Anbefaling af Hvis der skulle kommet et menneske forbi og En dag vil vi grine af det
Forfatter: Thomas Korsgaard, Forlag: Lindhardt og RingHof
Hvis der skulle komme et menneske forbi ★★★★★★
En dag vil vi grine af det ★★★★★★
Siden jeg først så en anmeldelse af Thomas Korsgaards debutroman, Hvis der skulle kommet et menneske forbi, har jeg set den som en “must read”. Alligevel er det først nu, hvor forfatteren snart kommer med sin tredje roman i serien, at jeg kom i gang med bogen/bøgerne (for da jeg først var kommet i gang, kunne jeg ikke slippe Tue igen).
Bøgerne handler om drengen Tue, der vokser op i en socialt belastet familie på landet uden for Skive. Familiens økonomi er presset. Faderen har et iltert temperament, og en underliggende ondsindethed, der ulmer under overfladen.
Tues mor føder et dødfødt barn, hvilket kaster hende ud i en angstplaget og depressiv tilstand, hvor hun bruger størstedelen af sin tid foran computeren, hvor hun chatter og spiller lånte penge væk på internetkasinoer.
Tue, hans søskende og en flok hunde er overladt til sig selv.
Skarp realisme skildre dissonansen i relationerne
Tue er udsat for en konstant svigt fra hans forældres side, hvor han underlægges deres psykiske og fysiske vold. Kommunikationen i familien er kørt helt af sporet, og, bortset fra Tue, har ingen af dem indsigt eller forståelse for de andre i familien.
Tue er fuld af modstridende følelser, som kommer til udtryk i hans tale og handlinger. Hans manglende refleksion over begivenhederne er larmende i bøgerne. Han påvirkes tydeligt af den dissonans, der er i familien, og som også smitter af på hans egne sociale relationer.
Thomas Korsgaards brug af realismegrebet, tager os tæt på det hele – så tæt at det til tider næsten bliver ubehageligt realistisk. Det betyder også, at bøgerne er umulige at lægge fra sig, og siderne vender sig selv.
Autobiografisk afsæt
Bøgerne har autobiografisk afsæt i Thomas Korsgaards egen opvækst, hvilket kun forstærker det tragiske aspekt. Tue rammer lige ind hjertet på læseren med alt hvad han rummer på godt og ondt. De er samtidigt krydret med humor og varme, hvilket gør læsningen let og flydende.
Har du ikke læst Thomas Korsgaards bøger endnu, og er du til skarpt skrevet realisme og dysfunktionelle familierelationer, så jeg kan kun anbefale dig at komme i gang. Selv skal jeg have reserveret hans novellesamling Tyverier på biblioteket, for man kan vist roligt sige, at jeg er blevet Korsgaard-fan.
Den 21. maj udkommer seriens tredje bog med titlen: Man skulle nok have været der. Jeg glæder mig meget til at læse mere om Tue.
0 Kommentarer
1 Pingback