★★★★☆
// Modtaget som anmeldereksemplar //
Guldagers bøger er upolerede og oprigtige på en måde, som jeg rigtig godt kan lide. Derfor har jeg ventet spændt på at få hans nyeste udgivelse, Prismet, i hænderne.
Med Prismet udviser Mikkel Guldager heldigvis endnu engang sin helt særlige evne til at give samfundets skæve (og udskudte) eksistenser deres egne stemmer i litteraturen.
“Tungen har ingen knogler. Alligevel er den stærk nok til at knuse et andet menneske med sine blotte ord. Det har jeg hørt et eller andet sted. Et knogleløst taleorgan med destruktive kræfter.”
fra bogens prolog
I Prismet møder vi Andreas, en 45-årig ph.d.-studerende, som bruger mere tid på at dyrke euforiserende svampe end på at skrive. Et ekstraordinært og rundhåndet tilbud fra en forkvaklet, om end omsorgsfuld, onkel sætter pludselig skub i det hele, da Andreas nu er nødt til at træffe afgørende valg for sin eksistens.
Imens store forandringer truer hos Andreas, er hverdagen en lang gentagelse hos underboen Dandy, en tragisk sjæl, der har lidt store skader i sin barndom.
En klump i halsen
Prismet tog faktisk lidt fusen på mig. Jeg havde lidt svært ved at finde ind i historien og forstod ikke rigtig, hvor den ville hen til at begynde med. Alligevel lykkes det endnu engang Guldager at skrive karakterer, der lige så langsomt vandt mig over, og til sidst i sådan en grad, at jeg måtte synke en klump i halsen ved historiens slutning.
Andreas og Dandy er begge slebet skæve i kanterne af livet, men hvis lyset får lov til at ramme dem rigtigt, så skinner de med alle deres farver. Bogen er både syret og poetisk, og jeg holder særlig meget af den måde, som Guldager fletter sangtekster og musik ind i det hele.
I min optik er bøger som Mikkel Guldagers en gave til den danske litteraturhistorie, netop fordi han favner de eksistenser, som ellers så hurtigt bliver gemt væk.
