Anmeldelser og læseinspiration

Tag: stærke kvinder (Side 3 af 3)

Anmeldelse af “Befrielsen”. En historisk roman

★★★★★☆
Forfatter: Imorgen Kealey. Forlag: Aronsen
Reklame // Modtaget af forlaget

Jeg har læst mange historiske romaner i år, alle med afsæt i 2. verdenskrig, og der har været nogle virkelig stærke bøger i mellem. Da jeg modtog “Befrielsen” var jeg derfor lidt nervøs for, om jeg var “mættet” af emnet. Heldigvis skulle der kun ganske få sider til før jeg var hooked!

Befrielsen af Imogen Kealey

Handling

“Befrielsen” er baseret på en sand historisk persom, Nancy Wake, der fik tilnavnet “den hvide mus” under besættelsen i Frankrig. Hun er en vigtig del af modstandsbevægelsen, hvor hun smugler vigtige dokumenter igennem farlige checkpoints.

Da hendes mand Henry bliver arrestret af Gestapo, for at have støttet modstandsbevægelsen økonomisk, tvinges Nancy til at flygte til England. Hun har dog ikke tænkt sig at forblive i skjul, men bliver optaget i den hemmelige organisation SOE (Special Operations Executive), hvor hun er under skarp træning. Hendes mission er, at vende tilbage til Frankrig for at kæmpe for friheden og for at finde Henry.

Barsk læsning

Det er en barsk bog, som til tider er temmelig grafisk i sine beskrivelser. Men de voldsomme scener bidrager til forståelsen af modstandsbevægelsens og Nancys drivkraft.

Nancy er en vild personlighed med sine høje hæle, læbestift og en vilje af stål. Hun er en frygtløs frihedskæmper, og hun er med til at sabotere og bekæmpe tyskerne, samt træne de franske kæmpere – men prisen, som hun betaler for det, er høj. Når du har læst bogen sidder du derfor tilbage med en følelse af både sejr og sorg, og titlen “Befrielsen” får en en bittersød klang.

Fremragende historisk roman

Befrielsen er en bog, hvor der skrald på handlingen fra start til slut med brosprængninger og bazookaer. Den er derfor oplagt, når du er i humør til action og nervepirrende spænding.

Imorgen Kealey er et pseudonym for Darby Kealey (forfatter, producer og uddannet manuskript forfatter) og Imogen Robertson (forfatter af historisk fiktion). Sammen har de komponeret en voldsom og velskrevet historisk roman, som får min varmeste anbefaling.

Er du i humør til flere til flere historiske romaner kan du finde inspiration her. Vil du gerne læse mere om Frankrigs besættelse under 2. verdenskrig, kan jeg anbefale “Hittebarnets historie” og “De glemte børns bog”.

De glemte børns bog – Anmeldelse

★★★★★★
Forfatter: Kirstin Harmel, Forlag: Gads
Anmeldereksemplar fra forlaget

De glemte børns bog er en historisk roman – og en fremragende en af slagsen. Det er den type bog, der praktisk talt er umulig at lægge fra sig, når man først er gået i gang – den er nemlig nervepirrende spændende. Det er en roman om at gøre en forskel og finde sit indre heltemod, og så indeholder den en storslået kærlighedsfortælling.

De glemte børns bog – en historisk roman

Bogen handler om jødiske Eva, der læser engelsk på et universitet i Paris under besættelsen, da hun en dag får et tip om, at tyskerne vil begynde at arresterer jøderne i landet. Hendes far bliver taget, men det lykkes Eva at få sin mor med i sikkerhed. De flygter til en lille fransk by, hvor Eva bliver en del af modstandsbevægelsen, der fremstiller falske dokumenter og identiteter til jødiske børn og herefter hjælper dem over grænsen til Schweiz.

Mange af børnene er så små, at de måske ikke vil kunne huske deres rigtige navne og efternavne i fremtiden. Eva og hendes partner Remy fører derfor alle børnenes navne ind i “De glemte børns bog”, ved hjælp af en særlig kode, så deres historie vil være gemt efter krigen.

… det eneste, folk ville lægge mærke til, var den sekstakkede gule stjerne, der var syet fast på den venstre side af hendes cardigan. Den udviskede alle de andre dele af hende, som betød noget – hendes identitet som datter, veninde, som en anglofil, der arbejdede på at få sin doktorgrad i engelsk litteratur.

De glemte børns bog s. 12

En helt særlig bog

Der findes efterhånden et utal af bøger om 2. verdens krig, men De glemte børns bog er ikke bare endnu en i rækken. Det er en fortælling om kampen for retfærdighed, om kærlighed og om heltemod. Kristin Harmel skriver blændende godt, og det er helt umuligt ikke at lade sig rive med af historien.

Jeg havde bogen liggende på mit bord, da min far en dag var forbi, for at passe sit forkølede barnebarn, imens jeg selv var på arbejde. Da han tog herfra havde han læst halvdelen af bogen. Det giver et meget godt billede af, hvor opslugt man bliver af den.

En kæmpe anbefaling til alle, der holder af historiske romaner.

Fakta om bogen

  • De glemte børns bog nåede finalen i Goodreads Choice Awards for “Bedste historiske roman”.
  • Eva er en fiktiv karakter, men under krigen var de flere dokumentfalsknere, som var med til at redde flere tusinde af jøders liv.
  • Mange af detaljerne i bogen på virkelige falsknerimetoder, som blev benyttet under krigen.

Vand til Blomster – Anmeldelse

★★★★★★
Forfatter: Valérie Perrin
// anmeldereksemplar fra forlaget

Nogen bøger vinder sin læser lige første side. Vand til blomster havde mig i sin hule hånd, lige fra jeg fik den i hænderne. Den smukke forside varsler om et smukt indhold, og disse forventninger indfries til fulde. Det er en helt igennem fantastisk varm og charmerende, fransk roman, der handler om sorg, kærlighed og livet.

Vand til Blomster

Vand til blomster handler om Violette Toussaint, der er kirkegårdspasser. Hun passer gravene, når de pårørende skal på ferie, hun sælger blomster, som hun selv har dyrket, og så sørger hun for, at der altid er en kop varm the og et lyttende øre til dem, der har brug for det.

Trods de mange grave er kirkegården fuld af liv og historie. Her kommer de pårørende på besøg, blandt andet både elskere og ægtefælder til de afdøde, her kommer de unge for at prøve deres vovemod, når mørket falder på, og her arbejder en særlig samling af særlige mennesker (gravere, bedemænd og præster). Gravstenene er prydet med citater, årstal og billeder, som fortæller historier om levede liv.

Igennem romanen får vi fortalt Violettes livshistorie i følgeskab med fortællinger om de afdøde på kirkegården. Det er historier om sorg og tab, men i den grad også om kærlighed og liv.

Han smiler for anden gang og forlader køkken-alrummet. Jeg tænder automatisk lyset i loftet. Jeg tænder det aldrig, når nogen kommer, men altid når de går. For at erstatte deres tilstedeværelse med lys. Det er en gammel vane hos et barn, der blev forladt ved fødslen.

Literære referencer

Der er noget særligt over gode bøger, hvor forfatterens egen kærlighed til litteraturen stråler igennem. Vand til blomster er fyldt med citater og referencer til bøger, som gik lige i hjertet på mig.

Violette får blandt andet et helt særligt bånd til en bog, som hun læser igen og igen livet igennem.

Jeg skulle lige til at skubbe gadedøren op ind til vores opgang, da jeg fik øje på et rødt æble på forsiden af en bog i et af butiksvinduerne: Æblemostreglementet af John Irving. Jeg forstod ikke titlen. Det var svært for mig. I 1986 var jeg atten år gammel med en uddannelse som en seksårig……
…..Jeg købte den otte hundrede og enogtyve sider lange bog, selvom det ville tage mig timer at læse og forstå en enkelt sætning. Lidt som hvis jeg brugte størrelse 50 og havde købt et par jeans i størrelse 36. Men jeg købte den, fordi æblet fik mine tænder til at løbe i vand.

På listen over yngslingsbøger

Vand til blomster er røget direkte ind på min favoritliste med sit poetiske sprog og smukke indhold. Jeg nød hver og en af de 550 sider.

Det er en hjertevarm, modig, livsklog og humoristisk roman, der både gav mig fugtige øjne og fik mig til at smile stort undervejs.

Jeg håber inderligt, at Valérie Perrins debutroman Les oublies du dimanche bliver oversat fra fransk, så jeg kan få mulighed for at læse den en dag.

Fakta om Vand til blomster

  • Vand til blomster er oversat til 32 forskellige sprog
  • Romanen er solgt i mere end 1 million eksemplarer i Frankrig og mere end 100.000 i Italien. Det var den helt store Lock-Down roman under Covid-19 nedlukningen i 2020

Nattens Blomst – Anmeldelse

★★★★☆☆
Forfatter: Nillou Zoey Johannsen
Reklamer // Anmeldereksemplar fra forlaget Alpha

Nattens Blomst er en velskrevet og inspirerende roman. Den viser et nuanceret billede af livet som kvinde i Iran – et land uden frihed. Romanens hovedperson, Ziba, vokser op i et samfund, hvor det at blive gift ikke er et valg, og hvor det at få børn blot er en konsekvens af ægteskabet.

Nattens Blomst

Romanen handler om 16-årige Ziba, som er datter af borgmesteren i byen Shahrestan i Iran. Ziba går i skole og er den bedste i sin klasse. Hun drømmer om at læse videre og uddanne sig, og hun vil gerne være et forbillede for andre piger, og gå forrest i kampen for et friere Iran.

Ziba opildnes af sin fremsynede Lærerinde og en dag tager hun sig mod til at spørge sin far, om hun må læse videre. At henvende sig til borgmesteren uden at have fået tilladelse, er i sig selv en modig handling – men Ziba er nødt til at forsøge.

At være kvinde uden frihed

Nattens blomst er en medrivende, men også en frustrerende fortælling. Ziba er en kvinde med en sprudlende seksualitet. Hun ved, at hun trods alt har en form for magt, i form af hendes skønhed og kvindelighed, men hun er også præget af en opvækst i et hjem med vold og underkuelse. Hun nedbrydes af sin far og sin mand, og betaler dyrt for de små skridt mod friheden, som hun tager.

I en tid, hvor feminisme og ligestilling har en stor indvirkning i vores land, giver Nattens Blomst en vigtig stemme til dem, der der vokser op i samfund, hvor kvinder ikke er lige så privilegerede – og ikke mindst en større forståelse for dem.

Nattens Blomst var for mig en spændende og god bog. Jeg kunne dog godt have ønsket, at Ziba var blevet blandet endnu mere ind i det politiske spil, som var den del af bogen, der tiltalte mig mest.

Hannies Bog – Anmeldelse

★★★★★☆
Forfatter: Lisa Wingate, Forlag: Alpha
Anmeldereksemplar (tak til forlaget)

“Hannies Bog” er nyeste udgivelse fra Lisa Wingate, forfatteren bag New York Times bestselleren “Inden vi blev jeres”. I hendes nye roman bliver vi taget med på en rejse tilbage i tiden efter slaveriets ophør, hvor mange familier stadig er splittede og ødelagte. Bogen er hele vejen igennem krydret med avisannoncer, fra folk der har efterlyst deres nærmeste, i håb om at blive genforenet.

To kvinder, to historier

I romanen følger vi to forskellige sideløbende historier, som foregår i hver deres tid.

I 1875 følger vi den tidligere slavepige Hannie, der i slaveriets sidste tid er blevet adskilt fra sin mor og sine søskende. Det eneste hun har tilbage som minde, er en halskæde med tre blå perler, som er familiens kendetegn. Da Hannie bliver indblandet i en dramatisk affære, hvor to piger kidnappes, drager hun ud et redningstogt forklædt som dreng. Under rejsen tændes et håb i Hannie om at finde sin familie, men det er en farefuld færd i en kaotisk tid efter borgerkrigen, hvor tilhænger af slaveriet stadig raser.

I 1987 følger vi sideløbende lærerinden Benedetta, der har fået job på en skole i Louisiana. Byens folk og deres historie er stærkt præget af slaveriets tid – både på slavernes og slaveejernes side. Skolens børn kender derimod ikke deres egen historie, og da Benedetta får adgang til en helt særlig kilde til fortiden, påbegynder hun et helt særligt skoleprojekt.

En stærk og varm fortælling

“Hannies Bog” er en skøn og medrivende fortælling om to stærke kvinder, hvis liv formes af deres forhistorien. Det er en fortælling om, der vidner om, hvor meget vores forhistorie kan påvirke vores identitet og selvforståelse, både på godt og ondt.

Romanen rummer både spænding og romantik. Sproget er medrivende og flydende, og jeg nød at læse bogen hele vejen igennem. Særligt lærerinden Benedattas historie greb mig og gav stof til eftertanke.

“Hannies Bog” er til dig, der holder af en god historisk roman med uperfekte og stærke kvindelige hovedroller – i stil med “Niceville”.

Anmeldelse af Cilkas Rejse

★★★★★☆
Forfatter: Heather Morris, Forlag: Aronsen, Udgivelsesår: 2021
Reklame // Anmeldereksemplar

Sidste sommer læse jeg Heather Morris’ “Tatovøren fra Auschwitz”, som virkelig ramte mig. Jeg har en stor forkærlighed for historiske romaner, og jeg har læst mange med afsæt i holocaust og 2. verdenskrig. Alligevel tilførte den noget helt nyt, og jeg blev suget ind i Morris’ fortælling. Derfor har jeg også glædet mig til at få fortsættelsen “Cilkas Rejse” i hænderne, hvor en af bipersonerne fra første bog, får sin historie fortalt.

Den historiske roman Cilkas Rejse

I “Cilkas Rejse” møder vi den unge kvinde Cilka, som netop er blevet befriet efter flere års rædsler i kz-lejeren Auschwitz-Birkenau. Men det har kostet dyrt at overleve i lejeren, hvor hun blandt andet har måtte lade sig seksuelt udnytte af kommandanten Schwarzhuber. Efter befrielsen beskylder russerne hende derfor for at have været i ledtog med nazisterne og idømmer hende 15 år i en brutal fangelejr.

Hun konstaterede, at hun kunne reducere sig selv til en samling arme og ben, bare knogler, muskler og hud. Det var ikke noget, hun valgte. Det skete bare.

Nu står Cilka igen over for en grusom fremtid, hvor hun skal forsøge at overleve og finde en måde at komme igennem dagene i den iskolde fangelejer Gulag.

En fortælling om håb i mørket

“Cilkas Rejse” er en af de bøger, man har meget svært ved at slippe igen, når man først kommer i gang. Selvom det er hjerteskærende at følge med i de pinsler fangerne gennemgår i lejeren, er det også en stærk historie om at finde håb og noget at leve for, selv i de mørkeste tider.

Blandingen af historie og fiktion kombineret med en utrolig velskrevet fortælling gør det umuligt ikke at holde af Heather Morris’ bøger. Bøgerne giver et indblik i en ubarmhjertig tid i historien, men uden at være præget af tunge historiske detaljer.

“Cilkas Rejse” er derfor for dig, der holder af en roman med en stærk kvindelig hovedrolle, og dig der har lyst til at lade dig rive med af en tragisk men fantastisk fortælling.

Som boblerne i bækken – Anmeldelse af Ulla Fastings historiske roman

Reklame // Anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt

★★★★☆☆

Forfatter: Ulla Fasting, Forlag: Brændpunkt, Udgivelsesår: 2020, sideantal: 445

Som Boblerne i bækken

Som boblerne i bækken er Ulla Fastings debutroman og en virkelig gennemført historisk roman. Romanens handling udspiller sig fra 1770’erne og frem til 1864, hvor vi får lov til at følge forskellige historiske personer og deres familier.

… personerne gør en svunden tid levende. De springer op fra bogens sider som boblerne i bækken, er hos os for en stund, for så at briste og brede deres ringe i vandet.

(citat fra bogens bagside)

Vi møder blandt andet Jacob, der bliver forældreløs i en ung alder og kommer i pleje. Han er en god dreng, der gerne vil lære, og ender med at komme på en skole, hvor han fatter interesse for apotekerfaget. Vi møder også Elise, en selvstændig og kløgtig mejerske, der er med til at udvikle stalddriften og osteproduktionen.

Familierne er igennem mange svære episoder i en barsk tid med høj dødelighed, epidemier og krig. Men selv under trange kår blomster kærligheden, familielivet og videnskaben.

Historie i højsædet

Romanen er gennemsyret af historiske fakta, og er derfor en virkelig lærerig læseoplevelser, der både har fokus på spirende kvindekamp, lægevidenskab, landbrugsreformer, krigshistorie og meget mere.

Som boblerne i bækken er altså en historisk roman, hvor det historiske får lov til at spille hovedrollen hele vejen igennem. Det er dermed ikke blot en fiktiv fortælling, der udspilles i en historisk scene, som man ofte ser det i historiske romaner. Bogen er i stedet en litterær bearbejdelse af historien igennem personer, der, i løbet af deres korte liv, har haft en særlig betydning for samfundets udvikling.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken

Emil Aarestup, Angst

Vi forlader karaktererne i 1864 Danmarks overgivelse, men Ulla Fasting har allerede en plan om fortsættende bøger.

En vellykket historisk roman

Jeg vil varmt anbefale Ulla Fastings roman til alle, der holder af historiske romaner, hvor historie får lov at være centrum og ikke kun er en baggrundscene for romanen. Som boblerne i bækken giver et helt unik indblik i en spændende tid, og den gør det på en smuk og medrivende måde.

Flere af personerne i romanen gjorde et stort indtryk på mig, særligt Elise, som jeg ville ønske havde sin helt egen roman. Men det poetiske og fine i romanen ligger nu engang i, at vi kun får lov til at se personerne “springe frem som bobler, der brister igen”.

Hvis du er interesseret i at læse mere om romanens personer og historien bag romanen har Ulla Fasting en hjemmeside på www.somboblerneibaekken.dk

Nyere indlæg »

© 2026 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑