Forfatter: Maja Lunde, illustreret af Lisa Aisato, forlag:Turbine, udgivelsesår:2018, oversætter:Mette Stepicka

★★★★★★

Snesøsteren af Maja Lunde
Snesøsteren

Denne smukke illustrerede julebog har jeg kigget langt efter de sidste par år, så i år måtte jeg eje den.

Bogen er delt op i 24 kapitler, så man kan bruge den som julekalenderbog. Jeg læste den dog ud i et stræk, på en aften. Jeg kunne simpelthen ikke slippe universet, da jeg først kom i gang. Snesøsteren har en helt særlig stemning, som bliver skabt i sammenspillet mellem velskreven tekst og fantastiske illustrationer. Man føler, at man får lov at komme helt helt tæt på karakterne i bogen, selvom den er under 200 sider lang.

Snesøsteren er en vemodig og på samme tider lun og stemningsfyldt bog, og jeg må indrømme, at jeg fik lidt våde øjne undervejs. Julebogen bearbejder det helt svære emner som sorg og nære relationer, når sorgen rammer, men den rummer samtidig hjertevarme og julemagi, der giver den helt rigtige julestemning.

Julestemning er sådan en fløjlsblød følelse, som prikker i tæerne og får hjertet til at banke en lille smule hurtigere, men ikke så hurtigt, at det er ubehageligt. Julestemning er sådan en følelse, der giver en lyst til at brede armene ud og omfavne nogen. Julestemning får en til at synge, til at grine og til at få en klump i halsen. Alt sammen på én gang.

Julian og Hedvig

Bogen handler om Julian, der har mistet sin storesøster Juni. Ud over savnet til sin storesøster, har han svært ved at være i den forandrede hverdag derhjemme efter tabet. Forældrene er opfører sig ikke som sig selv. De er tavse, triste og mekaniske. De serverer kun fiskefrikadeller og lasagne, og de gør meget rent eller sidder i sofaen. De besøger ikke kirkegården eller taler om Juni, og det ser heller ikke ud til, at de har tænkt sig at fejre jul i år.

En dag møder Julian en rødhåret pige med rød jakke. Hun hedder Hedvig, og hun inviterer ham straks hjem til hendes hus Villa Kvisten, for at de kan drikke varm kakao og lege gemmeleg. Hedvig er fuld af liv og varme, og for første gang i lang tid Julian noget at se frem til, og en at grine med. Men Hedvig har en hemmelig, og det har noget med en mystisk mand, der nogen gange står i haven og kigger op mod huset uden at gå ind.

Hedvig
Julian

Den perfekte julefortælling

Snesøsteren rummer alt, hvad jeg holder af i en julefortælling. Den har varme karakterer, som gennemgår en personlig udvikling. Den har julestemning. Den får både smil og tårer frem, og så minder den os om, at sætte ekstra meget pris på dem vi har kær.

Undervejs i bogen fik jeg flere gange associationer til Astrid Lindgrens fortællinger. Hedvig havde en Pippi´sk fremtoning, med sin ukuelige optimisme og tro på sig selv og andre. Den måde temaet om døden fik lov til at udfolde sig, i et smukt univers, mindede mig om Brødrene Løvehjerte. Maja Lunde kan noget helt særligt med sin fortællerstil, der gav mig en virkelig stærk og rørende læseoplevelse. Illustrationerne er flotte og fulde af følelser, som kun underbygger stemningen endnu mere.

Jeg er glad for at bogen nu står på min hylder, så jeg kan tage den ned og genlæse den hver jul. Den kommer til at blive en fast juletradition for mig, ligesom Charles Dickens Et juleeventyr er det.

Bogen får uden tvivl 6 kæmpestore stjerner af mig.