Torndahlbooks

Anmeldelser og læseinspiration

Side 13 af 13

Anmeldelse af fantastyserien Grænsen til Trafallas

★★★★★☆

Forfatter: Julie M. Day, Forlag: Leatherbound, Udgivelsesår: 2017-2019

En af fantasygenrens bedste kvaliteter, er at give en helt anden verden at flygte ind i, når man har brug for et pusterum – og sikke en verden Traffals er!

De tre flotte forsider

Grænsen til Traffalas er en spændingsfyldt og velskrevet fantasyserie i tre bind. I bøgerne møder vi Grace, der arbejde i en bogbutik. Her finder hun en dag en mystisk skriftrulle med nogle underlige symboler, der lyser op, når hun har den i hænderne. Sammen med skriftrullen bliver hun bortført og trukket ind i en helt anden verden kalder Trafallas, hvor elverene bor. Grace finder snart ud af, at hun er noget helt særligt og kan have stor indflydelse på Trafallas fremtid, hvor en krig truer med at bryde ud.

Krig og kærlighed

Grace befinder sig en en helt ny verden, hvor hun både skal finde sin egen identitet og sin plads i Trafallas. Men der er også plads til kærlighed i historien. I Trafallas møder Grace Zachos, og de bliver ramt af en altopslugende kærlighed til hinanden.

Måske jeg bare er blevet gammel og kynisk, men jeg havde lidt svært ved at lade mig rive med, at deres kærlighedshistorie, som blev en kende overvældende. Jeg savnede lidt opbygning til forelskelsen, hvor man når at glæde sig til foreningen, og måske lidt modspil fra Grace, der ukritiske føjer Zachos i alt.

Der var dog også tidspunker, hvor romantikken i bøgerne fik smilet frem hos mig, særligt i det sidste bind (og så har jeg ikke sagt for meget).

Stærk worldbuilding

Julie M. Day formår virkelig at skrive medrivende fantasy . Du ved, den slags, hvor øjnene kører så hurtigt hen over linjerne, at hovedet næsten ikke kan følge med, fordi man bare MÅ vide, hvad der sker. Derfor tog det mig heller ikke lang tid, at sluge alle tre bind i serien.

Jeg var dybt imponeret over verdensopbygning i Traffals, som rummer magiske væsner og forskellige folkefærd og landeområder. Traffalas er et originalt og detaljeres univers, som samtidigt er nemt at overskue og forstå. Det er altså fantasy på et niveau, hvor alle, der holder af en god historie, kan være med.

Traffalas er et sted, jeg gerne besøger igen i Julie M. Days stærke fantasy serie. Jeg kan varmt anbefale serien til alle, som holder af fantasy, krig og kærlighed.

Som boblerne i bækken – Anmeldelse af Ulla Fastings historiske roman

Reklame // Anmeldereksemplar fra Forlaget Brændpunkt

★★★★☆☆

Forfatter: Ulla Fasting, Forlag: Brændpunkt, Udgivelsesår: 2020, sideantal: 445

Som Boblerne i bækken

Som boblerne i bækken er Ulla Fastings debutroman og en virkelig gennemført historisk roman. Romanens handling udspiller sig fra 1770’erne og frem til 1864, hvor vi får lov til at følge forskellige historiske personer og deres familier.

… personerne gør en svunden tid levende. De springer op fra bogens sider som boblerne i bækken, er hos os for en stund, for så at briste og brede deres ringe i vandet.

(citat fra bogens bagside)

Vi møder blandt andet Jacob, der bliver forældreløs i en ung alder og kommer i pleje. Han er en god dreng, der gerne vil lære, og ender med at komme på en skole, hvor han fatter interesse for apotekerfaget. Vi møder også Elise, en selvstændig og kløgtig mejerske, der er med til at udvikle stalddriften og osteproduktionen.

Familierne er igennem mange svære episoder i en barsk tid med høj dødelighed, epidemier og krig. Men selv under trange kår blomster kærligheden, familielivet og videnskaben.

Historie i højsædet

Romanen er gennemsyret af historiske fakta, og er derfor en virkelig lærerig læseoplevelser, der både har fokus på spirende kvindekamp, lægevidenskab, landbrugsreformer, krigshistorie og meget mere.

Som boblerne i bækken er altså en historisk roman, hvor det historiske får lov til at spille hovedrollen hele vejen igennem. Det er dermed ikke blot en fiktiv fortælling, der udspilles i en historisk scene, som man ofte ser det i historiske romaner. Bogen er i stedet en litterær bearbejdelse af historien igennem personer, der, i løbet af deres korte liv, har haft en særlig betydning for samfundets udvikling.

Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken

Emil Aarestup, Angst

Vi forlader karaktererne i 1864 Danmarks overgivelse, men Ulla Fasting har allerede en plan om fortsættende bøger.

En vellykket historisk roman

Jeg vil varmt anbefale Ulla Fastings roman til alle, der holder af historiske romaner, hvor historie får lov at være centrum og ikke kun er en baggrundscene for romanen. Som boblerne i bækken giver et helt unik indblik i en spændende tid, og den gør det på en smuk og medrivende måde.

Flere af personerne i romanen gjorde et stort indtryk på mig, særligt Elise, som jeg ville ønske havde sin helt egen roman. Men det poetiske og fine i romanen ligger nu engang i, at vi kun får lov til at se personerne “springe frem som bobler, der brister igen”.

Hvis du er interesseret i at læse mere om romanens personer og historien bag romanen har Ulla Fasting en hjemmeside på www.somboblerneibaekken.dk

Kvindernes By – Anmeldelse

★★★★★☆

Forfatter: Elizabeth Gilbert, Udgivelsesår 2021, Oversætter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Forlag: Gads forlag

(Reklame // Anmeldelseseksemplar fra Gads forlag)

Kvindernes By

Kvindernes By er skrevet af forfatteren bag den populære roman: “Spis, bed, elsk”, og det kan tydeligt mærkes. Bogen er vidunderligt velskrevet , fortællerstemmen i bogen er fantastisk, og så gør romanen op med normen om den “pæne pige”.

Den historiske roman handler om den unge Vivian Morris, der bliver sendt til New York i 1940. Hun er blevet smidt ud fra sit studie, og hendes forældre ved ikke, hvad de skal stille op med hende. I New York skal hun bo hos sin Tante Peg, som ejer et gammelt teater kaldet The Lily. Her møder hun en række helt særlige mennesker, med en meget anderledes tilgang til livet og dets normer, end hun er vant til. I løbet af få uger mister Vivian sin mødom og hun udforsker New Yorks natteliv i selskab med korpigen Celia og ikke mindst rigeligt med gin fizz cocktails.

Vivian har et helt særligt talent. Fra sin bedstemor Morris har Vivian lært at sy tøj med sans for kvalitet og detaljer. På The Lily får Vivian lov til at udfolde sine særlige evner som syerske og skabe kostumer, kjoler og jakkesæt i særklasse. Bogen har en helt særlig og dragende stemning med beskrivelserne af byen, det glamourøse tøj og karaktererne.

En forrygende fortællerstemme

Romanen er sat op som et brev fra den aldrende Vivian Morris til en kvinde ved navn Angela. Elizabeth Gilbert får skabt en helt forrygende fortællerstemme igennem Vivian, når hun med stor ærlighed og humor fortæller om sit liv.

Vivian krydre sine erindringer med irettesættende kommentarer til sit yngre jeg, som hun fx blankt kalder for en idiot. De skarpe bemærkninger er befriende for læseren, når man ind i mellem kan irritere sig over Vivians narcissisme og selvmedlidenhed i løbet af hendes unge år i romanen.

Karaktererne i romanen er velkomponerede og menneskelige. De har fejl og mangler, men er fulde af kærlighed og livsgejst.

Feminin, frigørende og pikant roman.

Kvindernes By er en roman om kvinder, og den er også meget feminin i sit udtryk. Der er Sex and the City stemning, når mode, sex og storby beskrives, og der er et tydeligt feministisk tema.

Romanen er forholdsvis lang og uden de helt store udsving i handlingen, og jeg havde en lille krise undervejs, hvor siderne føltes lange. Heldigvis tog historiens fortælling til igen, men jeg havde gerne byttet en del af disse sider for mere af Vivians historie under krigen, som for mig var beskrevet skuffende kort.

Alt i alt vandt den fantastiske fortællerstemme, temaerne og 1940’ernes New Yorker-magi mig, og jeg vil derfor varmt anbefale bogen til alle, der føler sig draget af det feminine og glamourøse.

(Jeg håber at romanen bliver filmatiseret en dag, så vi kan se alle Vivians glamourøse kostumer og jakkesæt – så vidt jeg kan opsnuse på det store internet er filmen planlagt).

Kaldet fra Galathea – Awen 1

★★★★★★

Forfattere: Nathali og Bettina Liane, Forlag: Turbine, udgivelsesår: 2019

Kaldet fra Galathea er første bind i fantastyserien Awen, skrevet af forfatterne Nathali og Bettina Liane, og jeg kan roligt sige, at serien lægger stærkt ud. I Kaldet fra Galathea møder vi tvillingerne Aia og Peter, som bor hos deres bedstefar, slægtens Kollgards overhoved.

En aften banker det på døren, og udenfor står en kuffert med tvillingernes navne udenpå og en billet til skibet Galathea indeni. Efter en dramatisk rejse, finder de ud af, at Galathea er et skoleskib, for udvalgte børn, med en særlig indre magi kaldet eire. Her kan de blive udlært som vogtere, der kan hjælpe med at beskytte Utheim, imod Morskinnas mørke kræfter.

Et strejf af Harry Potter

En magisk skole? Her kan vi altså ikke komme udenom at sammenligne Awen med serien over alle serier, Harry Potter. Og der er da også flere paralleler at drage mellem de to universer, samt deres karakterer og plot.

  • Hovedpersonerne er opvokset i familier, hvor de er uønskede og underkuede.
  • Hovedpersonerne har en særlig forbindelse til universets “mørke side”.
  • Hovedpersonerne kender ikke til magiens univers, før de bliver indkaldt til skolen.
  • På skolen møder vi i begge fortællinger en lærer med hang til mørk magi, som får en væsentlig rolle for plot og hovedpersonen.

Til trods for de tydelige paralleler formår Nathali og Bettina Liane, at skabe et univers og nogle karakterer, som er helt deres egne, og man har ikke fornemmelsen af, at sidde og læse en “harry-potter-wannerbe”.

Et gennemført og detaljeret univers.

Kaldet fra Galathea er uden tvivl iblandt de bedste fantasybøger, jeg har læst. Universet, og særligt selve skibet Galathea, er imponerende og detaljeret beskrevet. For mig gav det en stor værdi, at der flere gange bindes tråde fra magiens verden til den virkelige verden. Fx er alle børn fyldt med eire (som kommer til udtryk i fantasi m.m.), og der kan findes en særlig eire i bøger og kunst, som kan vække eiren i os.

Min absolut eneste kritiske kommentar er, at universet til tider bliver for detaljeret, og man får mange informationer allerede i denne første bog. Det bliver hurtigt meget at holde styr på. Det betød så til gengæld, at jeg kunne genlæse bogen kun et år efter første læsning, og få en masse mere med.

Er du til magi, eventyr og kampen mellem det gode og det onde, så skal du læse Kaldet fra Galathea. Jeg ser virkelig frem til bog 2.

Har du allerede læst bogen, så hop ind og prøv min Kaldet fra Galathea quiz

Novellesamlingen En tur til Malmö – Anmeldelse

Forfatter: Eva Nølke, Udgivelsesår: 2020, Forlag:BoD

★★★★★☆

En alsidig, overraskende og rørende novellesamling. Eva Nølke præsenterer 12 meget forskellige noveller, der med ganske få ord fortæller om menneskeskæbner. Novellen, som lægger navn til samlingen, En tur til Malmö, har vundet en novellekonkurrence ved Jyllands-Posten tilbage i 2003.

Eva Nølkes noveller er korte og sprogligt let tilgængelige, så man behøver ikke være garvet læser inden for novellegenren for at læse bogen. Der er nogle virkelig stærke noveller imellem, som gør indtryk og giver stof til eftertanke.

En tur til Malmö

Fra triste eksistenser til mørke tanker

Jeg er dybt imponeret over, hvor langt omkring Eva Nølke kommer i sine skæbnefortælling. Fra kærlighedhistorier til hustruvold og mørke tanker. Vi kommer helt tæt på en række meget forskellige eksistenser og deres liv, når der bliver kradset lidt overfladen. Her er alt ikke, som det ser ud på overfladen – slet ikke. Der er både historier med refleksioner over et levet liv, og fortællinger om altopfyldende følelser, så som jalousi.

Alsidigheden i fortællingerne, holder novellesamlingen interessant hele vejen igennem, og samtidigt er der en fin rød tråd igennem dem alle, som binder værket sammen.

Alt i alt en anbefalelsesværdig bog, som kan læses af alle, der holder af fortællinger, der går tæt på mennesker på godt og ondt. Særligt hvis man, som jeg, holder meget af novellegenren.

Bellas (h)jul – En julekalenderbog

Anmeldereksemplar modtaget af forfatterskabet.dk

Forfatter: Marlene Lisberg, forlag: Forfatterskabet.dk, Udgivelsesår 2020

★★★★☆☆

Bellas (h)jul af Marlene Lisberg

Bellas h(jul) handler om Bella, som er julemandens datter. Julemanden Julle skal finde en lærling, der skal være den nye julemand, og Bella har et ønske om, at Julle skal vælge hende. Men det er ikke så lige til. Julle mener ikke, at julemanden kan være en pige, og så har Bella yderligere den udfordring, at hun er handicappet og sidder i kørestol. Kan man så godt blive julemand?

Bellas h(jul) er en sød og stærk julehistorie for børn. Bogen er opdelt i 24 kapitler, så man kan læse den som en julekalenderbog i december. Forside fortjener også en kommentar, da den smukke forsideillustration emmer af julestemning.

Marlene Lisberg tager fat i nogle svære problematikker, som bliver belyst på en virkelig fin måde. Man får indsigt i nogle af de svære problematikker, der kan være, når man sidder i kørestol og har brug for hjælp i sin hverdag.

De voksne har stadig meget at lære

I historien afholder julemanden en talentkonkurrence for de drenge, der ønsker at blive hans nye lærling. Bella bliver hurtigt gode venner med drengene i konkurrencen, og selvom Bella selv forsøger at bliver deres konkurrent, så støtter og hjælper de hende flere gange. De virker selv uforstående over for Julles valg om at det kun er drenge det må deltage. Bogen giver et godt billede af, hvor langt kulturen blandt samtidens børn og unge er kommet, og hvordan det ofte er de vokse, der skal lære at fralægge sig deres forældede syn på kønsroller og diskrimination.

Følg din drøm. Bliv ved. Du kan dobbelt så meget, som du selv tror – og ti gange så meget som din far eller mor tror.

Citat fra bogens omslag

En stærk julekalender

Til at begynde med, havde jeg lidt betænkeligheder ved bogen. Jeg havde svært ved at fornemme, hvorfor Bella egentligt gerne ville være julemand. Handlede det mest om at bevise sit værd som pige og handicappet? Men som bogen skrev frem fik Bella stille og roligt vundet mig helt over på hendes side, og da jeg nåede bogens sidste kapitel, tog jeg mig selv i at sidde med et stort smil på læben. Bella viser ægte julesind og Bellas (h)jul skaber ægte julestemning.

Alt i alt, en dejlig læseoplevelse og et meget vigtigt tema. Jeg håber Marlene Lisberg vil fortsætte med at formidle handicappede børns stemme i litteraturen. Det er jeg sikker på, at der vil kunne komme rigtig god børnelitteratur ud af!

4 (store) stjerner!

Snesøsteren af Maja Lunde – anmeldelse

Forfatter: Maja Lunde, illustreret af Lisa Aisato, forlag:Turbine, udgivelsesår:2018, oversætter:Mette Stepicka

★★★★★★

Snesøsteren af Maja Lunde
Snesøsteren

Denne smukke illustrerede julebog har jeg kigget langt efter de sidste par år, så i år måtte jeg eje den.

Bogen er delt op i 24 kapitler, så man kan bruge den som julekalenderbog. Jeg læste den dog ud i et stræk, på en aften. Jeg kunne simpelthen ikke slippe universet, da jeg først kom i gang. Snesøsteren har en helt særlig stemning, som bliver skabt i sammenspillet mellem velskreven tekst og fantastiske illustrationer. Man føler, at man får lov at komme helt helt tæt på karakterne i bogen, selvom den er under 200 sider lang.

Snesøsteren er en vemodig og på samme tider lun og stemningsfyldt bog, og jeg må indrømme, at jeg fik lidt våde øjne undervejs. Julebogen bearbejder det helt svære emner som sorg og nære relationer, når sorgen rammer, men den rummer samtidig hjertevarme og julemagi, der giver den helt rigtige julestemning.

Julestemning er sådan en fløjlsblød følelse, som prikker i tæerne og får hjertet til at banke en lille smule hurtigere, men ikke så hurtigt, at det er ubehageligt. Julestemning er sådan en følelse, der giver en lyst til at brede armene ud og omfavne nogen. Julestemning får en til at synge, til at grine og til at få en klump i halsen. Alt sammen på én gang.

Julian og Hedvig

Bogen handler om Julian, der har mistet sin storesøster Juni. Ud over savnet til sin storesøster, har han svært ved at være i den forandrede hverdag derhjemme efter tabet. Forældrene er opfører sig ikke som sig selv. De er tavse, triste og mekaniske. De serverer kun fiskefrikadeller og lasagne, og de gør meget rent eller sidder i sofaen. De besøger ikke kirkegården eller taler om Juni, og det ser heller ikke ud til, at de har tænkt sig at fejre jul i år.

En dag møder Julian en rødhåret pige med rød jakke. Hun hedder Hedvig, og hun inviterer ham straks hjem til hendes hus Villa Kvisten, for at de kan drikke varm kakao og lege gemmeleg. Hedvig er fuld af liv og varme, og for første gang i lang tid Julian noget at se frem til, og en at grine med. Men Hedvig har en hemmelig, og det har noget med en mystisk mand, der nogen gange står i haven og kigger op mod huset uden at gå ind.

Hedvig
Julian

Den perfekte julefortælling

Snesøsteren rummer alt, hvad jeg holder af i en julefortælling. Den har varme karakterer, som gennemgår en personlig udvikling. Den har julestemning. Den får både smil og tårer frem, og så minder den os om, at sætte ekstra meget pris på dem vi har kær.

Undervejs i bogen fik jeg flere gange associationer til Astrid Lindgrens fortællinger. Hedvig havde en Pippi´sk fremtoning, med sin ukuelige optimisme og tro på sig selv og andre. Den måde temaet om døden fik lov til at udfolde sig, i et smukt univers, mindede mig om Brødrene Løvehjerte. Maja Lunde kan noget helt særligt med sin fortællerstil, der gav mig en virkelig stærk og rørende læseoplevelse. Illustrationerne er flotte og fulde af følelser, som kun underbygger stemningen endnu mere.

Jeg er glad for at bogen nu står på min hylder, så jeg kan tage den ned og genlæse den hver jul. Den kommer til at blive en fast juletradition for mig, ligesom Charles Dickens Et juleeventyr er det.

Bogen får uden tvivl 6 kæmpestore stjerner af mig.

Anmeldelse af Prinsen af Ondskab – Folk og the Air #1

Forfatter: Holly Black, Oversætter: Randi Bjerre Høfring, Forlag: Carlsenpuls, Genre: Fantasy, Antal sider:467

★★★★★★

Der findes mange fine og gode fantasy bøger. Men der er langt i mellem de hel exceptionelle læseoplevelser, hvor man sluger hver eneste side råt. Sådan en læseoplevelse havde jeg med Prinsen af Ondskab.

Bogens enkle og vanvittig smukke forside

Prinsen af ondskab er skrevet af Holly Black, som står bag en lang række fantasyserier, og man kan virkelig mærke at man er i hænderne på en erfaren fantasyforfatter. Både plottet og universet er virkelig gennemført og velkomponeret.

At være dødelig i et magisk univers

Prinsen af Ondskab er første bog i Holly Blacks Folk of the Air serie. Her følge vi hovedperson Jude, der bor i fantasyriget Faerie sammen med sin tvillingesøster Taryn og deres halvsøster Vivi. De bor hos deres blodtørstige og krigshungrende plejefar Madoc, som har kidnappet dem fra den menneskelige verden, efter at have slået deres forældre ihjel. Han er for resten også far til Vivi og har været gift med deres mor, før hun fakede sin egen død og flygtede langt væk fra Faerie.

Faerie er et smukt, men barsk sted at vokse op som dødelig, hvor du er i konstant farer for at blive forblændet af de magiske fefolk eller forgiftet af deres mad. Jude er stærkt præget af sine forældres død og livet i Faerie. Hun hader at være svag og blive set ned på for sin dødelighed, særligt af den ondskabsfulde og smukke prins Cardan og hans slæng, som dagligt terroriserer hende.

“…Cardan er endnu smukkere end de andre, med sort hår, der er så blankt som en ravnevinge, og kindben, der er skarpe nok til at skære en piges hjerte ud med. Jeg hader ham mere end alle de andre. Jeg hader ham så meget, at jeg nogle gange knap nok kan trække vejret, når jeg ser på ham.

Prinsen af Ondskab

Jude

Jude er en karakter, som er fuld af fejl og ikke mindst menneskelige følelser. Hun er stolt, stædig, trodsig og temperamentsfuld. Alle hendes fejl får hende til at fremstå 100% ægte. Hun er alt andet en forudsigelig. Jude er påvirkelig og lader sig opsluge af den magtbegærlighed, som Faerie er gennemsyret af.

Hvor hendes tvillingesøster underkaster og tilpasser sig ,for at kunne overleve, går Jude sine helt egne veje. Selvom det ofte får barske konsekvenser for hende. Hun træner indædt for at blive dygtig til at kæmpe, og drømmer om at blive ridder, men hun bliver uventet tilbudt en mulighed for at vende sine svagheder til styrke og tjene en kommende konge.

Folk of the Air serien af Holly Black

Fabelagtig Fantasy

Er du til fantasy, alfer og magi med et mørkt tvist, så kan jeg varmt anbefale Prinsen af Ondskab. Hvis du bevæger dig ind i Fairys verden kommer ikke så let derfra igen, og der er risiko for at udvikle en mindre besættelse. Både plot, karakterer og Faerie er velkomponeret og utrolig velskrevet.

Folk of the Air bliver uden tvivl en serie, jeg kommer til at vende tilbage til flere gange. Jeg kan slet ikke få nok at den angstprovokerende dystopi, som Jude bliver fanget i.

Anmeldelse af Den Magiske Boghandel – Tilly og Bogvandrerne

Forfatter: Anna James, oversætter: Mich Vraa, udgivelsesår:2020

★★★★★★

Den Magiske Boghandel
Den Magiske Boghandel – Tilly og Bogvandrerne

Hvilken romankarakter ville du allerhelst møde, hvis du kunne tage på besøg i dine ynglingsbøger?

Den magiske boghandel emmer af hygge, bogmagi og eventyr. Det er den type bog man griber ud efter på en mørk vinteraften, hvor man er krøbet under tæppet i sofaen og stearinlysene er tændt. En perfekt bog til juleferien. Bogen er en børnebog og henvendt til det yngre publikum. Det skal dog ikke afskrække dig fra at læse bogen, som voksen læser. De mange boglige referencer og de skønne karakterer, kombineret med et eventyr, er den perfekte opskrift på en god historie.

“Findes der noget bedre end at forsvinde i en god bog?

Hvis altså man kan slippe ud igen…”

Citat fra bagsideteksten

Hvad handler Den Magiske boghandel om?

Bogens hovedperson er Mathilda Pages (et perfekt navn til en bogenventyrer ikke?), også kaldet Tilly. Hun bor hos sine bedsteforældre ved deres boghandel, Pages&Co, hvor hun bruger mange timer fordybet i bøgerne på hendes favoritlæsesteder rundt i butikken.

Page&Co er fortryllende beskrevet boghandel med flere etager fyldt med bøger og hyggekroge. Her kan man gemme sig og forsvinde ind i bøgernes verden, og det er lige netop det Tilly gør. I butikken møder hun nemlig pludselig karakterer fra hendes yndlingsbøger, som tager hende med ind i deres verden. Tilly erfarer at hun er en bogvandre, der kan rejse ind i bøgerne, når hun læser dem. Hun møder blandt andet Alice fra Alice i Eventyrland og Anne fra Grønnebakken.

Tilly bor hos sine bedsteforældre, da hendes mor forsvandt på mystisk vis, da Tilly var helt lille. Igennem hendes mors gamle yndlingsbøger forsøger Tilly at lærer sin mor bedre at kende, men hun ender med at finde langt mere end hun havde forventet.

Mit bogmærke kunne ikke passe meget bedre til dette bogeventyr!

Bogen bliver et fysisk rum

De fleste bogelskere kender fornemmelse af at forsvinde ind i bøgernes verden og glemme alt om tid og sted uden for bogen. Jeg er vild med den måde Anna James bruger bogen som et fysisk rum, også rent visuelt, hvor ord og sætninger løsriver sig og står skævt, når Tilly rejser ind eller ud af bøgerne.

Alice tager Tilly med til eventyrland

Bogen er også udsmykket med fine illustrationer og skyggetegninger som underbygger den eventyrlige stemning og følelsen af, at karakter kan træde ud af bogen og blive levende.

Er du lige som mig også tiltrukket af den visuelle fortællerstil kan jeg varmt anbefale dig at kaste dig over Udvalgte Værker af T.S. Spivet af Reif Larsen, som er en forrygende fortælling om den 12 årige kartograf T.S. Spivet, hvor det visuelle spiller en helt central rolle.

En børnebog, der går lige i hjertet på en bogelsker

Alt i alt får Anna James skabt en varm og eventyrlig bog med skønne karakterer, der går lige i hjertet på en bogelsker. De visuelle finesser gør, at man ikke kan lade være med at bladre igennem bogens sider flere gange. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at læse genlæse Tilly og Bogvandrerne, og jeg glæder mig til at dele den med mine børn, når de bliver store nok til at forstå den.

I øvrigt vækker den lyst til at læse eller genlæse nogle af de vidunderlige klassikere, som der refereres til – og det er jo altid en god ting.

Nyere indlæg »

© 2026 Torndahlbooks

Tema af Anders NorenOp ↑