ene øje, var hægtet fast til lædervesten med en kort snor,

beskrivelse af en blogglok. Et belæst væsen, der bygger rede i bøger og formulerer sig i rim.

Aia og Peter kæmper hver især, for at finde deres plads i alt det nye, samtidigt med at fortiden hele tiden trænger sig på. Selvom de er tvillinger, har de vidt forskellige tilgange til deres mørkekræfter og til deres roller som kommende vogtere. Det er alt sammen med til at give en masse dybde til historien.

Karin Hald har endnu engang gjort et imponeret stykke arbejde med bogens visuelle design

Jeg kan roligt afslører, at bogen levede fuldt ud op til mine forventninger, og endda mere til. I “Arven fra fortiden” bliver vi taget med på et hæsblæsende eventyr, hvor siderne nærmest vender sig selv. Det er kampen mellem godt og ondt, som vi kender det fra klassiske eventyr, og alligevel er historien uforudsigelig og overraskende.

Det absolut eneste negative, jeg kan sige om “Arven fra Fortiden” er, at ventetiden mod næste bog bliver forfærdeligt lang, inden vi kan finde ud af, hvad fremtiden på Galathea bringer.

Bøgerne henvender sig til en bred aldersgruppe og kan læses af både unge og voksne.

Har du læst “Kaldet fra Galathea”? Så hop forbi min Galathea Quiz og test din viden om universet 🙂