★★★★☆

I de fries land er en samling af 9 noveller samt 1 essay af Sui Sin Far (pseudonym for Edit Maude Eaton, 1865-19149, som var historiens første Asiatisk-amerikanske forfatter. Hendes fortællinger handler alle om at være kinesisk immigrant og ballancere mellem to forskellige kulturer.

Novellesamlingen I de fries Land af Sui Sin Far

Sui Sin Fars fortællinger er enkle, fængende og rørende. De viser på barsk vis, hvor smerteligt det kan være, at måtte vælge mellem at ære sine rødder eller integrere sig i den nye verden. Kan det overhovedet lade sig gøre at finde en identitet midt i mellem? Og hvad sker der med dine relationer, hvis du bevæger dig en anden vej end dem?

Novellerne blev første gang udgivet i aviser og magasiner mellem 1890 og 1912, og de indledes af et spændende afsnit om deres historiske kontekst – en tid hvor adskillelse efter race var både lovlig og forfatningsmæssig i Amerika. Selvom meget har ændret sig på den front, er Sui Sin Fars noveller, her over 100 år senere, stadig spændende og aktuel læsning.

I de fries land skal læses af dig, der holder af historisk litteratur, som gerne må have et politisk budskab. Hos mig gjorde novellerne et stærkt indtryk, og jeg er glad for, at et lille forlag som Ti Vilde Heste gør det muligt for os at læse Sui Sin Fars vigtige tekster, som desværre stadig er hjerteskærende relevante med deres tematikker i dag.